Gymnasiet, HF og ungdomsudd.
Undervisning
27. maj 2005 | 08:00

The Fog of War

Foto | Sumaya Agha
Robert S. McNamara i The Fog of War

Dokumentaristen Errol Morris' portrætfilm om Robert S. McNamara, der blandt andet var forsvarsminister under Cuba-krisen, er en fængslende beretning om storpolitik og krigens gru. 

Af Kenneth T. de Lorenzi

Hårene rejser sig på ens hoved, når USA's daværende forsvarsminister Robert S. McNamara nøgternt redegør for omstændighederne omkring USSR's opsætning af atomraketter på Fidel Castros Cuba i 1962. Det var de rene og skære lykketræf, der sikrede, at vi kan sidde her i dag og gyse over tilfældets magt.

The Fog of War (2003) er en tryllebindende og personlig beretning om storpolitik og krigens gru — fortalt af en mand, der selv har været blandt de mest magtfulde beslutningstagere i forrige århundrede. McNamara var involveret i de bestialske brandbombninger af Tokyo og 66 andre japanske byer under Anden Verdenskrig. Han var forsvarsminister for demokraterne fra 1961 til 1968, først under præsident John F. Kennedy og senere Lyndon B. Johnson. På nært hold oplevede han Cuba-krisen, hvor verden stod på randen af atomkrig, og den tragisk misforståede og frugtesløse junglekrig i Vietnam spillede en stor rolle i hans regeringsperiode og var direkte årsag til, at han trådte tilbage.

85-årige Robert McNamara er en fremragende fortæller, der beredvilligt og uden selvretfærdighed svarer på de fleste af Errol Morris' nærgående spørgsmål. De elleve læresætninger man kan uddrage af McNamaras rige erfaring — og som samtidig udgør filmens elleve kapitler — får blandt andet én til at tænke, at Donald Rumsfeld kunne lære noget af sin tidligere kollega, for han har begået præcist de samme fejl under Irak-krigen som McNamara under Vietnam-krigen.

The Fog of War var oprindeligt tænkt som et afsnit af den pragtfulde tv-serie Errol Morris' First Person (2000), men McNamara havde så meget på hjerte, at Errol Morris besluttede sig for at udvide projektet til spillefilmlængde med original musik af Philip Glass — deres tredje filmsamarbejde. Ligesom i First Person-serien benytter Morris en særlig opsætning af specielt designede monitorer og kameraer — kaldet "the interrotron" — der giver intervieweren og den interviewede mulighed for at se hinanden i øjnene og på samme tid at se direkte ind i kameraet.

Morris' metode, som har gjort ham til en verdens højst profilerede dokumentarister, inkluderer tillige flittig brug af stills og arkivklip fra gamle newsreels med digitale effekter og poetisk kommenterende billeder — gerne i slow motion. I The Fog of War bruger han for eksempel billedet af faldende dominobrikker på et stort landkort både som metafor på datidens paranoide amerikanske teori om den kommunistiske magtovertagelse af nation efter nation i verden og som et enkelt symbol for de mange faldne. Desuden benytter han ofte båndoptagelser med stor dramatisk effekt, hér fra det ovale værelse i Det Hvide Hus.

Errol Morris mener ikke, at dokumentarformatet har nogen speciel iboende troværdighed, og han viger ikke tilbage for at benytte fiktionsfilmens virkemidler. Alligevel får han tegnet et overbevisende og samtidig respektfuldt portræt af Robert S. McNamara, der engang var en af de mest forhadte mænd i verden. McNamara skammer sig ikke over sine fejltagelser, men lægger dem åbent frem — og er mindre end en hårsbredde fra at kalde sig selv krigsforbryder. Men instruktøren dømmer ham aldrig og giver i stedet publikum lov til selv at forstå, dømme eller lære. The Fog of War er en af de mest sobre, ansporende, skræmmende og lærerige historielektioner, man længe har set på film. Og så er den mere spændende end nogen thriller.



Mere undervisningsmateriale til Gymnasiet, HF og ungdomsuddannelser.

© Filmmagasinet Ekko