Cannes 2016
10. maj 2016 | 18:16 - Opdateret 12. maj 2016 | 11:07

Otte anmeldere giver stjerner til Cannes-film

Foto | Hervé Chigioni
21 film dyster om Guldpalmen i den 69. udgaven af Cannes-festivalen, hvis smukke plakat er baseret på stills fra Jean-Luc Godards Le mépris (1963).

Den 69. Cannes-festival er i gang, og vi står atter klar med Stjernebarometeret, der dagligt tager temperaturen på filmene i hovedkonkurrencen.

Af Jens Steinicke Kjær og Lasse Cordsen

Sommeren er brudt ud i Danmark, men for ægte filmentusiaster er det først sommer, når Cannes-festivalen ruller sin røde løber ud og inviterer filmfolk fra hele verden til solbeskinnet filmfejring ved den franske Riviera. 

I år står australske George Miller (Mad Max) i spidsen for en jury, der blandt andet tæller vores egen Mads Mikkelsen og Sauls søn-instruktøren László Nemes. Juryen bestemmer enerådigt, hvem der den 22. maj får tildelt Guldpalmen. 

Men traditionen tro har vi på Ekko samlet otte filmanmeldere fra nær og fjern til at vurdere de 21 film i hovedkonkurrencen. 

I Stjernebarometeret vil de dagligt tildele filmene én til fire stjerner, efterhånden som de bliver vist på festivalen. På den måde kan du nemt og hurtigt få et overblik over, hvem der ifølge vores kritikere fører konkurrencen.

Kritikerne
Stjernebarometeret er sammensat af en række toneangivende kritikere.

Der er to englændere: Damon Wise fra det populære magasin Empire og Lee Marshall fra Screen International (men som også er fast anmelder for Ekko).

Fra Frankrig kommer Ariane Allard, som er tilknyttet det hæderkronede tidsskrift Positif. 

Amerikanske Stephanie Zacharek er tilknyttet Time, og fra Norden deltager Kjetil Lismoen, som er chefredaktør for norske Rushprint, og Ekkos chefredaktør Claus Christensen.

Ny i Stjernebarometeret er kritiker og Cannes-veteranen Pragya Misha fra den indiske avis Dainik Prabhat Kiran, der udkommer i tre indiske stater og har millioner af læsere. Ligeledes er filmkritikeren og Cannes-jomfruen Catalin Olaru, der skriver for det største rumænske dagblad Adevarul, også blevet tilføjet som et friskt pust til panelet. 

Store navne dyster
Hovedkonkurrencen er i år domineret af gamle kendinge, og tre af dem har tidligere vundet Guldpalmen.

De belgiske Dardenne-brødre har vundet to gange, mens britiske Ken Loach og rumænske Cristian Mungiu hver har én Guldpalme stående på reolen. 

I feltet finder vi også to Oscar-vindere, spanske Pedro Almodóvar og iranske Asghar Farhadi. Og så skal vi naturligvis ikke glemme vores egen Nicolas Winding Refn, som bejler til Guldpalmen med gyseren The Neon Demon.

Festivalen åbner 11. maj og slutter 22. maj.

Stjernebarometeret kan du se her. Under barometeret kan du læse kort om filmene og se de trailers, der er blevet offentliggjort.

Ekko #71

Det nye nummer kan købes i kiosker eller bestilles her.

© Filmmagasinet Ekko