Nyhed
02. nov. 2017 | 13:19 - Opdateret 02. nov. 2017 | 14:19

Svensk filmselskab vil fjerne Peter Aalbæk

Foto | Film i Väst
Direktøren for det svenske filmselskab Film i Väst, Mikael Fellenius, er gået hårdt ud med krav om, at man vil have Peter Aalbæk Jensen fjernet fra fremtidigt samarbejde mellem de to selskaber.

Det svenske filmselskab Film i Väst vil stoppe samarbejdet med Zentropas grundlægger og have ham fjernet som producer på Lars von Triers kommende film.

Af Nicki Bruun

Peter Aalbæk Jensens kontroversielle opførsel har i mange år været velkendt i den danske filmbranche såvel som i udlandet, hvor hans filmselskab Zentropa har haft gode samarbejder.

Men efter sagen om Harvey Weinstein og den øgede fokus på seksuel chikane og overgreb i filmbranchen, tager de i Sverige nu afstand fra den danske producer.

Selskabet Film i Väst gjorde først opmærksom på, at selskabet ikke vil acceptere Peter Aalbæk Jensens holdning til seksuel chikane, som han blandt andet udtrykker i Ekkos interview Et mandeoprør er på vej.

Nu går Film i Väst skridtet videre.

Aalbæk kan ikke blive
Filmselskabet vil afbryde samarbejdet med Peter Aalbæk Jensen og have ham fjernet fra Lars von Triers kommende seriemorderfilm, The House That Jack Built.

”Vi kan ikke se, at Peter Aalbæk Jensen kan forblive. Det ligger ikke i kortene,” siger direktøren for Film i Väst, Mikael Fellenius, til Göteborgs-Posten, som var først med historien om svenskernes problemer med den danske producers udtalelser.

”Vi kan ikke samarbejde med Zentropa, hvis Peter Aalbæk Jensen fortsætter som producent eller executive producer i vores samproduktioner,” siger Fellenius til Kulturnyheterna på SVT.

Svensk filmdirektør: Uacceptabelt
Zentropa og Film i Väst har samarbejdet på ni film over en periode på mere end tyve år.

The House That Jack Built er den tiende i rækken, og Lars von Triers indblik i seriemorderen Jacks liv er ventet med spænding.

Optagelserne er færdige, og det første billede fra filmen er blevet offentliggjort. Nu er der gang i et omfattende postproduktionsarbejde, før Zentropa efter sigende går efter at få filmen med på Cannes-festivalen til næste år.

Kritikken af Peter Aalbæk Jensen i Sverige kommer også fra direktøren for landets filminstitut, Anna Serner, der har udtalt, at producentens opførsel ”ikke længere er noget, vi skal synes er i orden, acceptere eller bidrage til”.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko