Feature
20. okt. 2015 | 15:15

Carsten Jensen: Ved fronten er alle filosoffer

Foto | Anders Sømme Hammer
Da Carsten Jensen og den norske journalist Anders Sømme Hammer rejste rundt i Afghansistan, mødte de militser og krigsherrer, der lever i og med krigen hver dag.

I Ekkos seneste tema ”Krigen” reflekterer Carsten Jensen over de modvillige valg, han måtte foretage sig i arbejdsprocessen med sin store roman om krigen i Afghanistan, der udkommer 4. november.

Af Carsten Jensen / Ekko #69

Når man har arbejdet meget længe med en roman, går det op for én, at man har skabt en dobbeltgænger. Det er et væsen med sin egen skjulte vilje, som er dig og dog ikke er dig, ikke længere et spejlbillede for dig og dine idéer, men en løsrevet eksistens, som kræver sit eget liv og åndedræt.

Det kan godt være, at du selv tror, du er i gang med at redigere, og at det er dig, der suverænt hersker ved klippebordet med saksen i hånden.

Men du opdager snart, at det er en indre kamp i romanen selv, du blot er tilskuer til. Dobbeltgængeren har grebet dig om håndleddene og råber sine diktater ind i øret på dig. Du sætter dig til modværge, og snart udvikler det sig til en brydekamp mellem dig og en roman, der har fået sit eget uafhængige liv.

Hamskifte
Jeg begyndte at skrive på den roman, der i dag hedder Den første sten, tilbage i 2009. Mine oprindeligt vage idéer har ændret sig mange gange siden, ligesom romanens titel har det, fra De udsatte over Frelsens hær til den nuværende. Motivet har forskubbet sig, romanen svulmede dramatisk op, så skrumpede den modvilligt. Den var som en slange, der hele tiden skiftede ham, og med hvert hamskifte skete der noget med tonen og stemmerne.

Personer blev sendt i eksil, men der var altid nogle, der nægtede at blive i papirkurven, men i stedet forsøgte at kæmpe sig tilbage til siderne. For nogle lykkedes det, andre nåede til skrivebordet, og dér blev de, i den selvbevidste viden, at de var for gode til papirkurven, ja, gode nok til en dag at finde vej ind i en bog, blot ikke denne.

Romanen dikterede ubarmhjertigt sin egen rytme, og de fravalgte personer sang ikke med i koret. De blev tilbage som en slags hjemløse solostemmer, der synger videre, mens de venter på en bog, der kan rumme dem.

Nogen tid før forfatteren Jakob Ejersbo modtog den diagnose, som også var en dødsdom, havde jeg en samtale med ham om hans store Afrika-trilogi: Eksil, Revolution og Liberty.

Han betroede mig, hvor forbløffet han var over omfanget af sit projekt. Det var startet som én roman, og så endte det i stedet som tre værker. De samme personer går jo hele tiden igen i alle tre bøger. Hvorfor kunne de ikke integreres i én?

Jeg ved nøjagtigt, hvad der skete for Jakob, skønt han ikke selv formulerede det sådan. Dobbeltgængeren begyndte at udstede sine diktater. Det er Liberty, der er trilogiens hovedhjørnesten, men den er blevet til som resultat af en exodus. Solostemmerne er sendt i eksil i Revolution og Eksil, og sidstnævnte har oven i købet netop den titel.

Liberty er en stor roman, den kunne sikkert være blevet endnu større, indtil det uformelige, hvis det ikke havde været for dobbeltgængerens diktater. 

Derfor research
I de danske litterære institutioner er der en generel foragt for research. Vi hænger stadig fast i en senromantisk tradition, hvor digteren suverænt skaber sin egen virkelighed ud af sit eget, rige indre, eventuelt suppleret med pseudo-videnskabelige studier i tekstens mysterier på Institut for Litteraturvidenskab eller selvbefamlingen på Forfatterskolen.

Men research?

Man holder sig for næsen, som om research ikke kunne føre til andet end plat dokumentarisme i det, der skulle være et selvberoende, litterært værk. Hvad man ikke aner, er, at der ikke findes nogen bedre gnist for fantasien end en stump virkelighed.

Jeg vil ikke forfalde til den kliché, at virkeligheden overgår fantasien, selv om den ofte gør det. Snarere ser jeg dem som gensidigt forbundne inspirationskilder, to parallelle kræfter, som, når de kommer i berøring, udløser en eksplosion.

I 2009 var jeg i Helmand i Afghanistan sammen med de danske soldater i to uger. Den første iagttagelse, jeg gjorde, da jeg stod dér med begge fødder i ørkensandet, var, at intet af det, jeg var blevet fortalt i danske medier om krigen, var sandt.

Jeg gjorde mange andre iagttagelser, og nogle af dem blev inspirationskilder til min roman. Jeg stod i ørkenen og følte mig som fortæller. Men min vigtigste opdagelse var nok, at jeg ikke var den eneste. Ørkenen i Helmand var fuld af fortællere, og deres redskaber var ikke pennen, men videokameraer, hjelmkameraer og mobiltelefoner.

Soldaterne var i færd med at blive de mest veldokumenterede soldater i verdenshistorien, men det var dem selv, der styrede det. Og der var ikke noget narcissistisk selfie over det. De skabte små fortællinger med underlægningsmusik og suveræn klipning, og deres fortællinger handlede alle om meningen med det hele.

Dansker-heldet
Det var den sidste aften. Jeg var i den omstridte forpost Armadillo, og jeg sad under de lerstrøgne hvælvinger i et afghansk bondehus, som gjorde det ud for hovedkvarter, da en gruppe soldater viste mig deres film.

Det var kampscener det hele, taget så tæt på, som du på nogen måde kunne komme. Men det var også et livtag med meningen med krigen, og jeg tænker her ikke på den politiske mening, som ustandseligt blev lanceret i en propaganda, som var lige så løgnagtig, som den var tåbelig. 

Nej, det var meningen med at sætte alt på spil, når man kun er først i tyverne. Det var meningen med liv og død.

En eller anden har engang sagt, at i skyttegravene bliver alle troende. Det er noget vrøvl. I skyttegravene bliver alle overtroiske, og det er noget helt andet.

Det er ikke troens mysterier, de omfavner, det er heldets, idet de forsøger at værge sig mod det ubarmhjertigt tilfældige i deres egen død ved at tro på et held, som skulle beskytte netop dem.

Danske soldater taler for eksempel om ”danskerheldet”. Uanset hvor store deres tab er, så kunne de altid være større, mener de, og det er heldet, ikke Folkekirkens gud, der passer på dem.

Men de film, jeg så, handlede ikke om held. De handlede om liv og død, og det var her, jeg indså, at ved fronten bliver alle filosoffer, ikke gennem studier, men ved kameraets hjælp.

Filmede sin egen død
Det var også i Armadillo, jeg hørte historien om soldaten, der filmede sin egen død.

Fortælleren er Martin, næstkommanderende, en ældre officer, der er sig pinligt bevidst, at selv om han er øverst i hierarkiet, så har han tilbragt sit liv bag et skrivebord og har slet ikke den erfaring med krig som de unge soldater, han giver ordrer til. De er i hans øjne barnerøve, men barnerøve, han er nødt til at lære af.

Han er nu en af figurerne, der står på mit skrivebord og råber på en plads i en bog.

Læs historien om Martin.

Carsten Jensen

Født 1952 i Marstal på Ærø.

Forfatter og samfundsdebattør.

Rejseberetningerne Jeg har set verden begynde blev i 1997 belønnet med Boghandlernes Gyldne Laurbær.

Har været tilknyttet Ekko siden 2005.

Vi, de druknede (2006) regnes for en af de største bedrifter i dansk litteratur i nyere tid.

Den første sten

Roman om krigen i Afghanistan, der udkommer på Gyldendal 4. november 2015.

Handler om en flok unge mænd og kvinder, som vil afprøve sig selv under ekstreme omstændigheder og derfor drager til Afghanistan.

Carsten Jensen har arbejdet på romanen siden 2009, og bogen har skiftet motiv og titel flere gange undervejs.

Historien om Martin, der ikke kom med i den endelige version af Den første sten, kan eksklusivt læses her.

© Filmmagasinet Ekko