Nyhed
01. sep. 2012 | 00:14

Trine Dyrholm pryder nyt Ekko

Foto | Jan Buus
Trine Dyrholm pryder forsiden af Ekko #58, hvor hun giver et stort interview om karrieren og sin skuespilkunst.

Kom på optagelse med Niels Arden Oplev i USA, bladr i Wes Andersons familiealbum, se indonesiske eksbødler i drag og hør en filmprofessor, der kalder artfilm hokuspokus.

Af Claus Christensen

Blonde Trine Dyrholm ligner en skuespiller, der er som skabt til romantiske komedier. Men faktisk har det været en ganske stor udfordring for hende at spille hovedrollen i Susanne Biers Den skaldede frisør.

”Jeg har en voldsomt melankolsk side, og når jeg skal lave en neutral indstilling – nu sidder karakteren bare dér – så bliver det som udgangspunkt en melankolsk én,” afslører skuespilleren, der er gået fra Melodi Grand Prix til karakterroller og Bodil-priser på stribe.

Se oversigt over artikler i Ekko #58.

Arden Oplevs store drøm
Niels Arden Oplevs karriere er ikke mindre imponerende. Og efter verdenssuccesen Mænd der hader kvinder får instruktøren endelig opfyldt en livslang drøm om at lave film i USA.

Men da vi kommer på besøg under optagelsen af Dead Man Down med Colin Farrell og Noomi Rapace i Philadelphia, er stemningen presset.

”Jeg er ved at lave en fed film, men jeg har så få dage tilbage til at få skudt scenerne, at jeg ikke ved, om jeg kan få det her til at hænge sammen,” siger den lyse nordjyde, som kæmper med amerikanske pengemænd, hemmelige agendaer og – hvad han kalder – en kæmpestor skolegård.

Dukkehuse og reality rules
En instruktør, som i den grad behersker det store filmmaskineri, er 43-årige Wes Anderson.

Hans film er som dukkehuse fyldt med splitterravende gale familier. Det gælder også den nye Moonrise Kingdom, hvor to forelskede teenagere stikker af for at skabe deres eget paradis. Vi bladrer i Andersons filmiske familiealbum.

Mens Anderson er til det ekstremt stiliserede, stræber to lovende danske instruktører, Tobias Lindholm og Kaspar Munk, efter autenticitet.

Lindholm er rejst til Afrika og sejlet ud i piratfyldt farvand for at lave en film om … pirater. ”Det er da langt ude,” indrømmer instruktøren bag Kapringen og forklarer, hvorfor han er nødt til at arbejde efter spilleregler kaldet ”Reality Rules”.

Munk går i You & Me Forever nye veje for at blotte ungdommens ferske sind og skind. Metoden hedder kameratid, og det ønsker han sig mere af i traditionel filmproduktion.

Indonesiens killing fields
I 1952 satte egyptiske prinser og prinsesser sig for at optage en spillefilm om et militærkup. De nåede dog aldrig at blive færdige, før virkeligheden overhalede fiktionen, og kongefamilien blev væltet og sendt på flugt.

Nu 60 år senere bliver de royale filmspoler draget frem af glemslen – med teknisk hjælp fra Danmark. Vi fortæller historien om Egyptens fortrængte fortid.

Fortrængt er også folkedrabet i Indonesien i 1965-66. Bødlerne, der aldrig er blevet straffet, går rundt og praler med at have begået massemord.

Men facaden krakelerer, da instruktøren Joshua Oppenheimer beder dem opføre et musical-optrin om massemord og vise, hvordan man kvæler kommunister med en stål-wire.

Læs det første interview om årets mest opsigtsvækkende dokumentarfilm, The Act of Killing.

Artfilmens frontlinje
Fornyende filmkunst har trange kår – ikke mindst i Danmark. Kun femten procent af spillefilmstøtten går til artfilm, og producenter og distributører beskyldes for at tænke mere på kassen end kunsten.

I en personlig beretning fra artfilmens frontlinje forklarer instruktør Anders Rønnow Klarlund, hvorfor han forlader en branche, der efter hans opfattelse er blevet en underleverandør til slikfabrikanter.

I tilknytning til temaet udgiver Ekko to stillbilled-film på en dvd, der følger gratis med magasinet.

Det er Klarlunds The Secret Society of Fine Arts (2012) og den franske kortfilmklassiker La Jetée (1962), som Peter Schepelern i et essay kalder et unikt eksperiment med tiden som forbandelse og forløsning.

Antichrist vs Den eneste ene
Ekko udpeger syv hotte, internationale artfilm-instruktører, som enhver filmelsker bør kende.

Artfilm giver os én på opleveren, men gør de os klogere? Nej, svarer filmprofessor Torben Grodal overraskende. Artfilm fylder os med hokuspokus, mens den sande klogskab findes i mainstreamfilmene.

”Vi får ikke større indsigt i parforholdsproblemer i Antichrist end i Den eneste ene, men unægtelig en langt større visuel oplevelse,” skriver professoren, som også tager Terrence Malicks The Tree of Life og David Lynch’ Mulholland Drive under kærlig behandling.

Magasinet kan købes i disse butikker. Bestil abonnement eller køb et enkelt nummer på tlf. 8838 9292.

© Filmmagasinet Ekko