Nyhed
01. aug. 2017 | 11:23

Læs Ekko på tablet og smartphone

Foto | Filmmagasinet Ekko
Ekko er udkommet som trykt magasin i foreløbigt sytten år og 75 numre, men nu bliver det også muligt at læse både nye og ældre magasiner i en digital udgave.

Med Ekkos nye app kan du som abonnent nu også læse det eksklusive magasin på tablet, smartphone og computer. Appen gør samtidig ældre numre tilgængelige digitalt.

Af Claus Christensen

Siden 2000 er Filmmagasinet Ekko udkommet fire-fem gange om året som trykt magasin – i alt 75 numre. Men nu tager vi det store skridt og gør for første gang magasinet tilgængeligt i et digitalt format.

Magasinet er blevet fremhævet som et af verdens flotteste filmblade, og læserne har sat pris på det store format og eksklusive udseende, der gør sig godt på sofabordet og er blevet et samleobjekt.

Men i en digital tidsalder, hvor de flestes daglige medieforbrug foregår via computer, tablet og smartphone, vil abonnenter fremover også kunne læse Ekko med et par klik på tastaturet.

Når det nyeste magasin udkommer fysisk, bliver det samtidig tilgængeligt på Ekkos nye app, som kan tilgås af både iPhone- og Android-brugere.

Det er også muligt at læse magasinet på Ekkos hjemmeside via computeren. Som en særlig service kan man downloade magasinet, så det kan læses uden adgang til internettet – for eksempel i flyet eller sommerhuset.

Vi har beriget udvalgte artikler med ekstra billeder og trailers. Appen er gratis at hente, men kan kun benyttes af abonnenter. Du kan tegne abonnement her.

Appen gør samtidig ældre numre tilgængelige digitalt. Hurtigt og nemt kan læserne finde en bestemt artikel, som de søger efter.

Det aktuelle #75 byder på et stort tema om David Lynch’ Twin Peaks. Temaet er blevet rost af Føljeton med ordene: ”Ingen kommer til at dække Twin Peaks bedre end Ekko.”

I #69 diskuterer Frank Hvam og Mia Lyhne fra Klovn parforholdets (u)lyksaligheder. Samtalen er illustreret af en allerede nu legendarisk parcelhusbilledserie, hvor en højfjeldssol-forbrændt Frank misfornøjet holder en grædende baby, mens Mia stråler i en stram, lyserød badedragt.

I den alvorligere ende er temaet i #68, hvor vi tager fat i kulturens forbudte billeder og lader en række skribenter reflektere over, hvor grænserne for ytringsfrihed går. Det lykkedes os at tematisere Muhammed-tegningerne – og genoptrykke dem! – uden at sætte verden i brand.

Abonnenter tilgår Ekkos digitale univers ved at logge ind med deres abonnementsnummer, som står til højre i øverste del af fakturaen. Abonnementet er personligt og må ikke deles med andre.

Oplever du problemer med at tilgå magasinet digitalt, kan du kontakte Ekkos sekretariat på telefon 8838 9292 eller mail sekretariat@ekkofilm.dk.

God fornøjelse med Ekko på skærmen!

Kommentarer

Ekko #75

Det aktuelle nummer kan købes i kiosker eller bestilles her.

© Filmmagasinet Ekko