Nyhed
24. okt. 2017 | 15:44

Ulla Tofte: ”Jeg takkede nej”

Foto | Museet for Søfart
Ulla Tofte kan ikke se sig selv skifte stillingen som direktør for Museet for Søfart ud med den som direktør på Det Danske Filminstitut. Men hun har bud på andre kvinder, der kunne overtage jobbet som filmdirektør.

Ekkos bud på ny direktør for Det Danske Filminstitut siger, at hun er blevet opfordret til at søge stillingen. ”Men jeg mangler branchekendskab og er alt for idealistisk,” siger Ulla Tofte.

Af Claus Christensen

Der er i filmbranchen for tiden store spekulationer om, hvem der bliver ny direktør for Det Danske Filminstitut. Det er den mest magtfulde stilling i dansk film med ansvaret for uddelingen af 400 millioner danske statskroner om året.

Bestyrelsen har meldt ud, at man regner med inden månedens udgang at kunne offentliggøre valget.

Vi har i en artikel drøftet forskellige potentielle kandidater og gættet på, hvem det bliver. Ifølge Ekkos kilder er bestyrelsen på udkig efter en kvinde, hvilket giver god mening, da man således står frem som det gode eksempel i ambitionen om at skabe diversitet. Pt. er der kun mænd i direktionen og som spillefilmkonsulenter.

Ekkos varmeste bud er Ulla Tofte, som er direktør for Museet for Søfart. Hendes profil passer perfekt til stillingen, hvis Filminstituttet – i lighed med forgængeren Henrik Bo Nielsen – ønsker at hente lederen uden for filmbranchen.

Alt for idealistisk
Da vi fanger Tofte på mobilen, bekræfter hun da også straks, at Det Danske Filminstitut har opfordret hende til at søge stillingen.

”Jeg vil da også gerne indrømme, at jeg overvejede det. Og jeg er meget smigret over, at Ekko har gættet på mig,” siger Ulla Tofte og ler.

”Men jeg kom frem til, at jeg ikke ville være den rette person. Jeg har ikke et stort nok kendskab til branchen, og jeg er uenig med dem, der siger, at man som leder ikke behøver vide noget om film – at man bare skal være en kulturprofil.”

Men der er ifølge Ulla Tofte også en anden grund til, at hun valgte at takke nej.

”Jeg tror, at jeg er alt for idealistisk et menneske. Det kan være svært i sådan en stilling. Der er det nok bedre med en mere pragmatisk person, der er dygtig til at glide uden om konflikter.”

Kandidat fra DR
– Enhver i den jobmæssige situation ville vel være nødsaget til at benægte. Hånden på hjertet: Er det rigtigt, at du ikke har søgt stillingen?

”Ja, jeg har ikke søgt,” siger Ulla Tofte, som dog gerne vil give Ekko en hjælpende hånd i jagten på den nye direktør.

”Kig på Tine Smedegaard Andersen. Hun har gjort det rigtigt godt som kulturdirektør i DR, hvor hun har holdt kulturfanen højt, mens institutionen har været i modvind. Før det var hun koncerndirektør i Gyldendal.”

”Men ellers er der jo også Tine Fischer fra Cph Dox-festivalen. Hun har et indgående branchekendskab, og hun har været på festivalen i mere end femten år. Måske har hun lyst til at prøve noget andet?”

© Filmmagasinet Ekko