Nymphomaniac
Nyhed
17. dec. 2013 | 19:00

Udenlandske medier hylder Nymphomaniac

Foto | Christian Geisnæs
Shia LeBeouf spiller Jerome, der på kontoret som noget nær den eneste bliver afvist af den fremmelige Joe (Stacy Martin, th.).

De første internationale anmeldelser er særdeles positive over for Lars von Triers storværk. ”Man efterlades på ingen måde sulten,” lyder det fra amerikanske The Hollywood Reporter.

Af Jeppe Mørch

Sjældent har hypen om en arthouse-film været større end forud for Lars von Triers erotiske magnum opus, Nymphomaniac.

Men kan filmen nu også leve op til de store forventninger? De første anmeldelser er tikket ind fra de store internationale filmmedier.

Og noget tyder på, at svaret er ja.

Både The Hollywood Reporter, Variety og Indiewire – tre af verdens førende amerikanske filmbranchemedier – giver filmen flotte ord med på vejen. Det samme gør den britiske avis The Guardian, der kvitterer med fire ud af fem stjerner.

Et voldeligt forhold
”Hold godt fast i dit sæde, din Bibel eller i din vens hånd. Lars von Trier slår løs på kroppen og mørbanker ens sjæl,” lyder det fra The Guardians Xan Brooks.

Den britiske anmelder har et ambivalent forhold til Triers film, men må alligevel overgive sig til sidst:

”At se Nymphomaniac er som at fange et glimt af en midaldrende dansker, der onanerer i et mørkt rum (…). Den irriterer mig, den er frastødende. Og alligevel tror jeg, at jeg elsker den. Det er et voldeligt forhold – jeg bliver simpelthen nødt til at se den igen.”

Todd McCarthy fra The Hollywood Reporter har heller ikke kedet sig, selv Nymphomaniac sniger sig op over fire timer.

”Det bliver aldrig kedeligt. Den provokerer og stimulerer, selvom det dog ikke er bare i nærheden af at blive seksuelt ophidsende,” skriver McCarthy og fortsætter:

”Grundlæggende repræsenterer filmen en intellektuel, mandlig kunstners besværlige, lunefulde, idiosynkratiske, sløve og uartige forsøg på at besvare Freuds berømte spørgsmål om, hvad det er kvinder begærer.”

”Man efterlades på ingen måde sulten – dette tag selv-bord af dialog og sex udgør et særdeles stort måltid.”

Intellektuel frem for ophidsende
De internationale kritikere hæfter sig ved, at det er den forkortede, censurerede udgave, der er stillet til bedømmelse.

Men de er over en bred kam enige om, at det alligevel ikke er sex-scenerne, man bør hæfte sig mest ved.

Nymphomaniac er et værk, der forsøger – og i høj grad lykkedes med – organisk at kondensere verden, ideer og von Triers kyndige filmevner i en sprudlende og ambitiøs filmisk fabel,” skriver Boyd van Hoeij fra Indiewire.

”Det er næsten chokerende, når man tager emnet i betragtning, at det mest stimulerende materiale i Nymphomaniac ikke er den eksplicitte sex, men derimod hvordan det seksuelle bliver diskuteret og forstået.”

Humoristisk og seriøs
Tidligere kunne vi afsløre, at hovedrolleindehaver Charlotte Gainsbourg er skuffet over den forkortede udgave at Triers film. Men anmelderne har ikke umiddelbart savnet noget.

Faktisk undrer Peter Debruge fra Variety sig over, hvad der kan være klippet fra i den korte version:

”Producer Louise Vesth forsikrer i pressematerialet: ’Teknisk set er det de mest nærgående close-ups af genitalier, der er klippet ud i den forkortede version.’ Men sådanne optagelser kan da ikke udgøre 90 minutter (kan det?).”

Variety er også overvejende positiv i den endelige bedømmelse.

”Ser man bort fra det kontroversielle emne, leverer filmen et humoristisk og dog seriøst blik på seksuel selv-frigørelse, proppet med referencer til kunst, musik, religion og litteratur,” skriver Peter Debruge.

Nymphomaniac får dansk premiere første juledag.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko