Sympatisk og humoristisk Oscar-vinder

”Der står meget sludder på Wikipedia, men det kunne da godt være, jeg skulle få gjort noget ved det!”

James Marsh smågriner.

Den britiske instruktør lever i London og ikke i Danmark, som det ellers fremgår på det brugerstyrede internetleksikon. På denne råkolde dag midt i februar er den 51-årige Oscar-vinder dog i København, og vi møder ham alene i et stort og dyrt indrettet konferencelokale på Radisson Blu Royal Hotel i centrum.

Så længe det varer. Tidsplanen er stram. Der er afsat femten minutter i selskab med James Marsh. Han er en travl mand og skal et par timer efter interviewet med fly videre til filmfestivalen i Berlin for at sælge sin næste spillefilm.

”Jeg kan ikke fortælle så meget om filmen endnu. Men den er baseret på en autentisk historie, og Colin Firth spiller hovedrollen. Du kan jo prøve at Google dig frem til mere, men hvis der står noget på Wikipedia, skal du jo nok lige holde dig fra det.”

James Marsh griner igen. Han er ikke uden humor. Og virker på heller ingen måde som en filmmand med nykker. Hans skjorte blafrer ud over de blå jeans, det halvlange brune hår hænger ned langs ørerne, og blikket i øjnene er imødekommende.

Fascineret af umulige ambitioner
Synderen Wikipedia afslører nu intet om James Marsh’ kommende projekt, men filmsiden Imdb.com kan fortælle, at Colin Firth skal spille Donald Crowhurst – en britisk rigmand og excentriker, der sidst i 1960’erne forsøgte at sejle jorden rundt alene, men ude på havet mistede forstanden og begik selvmord.

Filmatiseringen af Crowhursts liv kommer ikke som en overraskelse. James Marsh er fascineret af mennesker med usædvanlige ambitioner om det umulige.

I 2008 vandt han en Oscar for dokumentaren Man on Wire, der fortæller historien om franskmanden Philippe Petit, som i 1974 vovede sig ud i det rene vanvid og gik på line mellem World Trade Centers enorme tvillingetårne.

I Teorien om alting ser fremtiden også umulig ud for fysik-talentet Stephen Hawking, da han som 21-årige midt i 1960’erne bliver diagnosticeret med den nervesvækkende sygdom ALS, der siden har bundet den berømte professor til en kørestol og kun gjort ham i stand til at kommunikere med en computergeneret stemme – et kunstigt talerør, der tager tid, før den skaber lyden af de tanker, som den nu 73-årige Stephen Hawking har på sinde.

”Da vi var færdige med optagelserne, viste vi et råklip for Stephen Hawking. Det var vildt nervepirrende, fordi vi sad og ventede i noget nær tyve minutter, inden hans reaktion kom frem på grund af hans sygdom. Men han var meget betaget af dens virkelighedsnære fremstilling og har siden set Teorien om alting flere gange. Han har også sagt, at Eddie Redmaynes præstation er som at betragte et spejlbillede,” fortæller James Marsh.

Sandfærdigheden er vigtig
– Hvad betyder Hawkings blåstempling af ægtheden for dig, når du nu mest er kendt for din passion for dokumentarfilm?

”Det er enormt tilfredsstillende. Fordi man ofte hører om personer, der ikke kan genkende deres liv og historie i en filmatiseret udgave. Især fordi det her ikke er en film om Stephen Hawking, men om et ægteskab, der i længden er umuligt. Filmen er baseret på hans tidligere kone, Jane Hawkings selvbiografi, og hun synes også, handlingen langt hen ad vejen er sandfærdig.”

– Havde du læst hendes selvbiografi Travelling to Infinity: My life with Stephen, eller hvordan kom du i gang med projektet?

”Ikke i starten. Anthony McCarten, der har bearbejdet bogen og skrevet manuskriptet, sendte mig projektet kort tid efter, at jeg havde lavet Man on Wire, fordi han så Hawking og Philippe Petit som to beslægtede karakterer, der nægter at acceptere begrænsninger i livet. Det livssyn og mod fascinerer mig, så jeg var ret hurtigt interesseret i historien, der lå i Jane og Stephens udfordrende ægteskab.”

Stjerner dræber troværdigheden
Søndag nat vandt den 33-årige Eddie Redmayne som ventet Oscar-prisen for bedste mandlige hovedrolle i Teorien om alting, og han takkede i sin tale Stephen Hawking, som han mødte flere gange inden optagelserne.

Således måtte Benedict Cumberbatch, der var nomineret for The Imitation Game, se statuetten gå til sin ven i en rolle, som Cumberbatch selv har spillet i Hawking fra 2004. Men James Marsh har bevidst holdt sig fra at se den tidligere film om astrofysikerens liv.

”Jeg var bevidst om Hawking, men har ikke set den eller har haft lyst til det. Det er ikke særligt frugtbart at se en anden fantastisk skuespiller i den samme karakter, fordi det helt ubevidst kan spille ind på ens egne visioner.”

– Eddie Redmayne spiller også fantastisk i rollen som Hawking. Hvordan faldt valget på ham?

”Vi havde mange unge, dygtige skuespillere i kikkerten til rollen. Men på det her tidspunkt var Eddie mest kendt for sit virke på teateret. Han var godt nok med i Les Misérable og My Week with Marilyn, men på ingen måde kendt fra en karakter som Superman eller lignende.”

”På den måde er hans persona på lærredet ikke knyttet til et bestemt indtryk. Det er enormt vigtigt for at skabe den mest troværdige illusion af Hawking. Ud over at Eddie også er meget talentfuld, hjalp det også, at han fysisk har mange lighedstræk med Stephen Hawking.”

Kamp for islandsk musik
Teorien om alting vandt kun en enkelt af de fem Oscars, den var indstillet til. Den islandske komponist Jóhann Jóhannsson måtte blandt andet se prisen for bedste score gå til The Grand Budapest Hotel. Og trods en nominering for bedste film var James Marsh ikke selv indstillet for bedste instruktion.

– Du har selv vundet tidligere, men er ikke nomineret for bedste instruktion. Er du skuffet?

”Det er fuld fortjent, at Eddie allerede har vundet en Golden Globe og mange øvrige priser. Og så længe Teorien om alting er nomineret for bedste film, så skal jeg ikke klage. Men lad mig sige det sådan, at når det kommer til Oscar, handler det om at køre kampagner.”

”Man gør ikke meget ud af dokumentarfilm. Her møder man op på aftenen og ser, hvad der sker. Med spillefilm er det langt mere kalkuleret, hvor meget de kører en målrettet kampagne op til showet.”

– Det virker også helt fortjent, at Jóhann Jóhannsson er nomineret for bedste score. Nu troede jeg, du var bosat i Danmark og kendte ham herfra, da han har lavet musik til flere danske projekter. Hvordan kom Jóhann ind i billedet?

”Jeg var inde over Eva Mulvads dokumentar The Good Life fra 2010, hvor jeg mødte ham og syntes, han virkede meget talentfuld i sin måde at komponere musik på. Jeg var heller ikke i tvivl om hans evner efter at have set Prisoners, hvor hans musik virkelig er med til skabe filmens dystre atmosfære. Han rammer også den perfekte følelsesladede tone i Teorien om alting. Men det var en kamp at få ham med ombord.”

– Hvordan en kamp?

”Prisoners var Jóhanns første score til en spillefilm, og med den mangel på erfaring kræver det virkelig stærke argumenter at få producenterne på så stort et projekt overbevist om, at folk kan være de rette mennesker til jobbet, selvom de ikke er rutinerede med film i den her skala.”

”Det var også vigtigt for mig at få udenlandske øjne med på filmen. Den foregår i Cambridge i et meget arketypisk britisk miljø, og så giver det et andet resultat, når eksempelvis fotografen, franske Benoît Delhomme, ikke ser gennem linsen med britiske øjne. Jeg kendte hans arbejde fra den australske western The Proposition, som jeg synes, er enestående filmet.”

Spillefilm er mere intense
Teorien om alting er James Marsh’ fjerde spillefilm. I debuten Wisconsin Death Trip rammes en lille by af en række bizarre episoder. I The King spiller Gael García Bernal en søn, der drager ud på en eksistentiel rejse i søgen efter sin ukendte far i Texas.

I Shadow Dancer må en kvinde med rødder i IRA stikke omgivelserne for at værne om sin søn, efter den britiske efterretningstjeneste har anholdt hende og tvinger hende ud i dobbeltrollen som oprører og stikker. Begge er vellykkede film, men uden at være lavet på et budget i stor skala som med Teorien om alting.”

– Du skifter mellem at lave spillefilm og dokumentarfilm. Hvad er de største ligheder og forskelle imellem de to forskellige genrer?

”Begge tilgange har det til fælles, at man skal vinde de medvirkendes tillid for at skabe den bedste mulige historie. Men produktionsforløbet er meget forskelligt. Hvis en optagelse kikser i en dokumentar, er det nemt at tage optagelsen om. Spillefilm er mere intense i processen, og produktionen er på mange måder som en stor maskine, der skal køre smurt hver dag. Desuden så starter instruktionen af en dokumentar reelt først i klipperummet, hvor du skaber filmens struktur. Mens på spillefilmen følger du mere eller mindre bare manuskriptet.”

– Kan man sige, at du har mindre kontrol over arbejdet på en spillefilm?

”Ja, på både godt og ondt. På en dokumentar er du selv ophavsmanden i signaturen og ansvarlig for det hele. Mange gange filmer man måske selv scenerne eller endda klipper filmen.”

”På en spillefilm er det et stort samarbejde med 50 mennesker på filmsettet, som laver filmen sammen med dig. På den måde flyder ansvaret for resultatet kollektivt sammen, og det kan der være positive såvel som negative sider ved. Men jeg sætter især pris på processen i at skabe karaktererne sammen med skuespillerne.”

– Er Teorien om alting endt præcis, som du havde i tankerne?

”På en dokumentar må man ofte gå på kompromis, fordi finansieringen er vanskelig, og budgettet gør visse idéer umulige. På Teorien om alting var der ressourcer til meget større production design, end jeg havde forestillet mig, så filmen er endt på et niveau, jeg faktisk ikke havde i tankerne ud fra manuskriptet.”

– Ud over dit kommende projekt med Colin Firth har du så nye dokumentarprojekter på tegnebrættet?

”Der er nok at se til for tiden. Jeg er blevet færdig med at instruere nogle afsnit til HBO-serien Criminal Justice, som Steve Zallian udviklede med John Turturro i hovedrollen. Den skulle gerne få premiere i løbet af foråret.”