Nils Malmros
Tema
01. dec. 2006 | 07:57

Thorotrast som sandhedsserum?

Foto | Erik Aavatsmark
Jens Albinus som lægen Richard Malmros i At kende sandheden.

Med Nils Malmros' seneste film — og bog — om faren, der var hovedperson i en af nutidens største lægeskandaler, fjernede instruktøren sig fra sit ellers frit fabulerende forhold til det at kende sandheden.

Af Poul Behrendt / Ekko #35

Mellem Nils Malmros og hans publikum har der alle dage været den særlige aftale, at han — skønt selv usynlig — kunne være med på begge sider af kameraet. Bagved som filmens manuskriptforfatter og instruktør. Foran inkarneret i en skuespiller, der var ham og dog netop ikke ham.

Hvis man kalder Nils Malmros' film selvbiografiske, skal man huske, at de er uden den retrospektive fortæller, der ellers konstituerer genren. Malmros' virkelige fortid er hans films fiktive nutid. Selvfølgelig er Århus i hans film umiskendeligt Malmros' Århus, ligesom skuespillerens bare røv i en eller anden humoristisk og rørende forstand også er instruktørens egen. Hvad angår det at kende sandheden har aftalen mellem Malmros og hans publikum alle dage været uforpligtet — fabulerende.

Det har været en dobbeltaftale, Nils Malmros ikke selv har skullet bruge kræfter på at tilvejebringe.

Vejen var lige fra begyndelsen banet af hans forbillede François Truffaut — auteur-begrebets første inkarnation — som ved hjælp af den unge Jean-Pierre Léaud havde skabt sig et filmisk alter ego. Nils Malmros har fornyet sit alter ego med stadig skiftende skuespillere, på stadig nye alderstrin og med århusiansk som noller-sublim filmdialekt. Formålet har samtidig været publikums æstetiske opdragelse til — i stedet for naivt at identificere filmen med dens skuespillere — at rette opmærksomheden mod dens usynligt organiserende auteur.

Tidsforskydningen
Sådan tilsyneladende også - og så alligevel ikke — med den film, der er Nils Malmros' seneste: At kende sandheden. Den blev ved premieren i 2002 modtaget ligesom alle hans foregående (bortset fra Barbara) af et enigt rosende anmelderkorps: som en selvbiografisk fiktion. Flere understregede, at det ikke var nogen dokumentarfilm, hvad der kunne være god grund til, da filmens sorthvide æstetik og tilstræbte gengivelse af fortiden og dens sprogbrug til perfektion mimer dokumentaren — og altså som æstetik udsteder publikumskontrakten: Dette er sandt!

Med en tidsforskydning på en uge i forhold til premieren udkom så en bog under samme titel, At kende sandheden, der afslørede, at filmen havde et mindst lige så nærgående forhold til sin virkelighedsbaggrund som nogen dokumentarfilm. Bogen blev efterfølgende kun taget op til kritisk behandling i dagspressen af den Ritzau-journalist, der i 1989 fik tildelt Cavling-Prisen for sin dækning af den såkaldte Thorotrast-sag.

En hæder, der så i 2002 på en måde frakendtes ham. Først som "fiktiv" person i filmen, siden som navngiven person i bogen, fordi det efter Nils Malmros' mening var på falske præmisser, journalisten havde rejst sine anklager mod efterkrigstidens førende neurokirurg, professor Richard Malmros. Disse anklager gik ud på, at Malmros i 1946 på grundlag af en fejldiagnose havde indsprøjtet kontrastvæsken Thorotrast i en femtenårig mandlig patient, skønt han vidste, at stoffet både var kræftfremkaldende (patienten døde 31 år senere), og at der fandtes et alternativ.

Dobbeltkontrakten
I bogen om At kende sandheden optræder instruktøren ikke bare som forfatter til filmens manuskript, der er gengivet i sin helhed, men også som ophavsmand til en serie kritiske baggrundsartikler om sagens lægelige aspekter, dens juridiske indhold, dens gengivelse i pressen og om forholdet mellem "sandhed og digt" i filmen. Bogen virker lidt ligesom en kontrastvæske, der retrospektivt gennemlyser filmen og blotlægger dens nærmest skeletfaste narrative argumentation.

Hertil kommer, at Nils Malmros på premieretidspunktet i 2002 havde virket regelmæssigt som neurokirurgisk vikar på sin fars gamle afdeling, siden han efter 22 års studier i 1987 tog sin medicinske embedseksamen — to år efter, at der var faldet dom i Thorotrast-sagen, og året før faren, som konsekvent havde afvist at udtale sig til pressen, på tilskyndelse af sin søn i 1988 offentliggjorde en artikel om sin andel i sagen i Ugeskrift for Læger.

Hermed havde auteuren, anderledes radikalt end tidligere, besat alle roller: som virkelighedsfabrikant, som procederende, som dommer og som referent i et handlingsforløb, hvor han samtidig var søn af den hovedansvarlige og kollegialt medlem af den lægestand, der — som det vil fremgå — undervejs havde blameret sig som inhabil. Ganske sigende er alle de knuder, der bindes under filmens gengivelser af datidens hjerneoperationer, ikke bundet af skuespilleren Jens Albinus, men af auteurens egne neurokirurgiske hænder.

Hermed havde Nils Malmros overskredet en afgørende grænse. Han havde forladt sine tidligere films uforpligtende dobbeltaftaler for i stedet at indgå en forpligtende dobbeltkontrakt — hvis hovedkendetegn er, at der om den samme historie fremsættes to uforenelige påstande: At den er autentisk virkelighed, og at den er suveræn fiktion. Blot hævdes de to ting ikke i samme åndedrag, men med en større eller mindre tidsforskydning. Hvilket vil sige, at vejen til publikums fulde orientering går gennem skiftende stadier af desorientering — og muligvis bedrag.

Skandalesagen
Desorienterende allerede på overfladen er det selvfølgelig, at mens alle familienavne på mødrenes og fædrenes side er korrekte, så er navnene på Thorotrast-sagens øvrige implicerede skiftet ud. Imellem faktisk og fiktivt, halvt indenfor, halvt udenfor, står så sønnen med sin fars efternavn, men uden eget fornavn — Malmros Jr.

Desorientering i dybere forstand sætter ind straks ved filmens start, med udgangspunkt i den omtalte fejldiagnosticering anno 1946, der efter patientens død i 1977 udløste retssagen mod Århus Kommunehospital. Sagen endte otte år senere med frifindelse af hospitalet. Frifindelsen var først og fremmest baseret på en udtalelse fra Retslægerådet, hvis tre medlemmer samstemmende havde erklæret, at der i 1946 ikke fandtes noget alternativ til Thorotrast, og at der på daværende tidspunkt heller ingen viden havde været om kontrastvæskens livstruende bivirkninger.

Vejledt af en læk i centraladministrationen kunne Ritzau-journalisten efterfølgende godtgøre, at Thorotrastens cancerskadelige effekt havde været beskrevet og kendt siden midten af 30'erne, at der siden slutningen af årtiet havde eksisteret et uskadeligt alternativ, samt at der i 1949 var oprettet et statsligt patientregister til overvågning af de næsten 1100 mennesker, der havde været udsat for det pågældende kontraststof — uden at hverken levende, døende eller efterladte havde fået mindste anelse om registrets eksistens.

Endelig kunne journalisten godtgøre, at Retslægerådets tre medlemmer — der havde vejledt (eller vildledt?) retten — alle havde været ansat enten direkte under Richard Malmros eller på samme hospital som han, hvorfor deres habilitet var yderst tvivlsom.

Forskellen i forhold til virkelighedens retssag er bare, at diagnosen af den femtenårige dreng anno 1946 i filmens version ikke er spor fejlbehæftet, men tværtimod bliver fulgt op med en perfekt hjerneoperation ved instruktørens far, repræsenteret af sønnens hænder.

Ikke desto mindre opretholder filmen den autentiske ordlyd af Retslægerådets erklæring anno 1985, der nu for alvor belaster Richard Malmros, for så vidt som Rådets korrupte adfærd kun kan tænkes at skyldes hensyn til ham. Med sin håndtering af det problem betræder filmen i radikal forstand dobbeltkontraktens domæne — på en måde, som hidtil ikke er blevet opfattet af hverken anmeldere eller offentlighed.

Det æstetiske brud
Man nærmer sig bedst feltet via filmens stærkeste æstetiske brud og største strategiske raffinement. Bruddet indfinder sig ved filmens "fabrikerede" samtale mellem Ritzau-journalisten og det medlem af Retslægerådet, der var ansat direkte under Richard Malmros i den famøse Thorotrast-periode.

Den pågældende bliver nu af journalisten i filmen spurgt, om ikke han som fhv. assistent for den hovedansvarlige har følt sig inhabil i forbindelse med frifindelsen året før?

"Jo," lyder svaret, "men på en helt anden måde, end De forestiller Dem!"

Hvorpå han — der i filmen er gjort til Rådets formand og har fået efternavn tilfælles med et berygtet register for økonomisk kriminalitet, "Riber" — giver sig til at fortælle, hvor afskyelig og herskesyg en chef Richard Malmros i sin tid var.

Samtidig er der så en overtoning fra hans beretning til selve situationen på neurokirurgisk afdeling anno 1946. En overtoning, der for så vidt svarer til filmens øvrige overtoninger fra samtaler mellem Malmros Jr. og hans forældre til direkte kamera-iagttagelser af udvalgte perioder fra farens liv, men altså med faren som retrospektiv synsvinkel og underforstået "kilde".

Anderledes med overtoningen til "Riber vs. Malmros", hvor synsvinklen skifter fundamentalt, og modpartens — dvs. "Ribers" — sandhed nu tilsyneladende også bliver filmens. Nemlig den, at Richard Malmros, drevet af jalousi, med alle til rådighed stående midler ville afskære sin yngre kollega fra at skrive disputats om en revolutionerende hjerneoperation, foretaget af "Riber" selv under chefens fravær i USA, hvorved et enægget tvillingepar var blevet helbredt for epilepsi.

Strategisk raffinement
Først umiddelbart inden filmens slutning fremgår det af en scene (hvis synsvinkel er farens), at Richard Malmros' bryske adfærd i sin tid skyldtes, at "Riber" for at kunne gennemføre sin operation måtte anvende Thorotrast på de to børn — stik imod den ordre, Malmros inden sin afrejse havde givet om kun at anvende stoffet i klart livstruende tilfælde. Et forhold, som "Riber" ikke bare med hensigt fortier over for journalisten, men som auteuren med (modsat) hensigt også fortier over for sit publikum — indtil filmens slutning.

Fra denne scene, som er filmens scoop og sammenbindende pointe, falder der lys over den foregående handling i to henseender. Dels hvad angår Richard Malmros' livsskæbne, dels hvad angår Retslægerådets kendelse.

For Richard Malmros' vedkommende viser scenen, at han ikke har stået i vejen for en yngre kollegas forskning. Han har tværtimod holdt hånden over "Riber" og undladt at røbe hans lægefejl over for myndighederne, da Sundhedsstyrelsen i 1948 iværksatte en officiel undersøgelse af samarbejdsproblemerne på afdelingen. Med deraf følgende risiko for chefens egen karriere.

Det havde Malmros ifølge filmen gjort, fordi han ikke én gang til i sit liv ville være angiver, som han var blevet det, da han i sin barndom naivt havde røbet en kammerats "uterlighed" for byens indremissionske præst. På ganske samme måde røber han heller ikke "Ribers" brøde i sin artikel til Ugeskrift for Læger i 1988. Af den fremgår det derimod, at Malmros ved sin tiltrædelse som chef i 1943 straks havde forbudt brugen af Thorotrast og i stedet påbudt anvendelse af det alternative kontraststof Per-Abrodil, der ganske vist havde nogle ubehagelige øjeblikkelige bivirkninger for patienterne og ved krigens slutning ikke længere var tilgængeligt.

Hvad angår Retslægerådet, hvis korrupte kendelse i 1985 må siges at have startet hele sagen, afslører den omtalte slutscene, at "Riber" — med Rådets afvisning af ethvert eksisterende alternativ og af ethvert datidigt kendskab til kontraststoffets farlighed — snarere end at holde hånden over sin tidligere chef tværtimod havde forsøgt at dække over egne fejlgreb i forbindelse med sin karrierefremmende anvendelse af Thorotrast på det det enæggede tvillingpar.

Bedraget
Der er bare et enkelt, men radikalt desorienterende aber dabei.

Af bogen om At kende sandheden fremgår det, at hele historien om de epileptiske tvillinger og overtrædelsen af forbuddet mod anvendelse af Thorotrast er instruktørens helt egen, frie opfindelse. "Når vi laver historien," forklarer Nils Malmros og hans medfatter i bogen, "er det for at placere Malmros i en position, hvor han ikke kan forsvare sig over for pressen. Hvad der i virkeligheden gjorde ham skakmat, vil vi holde for os selv."

Og det er tilsyneladende en hemmelighed, Nils Malmros har tænkt sig at tage med i graven til sin far — retfærdiggjort åbenbart af den dobbeltkontrakt, han formulerede ved filmens premiere: "Det, jeg fortæller, er sandfærdigt, og indimellem lyver jeg for at fortælle sandheden."

Men som det er fremgået, handler auteurens løgn eller bedrag om langt mere end Richard Malmros' mulighed for at forsvare sig over for pressen i 1988. Historien er den stærkest tænkelige sværtning af "Ribers" alter ego, afdøde professor, dr.med. John Riishede, der som medlem af Retslægerådet havde bekendt sin inhabilitet til Ritzaus Bureau året før — samme år, som Richard Malmros fyldte 80:

"Jeg tilstår med nedslået blik, at jeg i næsten ti år havde Malmros som chef, og at jeg i de år arbejdede sammen med ham dag og nat, at jeg derfor kendte ham særdeles godt, at jeg har besøgt ham privat, og at jeg til hans 80-års fødselsdag sendte ham en gave."

Selvmodsigelsen
Historien om tvillingerne bliver ved sin pointerede placering samtidig også den klarest tænkelige frifindelse af faren. Han bliver i kraft af "auteur-bedraget" ikke bare uskyldig, han bliver en helt. Herom udtalte Nils Malmros efter filmens premiere, som det også gentages af Morten Piil i hans håndbog over Danske filminstruktører — at Richard Malmros overhovedet ikke havde brug for at blive renset.

Det er en sandhed med modifikationer. I samme øjeblik sagen tages op i sin helhed, er alle implicerede også potentielt anklagede.

Af filmen fremgår det, at Richard Malmros for sit eget vedkommende var bevidst om skyldsspørgsmålet i alle de tilfælde, hvor der ikke havde været en livsnødvendig begrundelse for anvendelsen af Thorotrast. Som tilfældet eksempelvis er med de epileptiske tvillinger, hvis de ellers havde eksisteret. Det er et spørgsmål, der blev negligeret af den lægelige sagkundskab, hvis vurdering blev afgørende for udfaldet af begge patient-retssager i Thorotrast-skandalen. Da der ikke var tale om nogen lægefejl, kunne der heller være tale om nogen erstatning til Thorotrastofrenes efterladte.

Men spørgsmålets relevans underkendes desuden af Nils Malmros selv igennem hele filmen — som en tvangstanke, sønnen og hans mor må ryste på hovedet af. Underkendelsen er forudsætningen for Nils Malmros' påstand om, at hans far ikke havde brug for at blive renset. Men det er samtidig en forudsætning for dommen over "Riber" som filmens skurk, at skyldsspørgsmålet er anerkendt, indstøbt i selve filmens narrative struktur.

Om Retslægerådets uvederhæftige sagkyndige udtalelse, der lå til grund for rettens renselse af faren i 1985, skriver sønnen ikke desto mindre med en nærmest ubegribelig glemsomhed i bogen: "Endelig skal det betænkes, at inhabilitet ikke nødvendigvis indebærer uvederhæftighed"!

Sandhed som partsindlæg
Sent i filmen takker faren — hvis øjne var blevet for svage til, at han selv kunne skrive artiklen til Ugeskrift for Læger — sin søn på båndoptageren, fordi han har hjulpet ham, blandt andet med at tage diktat:

"Der er noget, jeg har tænkt på, medens jeg har dikteret dette her ... i virkeligheden så er det jo det, jeg altid har drømt ... at vi som ligemænd ... kunne få den dialog med hinanden ... vi ikke havde, da du var yngre."

Der er næppe tvivl om, at drømmen har været gensidig. Betænker man, hvor marginal en plads faren har indtaget i alle Nils Malmros' film indtil At kende sandheden (men hvor overvældende en rolle farens hospital til gengæld har spillet i de samme film), svarende til sønnens marginale plads som dreng i farens karriereliv, så er hans seneste film renlivet opfyldelse. Ikke for ingenting skulle At kende sandheden ifølge instruktøren oprindelig have haft en anderledes ordknap titel, der samtidig pointerede generationernes (og professionernes) indbyrdes forening: Malmros.

Det er ikke uden grund, at Nils Malmros, da der efter premieren blev stillet spørgsmål ved hans og hans fars habilitet i sagen, udtalte, at det ikke var hans skyld, når Sandheden i dette tilfælde var et partsindlæg.

Dobbeltkontrakten

Begrebet "dobbeltkontrakten" handler om et værk, der udgår fra to normalt uforenelige påstande: At det er autentisk virkelighed, og at det er suveræn fiktion. Men de to kontrakter indgås ikke samtidigt. Publikum inviteres først til at opfatte værket under den ene og derefter — med en større eller mindre tidsforskydning — under den anden kontrakt. Desorienteringen og bedraget er kunstnerisk kalkuleret og udsætter publikum for et på samme tid moralsk og æstetisk dilemma. Læs videre i Poul Behrendts Dobbeltkontrakten. En æstetisk nydannelse (2006).

Litteratur

Ulrich Breuning & John Mogensen (red.): At kende Sandheden. En bog om Nils Malmros' film og filmens manuskript, 2002.

Rolf Geckler & Jørgen Flindt Pedersen: "En reaktor i kroppen," Det fri Aktuelt 24. januar 1988.

Jens J. Espersen: "Faderen, Sønnen og Thorotrasten," Politiken 10. november 2002.

Henrik Møhring Madsen: "Malmros prygler pressen," Journalisten nr. 17/2002.

Richard Malmros: "Arrogante neurokirurger og bedrevidende radiologer. En kommentar," Ugeskrift for Læger nr. 22/1988.

Synne Rifbjerg: "At kende sandheden. Interview," Weekendavisen 25. oktober 2002.

Debat i Ekko #36

Ang. Poul Behrendt artikel i EKKO #35, Thorotrast som sandhedsserum: Uden at gå ind i en større diskussion med Poul Behrendt må jeg af anstændighedsgrunde påpege, at den i artiklen omtalte professor John Riishede blev ansat på den neurokirurgiske afdeling på Århus Kommunehospital i 1948. Altså året efter, at man var ophørt med at bruge Thorotrast. Han har således ikke nogen andel i brugen af Thorotrast og har derfor heller ikke den rolle, som han tilskrives i artiklen.
Nils Malmros

Som enhver kan se af forrige nummer af Ekko, identificerer jeg netop ikke John Riishede med "Ribers" rolle i At kende sandheden. Nils Malmros' personalhistoriske oplysning afgiver en pointe yderligere, som jeg modtager med tak, og som jeg vil bede Ekkos læsere indsætte nederst i første spalte på side 52 (EKKO #35) - i form af følgende passus, umiddelbart efter John Riishedes erkendelse af sin inhabilitet som ophavsmand til Retslægerådets korrupte kendelse i 1985: "Blot blev samme Riishede først ansat på Århus Kommunehospitals neurokirurgiske afdeling i 1948, året efter afskaffelsen af den famøse kontrastvæske!"
Poul Behrendt

Læs Nils Malmros' lange kommentar, At fejlfortolke sandheden, februar 2008.

© Filmmagasinet Ekko