Nyhed
09. maj 2018 | 09:00

Bestseller bliver til kvindedomineret film

Foto | Steen Evald
Et kvindeligt powerteam bestående af Danica Curcic, Amanda Collin, Lene Maria Christensen og Sidse Babett Knudsen bliver samlet i filmatiseringen af Undtagelsen.

Christian Jungersens gennembrudsroman Undtagelsen bliver filmatiseret med et stjernehold af kvindelige skuespillere på rollelisten.

Af Nicki Bruun

Fire af dansk films største og mest interessante kvindelige skuespillere samles, når optagelserne af thrilleren Undtagelsen starter den 27. august: Sidse Babett Knudsen, Danica Curcic, Amanda Collin og Lene Maria Christensen.

De skal spille over for hinanden i filmatiseringen af Christian Jungersens gennembrudsroman, der i 2004 solgte 200.000 eksemplarer og vandt litteraturprisen De Gyldne Laurbær.

Bag kameraet står instruktør Jesper W. Nielsen, som senest var aktuel med TV 2-serien Greyzone og før det vandt Robert-prisen for bedste film med Der kommer en dag i 2016.

Manuskriptet til filmudgaven af Undtagelsen er skrevet af Christian Torpe, der fik succes med tv-serien Rita og Stille hjerte af Bille August.

Senest fik han dog anmeldersmæk for den amerikanske Stephen King-serie The Mist, som blev stoppet efter første sæson. Også Sidse Babett Knudsen vender hjem til Danmark efter et amerikansk serieeventyr, dog med større succes i HBO-serien Westworld.

Noget at glæde sig til
Undtagelsen
handler om Iben (Curcic) og Malene (Collin), der en dag modtager dødstrusler på deres arbejde hos Dansk Center for Information om Folkedrab.

De mistænker en serbisk krigsforbryder, men finder ud af, at det måske kommer fra et sted meget tættere på dem.

”Sammen skal vi dykke ned i et fascinerede kvindeunivers med ekstremt spændende og komplekse karakterer, der ikke bare lyver over for hinanden, men også sig selv,” siger Jesper W. Nielsen i en pressemeddelelse fra filmens producent Fridthjof Film.

Instruktøren får lovligt enslydende opbakning fra sine fire skuespillere, som med hver deres korte citat tilsammen får sagt hele seks gange, at de ”glæder sig” til projektet. Det eneste interessante kommer fra Amanda Collin, der sidste år slog igennem i Christian Tafdrups En frygtelig kvinde.

”Jeg er dybt imponeret over Christians Jungersens evne til at overraske og få en med på en indre rejse i fire så forskellige karakterer. Hvordan er han ikke en kvinde?”

Undtagelsen får efter planen biografpremiere til efteråret 2019.

© Filmmagasinet Ekko