Ugens streaming
18. aug. 2017 | 10:51

Ekko anbefaler: Superhelte

Foto | Sarah Shatz
De egenrådige superhelte Jessica Jones (Krysten Ritter), Iron Fist (Finn Jones), Daredevil (Charlie Cox) og Luke Cage (Mike Colter) mødes og skal finde fælles fodslag i The Defenders.

Den nye Netflix-serie The Defenders samler en række Marvel-helte. Vi udnytter fluks chancen til at anbefale fem andre gode superheltetitler til streaming.

Af David Madsen og Patricia Smollerup

Hvis du kunne have en superheltekræft, hvilken ville du så vælge?

De er stærke, intelligente og uovervindelige. Desuden har de, trods udfordringer på privatfronten, et stærkt moralsk kompas, som gør dem villige til at ofre egen lykke for en større sag.

Superhelte bliver ved med at fascinere publikum, og vi får i disse år den ene superheltefilm efter den anden.

Senest Netflix-serien The Defenders, som samler heltene Jessica Jones, Luke Cage, Iron Fist og Daredevil fra deres respektive serier.

Vi anbefaler fire superheltefilm og en enkelt superhelteserie, som du kan nyde mellem afsnit af The Defenders.

Deadpool

Tim Millers actionkomedie og en af sidste års helt store overraskelser er en morsom og anderledes vinkel på superheltegenren.

Ryan Reynolds spiller hovedrollen som den rapkæftede Wade, der bliver erklæret uhelbredeligt syg af kræft, men finder en alternativ kur ved at lade sig transformere til superhelten Deadpool.

Filmen er bemærkelsesværdig i sin brug af grov humor og hovedpersonens pludselige henvendelser til publikum. For fans af mere traditionelle superhelte, er de mange X-Men-film også tilgængelige på C More.

Kan ses på C More

 

The Dark Knight

Christopher Nolans efterfølger til Batman Begins er et af hans mest vellykkede værker og blandt de film, som bryder forbandelsen om den svære toer.

Nolan har altid haft øje for at lave flotte billeder, som kommer til udtryk i spektakulære actionscener. Og med en mørk og dyster tone sætter filmen fokus på, hvad kaos og frygt kan gøre ved et samfund.

Det er umuligt at komme uden om Heath Ledgers pragtpræstation som den vanvittige Joker. Han er gal, uforudsigelig og intelligent, og karakterens utilregnelighed bliver perfekt underbygget af Hans Zimmers musik.

Kan ses på Netflix



Captain America: Civil War

Den tredje film i rækken af Marvels fantastiske Captain America-serie er på mange måder en samling af de bedste elementer fra selskabets filmiske univers:

Den kække, Whedon-inspirerede dialog fra Iron Man. De intense slåskampe fra Captain America: Winter Soldier. Men vigtigst af alt er de interpersonelle kampe mellem egoerne Tony Stark, Steve Rogers og resten af slænget, som vi så dem i The Avengers.

Filmen kan til tider virke lidt som en fortsættelse af The Avengers: Age of Ultron, men ved denne gang at lade gruppen af superhelte bekæmpe hinanden, undgår den at virke redundant.

Kan ses på Viaplay

 

Hellboy 2: The Golden Army

Hellboy 2: The Golden Army er i den grad en Guillermo del Toro-film, og som med de fleste af hans film (Pans labyrint) er den svært underholdende.

Det mørke univers fra Hellboy-tegneserierne vækkes endnu engang til live med hjælp fra del Toros hold af fantastiske specialeffekt-designere. Og Ron Perlman i rollen som seriens cigarrygende antihelt, er stadig et af de bedste castingvalg i superheltefilm.

Instruktøren og hovedrolleindehaveren i det kommende reboot af filmserien skal udfylde et par store sko.

Kan ses på HBO Nordic

 

Agent Carter

Disneys superhelteserie Agent Carter er tragisk overset.

Serien er et spin-off af Captain America og følger Peggy Carters arbejde som hemmelig agent i tiden efter Anden Verdenskrig. Vi oplever mandschauvinistiske arbejdsforhold, når Carter konstant bliver ignoreret og undervurderet af sine mandlige kolleger.

Den tegner et udmærket tidsbillede, bortset fra den bizarre mangel på rygning. Anden sæson er en rodet affære, men første sæson er knivskarp og burde ses af alle, der holder af Marvel-film og spion-thrillers.

Kan ses på Netflix

Ugens streaming

Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.

Vi anbefaler både film og tv-serier.

Denne uge fokuserer vi på superhelte.

© Filmmagasinet Ekko