Talerør for Kieślowski

Irène Jacob var blot 24 år, da hun indspillede Krzysztof Kieślowskis Veronikas to liv fra 1991.

25 år er gået, og filmen er igen at finde i de danske biografer. I den forbindelse har vi mødt skuespilleren i Paris, men det er næsten ikke til at tro, at det er en 50-årig kvinde, der træder ind ad hoteldøren.

Med store øjne og et blændende smil ligner Irène Jacob til forveksling især den polske Weronika fra Veronikas to liv, der er kendetegnet ved en entusiastisk, nærmest barnlig iver.

Den smukke, sanselige film handler om den polske operasanger Weronika og den franske musiklærer Véronique, der ligner hinanden og er forbundet på uforklarlig vis.

Weronika har en hjertefejl, men det giver hende blot endnu mere livsgejst og mod. Den unge sanger er charmerende ublu i jagten på solistroller og har en misundelsesværdig selvsikkerhed.

”Jeg beundrede og beundrer stadig Weronika, fordi hun er en helt. Hun holder sig ikke tilbage på grund af de farer, som er en del af hendes hjertefejl, men hun bliver ved med at synge. Hun er drevet og lever livet i overhalingsbanen, fordi hun ikke har meget tid tilbage,” forklarer Irène Jacob og fortsætter:

”Det står i modsætning til Véronique, der bliver bremset af alt. Hun tøver og kan ikke finde vej.”

”Jeg havde ikke megen selvtillid dengang, men fordi jeg som skuespiller gennemlevede alt, hvad Weronika gjorde, fik jeg alligevel selvtillid.”

Vidne til visioner
Ud over Veronikas to liv medvirker Irène Jacob også i Kieślowskis Rød. Det er tredje del af mesterinstruktørens rørende farvetrilogi og den sidste film, han lavede, inden han gik på pension i 1994. Men kun to år senere døde han under en hjerteoperation i en alder af 54 år.

Irène Jacob har haft et stabilt virke som skuespiller i overvejende franske film. Men man kan hurtigt høre på hende, at hun har påtaget sig en særlig rolle: At være vidne til Kieślowskis seneste værker og talsperson for hans visioner.

”Jeg elsker at rejse rundt i verden og præsentere Kieślowskis film for filmstuderende. At se, hvordan de reagerer på hans film, opdager hans virke, er en fornøjelse. De har altid noget interessant at sige og spørge om, fordi det faktisk er en slags filmeventyr, hvor folk altid finder noget, som de kan lide.”

For hende var Veronikas to liv en helt særlig oplevelse. Hun havde sin debut i Louis Malles Vi ses igen, og det var derigennem, at Kieślowski fik øjnene op for hende. Hun var ung og uerfaren, og den krævende dobbeltrolle var med til at cementere hendes virke som skuespiller. Hun vandt prisen for bedste skuespiller på Cannes-festivalen i 1991.

En film om intuition
I filmen taler hun både polsk og fransk, og hun lærte polsk til rollen, selv om hun blev eftersynkroniseret. Hun ville ikke kun sige ordene, men også forstå dem og sine medskuespillere.

To uger inden optagelserne boede hun privat hos en polsk familie, så hun kunne lære omgangsform, skikke og kultur at kende.

”Da vi begyndte at arbejde sammen, sagde Kieślowski til mig: ’Jeg har lavet film om mænd og film om kvinder, men jeg har aldrig lavet en film om en ung kvinde. Vil du hjælpe mig?’ Hans datter var atten år, og det gav ham inspiration. Han ville også gerne lave en film, der ikke var særligt filmagtig og handlede om bevidsthed og intuition – alt det, der er svært at fange på film,” fortæller Irène Jacob.

”Han sagde: ’Det er nok ret ynkeligt, men for at lave noget, der skiller sig ud, må man gøre det til noget meget personligt. Ellers rører man ikke folk.’ Og han var meget personlig,” lyder det kærligt fra Irène Jacob.

”Nogle tror, at de to piger er tvillinger, der er blevet skilt ad og således symboliserer forskellen på Øst- og Vesteuropa. Men i virkeligheden er det bare en meget personlig fortælling.”

Tre slutninger
Det var ikke kun Irène Jacob, for hvem det var en udfordrende og spændende film. For Kieślowski var filmen også noget specielt.

”Han havde lavet en masse dobbeltscener, en fra Polen og en lignende scene fra Frankrig. Men han endte med at klippe en masse ud af filmen. Normalt var hans film udførligt planlagt, men det gjaldt ikke denne her. Den var meget poetisk, og det var første gang, han lavede femten gennemklip,” fortæller Irène Jacob.

”Han for vild på en eller anden måde. Han vidste ikke, om han skulle flette den polske og den franske fortælling sammen, eller om han skulle skille dem ad. Om han skulle lave den dobbelt så lang.”

”Til sidst sagde han, at han ikke vidste, hvordan han skulle afslutte den, og han ville gerne have tre forskellige slutninger. Det er en virkelig interessant idé, men den var svær at sælge.”

Som en god bog
Kieślowski elskede litteratur, og han læste altid bøger. Han ønskede, at hans film blev betragtet ligesom de bøger, man tager ud af reolen og læser igen og igen.

”Jeg vil gerne lave film, der er som en god bog. For så føler folk sig ikke alene. Når man ser den igen, er det som en god samtale,” genkalder Irène Jacob sig instruktørens ord.

For Irène Jacob blev dobbeltrollen en afgørende begivenhed, der har påvirket hele hendes liv.

”Kieślowskis kamera var som et mikroskop. Han bad om meget præcise bevægelser, og alt var nøje diskuteret. Han sagde altid, hvad scenen handlede om, og for eksempel er der en scene, hvor Weronika er nervøs for en koncert. ’Hvad gør du, når du er nervøs?’ spurgte han mig.”

”’Når jeg bliver nervøs, bliver jeg varm, og jeg kan finde på at tage et køligt glas og holde det mod min kind,’ svarede jeg. Den gestus kunne fanges af kameraet, og han var nemlig interesseret i objekters liv og at udtrykke noget uden ord. Som sukker, der smelter i kaffe. ’Det er godt,’ sagde han. ’Gå hen til vinduet og køl din kind ned.’ Og så ser jeg i filmen den gamle kvinde på gaden.”

”Måske lægger du som tilskuer mærke til de her ting, måske gør du ikke, men alle de små detaljer er som en ordbog med genstande og gestus, man kan fortælle historien med.”