Interview
04. maj 2016 | 09:49 - Opdateret 05. maj 2016 | 14:54

Mette Knudsen: Vejen er stadig lang

Foto | Erik Norsker
Filminstruktøren Mette Knudsen er aktuel med Vejen er lang, som skildrer flere forskellige kvindeoprør gennem de sidste hundrede år.

”Det har været uhyre vanskeligt at finde ældre film og fotos med kvinder, fordi fotograferne har været mænd,” fortæller instruktør Mette Knudsen, der har lavet en dokumentar om kvindebevægelsen i Danmark.

Af Ida Rud

”Hvad synes du selv?”

Sådan svarer Mette Knudsen og kigger mig venligt, men bestemt i øjnene, da jeg spørger hende, om vi kvinder stadig har noget at kæmpe for i dag.

Den 72-årige instruktør har netop lagt sidste hånd på et seks år langt projekt – nemlig dokumentarfilmen Vejen er lang, der har premiere 5. maj i Grand Teatret.

Den handler hovedsageligt om kvindefrigørelsen i Danmark, men også om, hvordan kvinders kamp for ligeværd og basale demokratiske rettigheder er forløbet gennem verdenshistorien.

Filmen lægger ud med Mette Knudsens egen vej ind i rødstrømpebevægelsen i 70’erne – og den personlige vinkel sætter feminisme og kvindekamp i et interessant lys.

For inden hun gik ind i rødstrømpebevægelsen, var Mette Knudsen en ung kvinde, der iført stilletter og masser af makeup havde arbejdet nogle år i Paris. Det var jo vigtigt at være smuk og feminin.

Femø-lejrens åbenbaring
Mette Knudsen blev dog efter nogle år træt af det overfladiske liv i Paris, og i slutningen af 60’erne vendte hun hjem til Danmark og fik arbejde på Det Danske Filmmuseum.

Det rumlede i befolkningens politiske bevidsthed, også med ungdomsoprøret i 68, som dog ikke indeholdt noget kvindeoprør. Men snart begyndte der at dukke kvindegrupper op i USA, og da mandlige kollegaer spurgte Mette Knudsen, om hun følte sig undertrykt, blev hun nærmest fortørnet.

”Hvad bildte de sig ind? Jeg havde både arbejde og var i gang med universitetsstudier! Vel var jeg da ej undertrykt!” siger hun.

Men hun havde egentlig masser af gange følt sig overset som ene kvinde i forsamlinger af mænd. Hvorfor er det ikke hende, der med samme selvfølgelighed som mænd tager ordet, når hun rent faktisk ved noget om det emne, der diskuteres!

”Pludselig havde jeg en masse spørgsmål. Hvorfor regnes kvinder for mindre værd end mænd? Og hvem har fundet på det?”

Den første Femø-lejr bliver en livsomvæltende oplevelse for Mette Knudsen.

”Den første dag skulle vi lave en introduktionsrunde, hvor vi fortalte lidt om os selv. På den måde ville vi hurtigere komme til at kende hinanden. For første gang oplevede vi at tale åbent med andre kvinder om alt det, som ellers hørte under privatlivets fred.”

”Hvordan havde vores barndom været? Forholdet til vores forældre? Havde vi fået en orgasme? Og hvorfor ikke? Hvorfor var det så svært at deles med vores mænd og kærester om husarbejde og børn, når vi nu begge to gik på arbejde?”

”Introduktionsrunden i mit telt skulle have varet en formiddag, men det tog en hel uge. Vi hang ved hinandens læber, og der var tusinde ting, vi kunne spejle os i. Det gik op for mig, at jeg ikke mere var alene.”

Filmaftener i Kvindehuset
Teltgruppernes introduktionsrunder kom til at danne fundamentet for rødstrømpebevægelsens opbygning med basisgrupper.

De stillede sig selv nogle enkle spørgsmål: Hvordan har vi det? Hvorfor har vi det sådan? Og hvad kan vi gøre ved det?

Sådan var det også i det besatte kvindehus i gaden Åbenrå i indre København, hvor grupperne samledes.

I Kvindehuset blev der afholdt mange arrangementer. Der var kurser i elektricitet og andre praktiske ting, som var fremmede for de fleste kvinder. Der var bogcafé. Og der var også filmaftener, som Mette Knudsen var med til at arrangere.

Én gang om ugen var de to kvinder, der fra Tuxen Foto på Rådhuspladsen slæbte en tung filmfremviser hen til Kvindehuset, hvor den så blev bugseret op ad de smalle trapper til det øverste rum.

”Her stod og sad vi som sild i en tønde for spændte at se de nye dokumentarfilm fra hele verden, som i de år blev lavet af kvinder og om kvinders livsforhold. De blev vores forbindelseslinje til resten af verdens kvinder.”

En film kun lavet af kvinder
I 1975 blev der i den danske filmbranche kun produceret en enkelt spillefilm, hvor instruktionen var lagt i kvindehænder: Ta’ det som en mand, frue!

Og den havde ikke mindre end tre kvindelige instruktører, nemlig Mette Knudsen, Elisabeth Rygaard og Li Vilstrup.

Da børnene flytter hjemmefra, drømmer den hjemmegående husmor Ellen Rasmussen (Tove Maës) om dejlige mænd, der stripper, og en fed chefstilling. Men ingen har brug for hende, og den lurende depression skylles ned med vodka. I et humoristisk mareridt lever hun pludselig i en omvendt verden, hvor mænd og kvinder bytter roller. Da hun vågner op igen, tager hun livet i egne hænder.

Ta’ det som en mand, frue! blev lavet på usædvanlige betingelser. Vi var tre kvinder, der stod for manuskriptet og instruktionen. Vi dannede også vores eget produktionsselskab, Røde Søster, hvor vi indførte ligeløn for både hold og skuespillere.”

”Vi besluttede for første gang i verdenshistorien at lave et spillefilmhold bestående udelukkende af kvinder. Det viste sig at være umuligt at få alle funktioner besat med kvinder inden for Danmarks grænser, så vi måtte hente belyseren fra USA.”

”Det vakte opsigt i filmbranchen. Danmark havde i 1940’erne og 50’erne haft en del kvindelige instruktører, så derfor mente de fleste, at der var ligestilling inden for dansk film. Ingen anfægtede, at næsten samtlige filmhold bestod af mænd – bortset fra scriptgirls eller producerassistenter.”

”At vi havde valgt en midaldrende kvinde til hovedrollen, gjorde ikke sagen mere attraktiv. Igen og igen forsøgte den daværende filmkonsulent at overtale os til at vælge en anden hovedperson. Til sidst stønnede han opgivende: ’Kunne I ikke i det mindste gøre hende lidt yngre?’”

Henvist til pornobiografen
”Vores filmudlejer havde lavet en aftale med biografen Nygade Teatret, der lå centralt på Strøget, og hvor mange danske film havde premiere,” fortsætter Mette Knudsen.

”Men da vores premiere nærmede sig, kom der stadig mange for at se Per med Ole Ernst, så direktøren ville ikke tage den af plakaten.”

Mette Knudsen og co. henvendte sig til Henrik Sandberg, der var direktør for biografen ABCinema på Rådhuspladsen.

”Han sagde, at det var det værste møg, han længe havde set. Men da han var ud af en gammel filmfamilie, skulle ingen komme og sige, at en Sandberg ikke ville hjælpe en dansk film på vej, så vi måtte vise den i tre dage. Ikke i hans store ABCinema-biograf, men i den lille Cinema 1-8, der var lidt en snusket pornobiograf,” fortæller Mette Knudsen.

Det var filmkvinderne selvfølgelig kede af, men de fik lov til at arrangere en lukket forpremiere. Sandberg stod uden for døren og kunne høre, hvordan publikum i salen skraldgrinede. Inden forestillingen var slut, ringede han fra foyeren til ABCinema og flyttede filmen derover. Og den kørte for udsolgte huse i flere måneder.

”Da det viste sig, at den blev en overvældende succes, inviterede han os på frokostrestaurant. Nu mente han pludselig, at det var en rigtigt god film. Han blev ved med at sige: ’Jeg forstår ikke, hvordan gør I det, piger!’ Dybest set fattede han ikke, at den film kunne trække folk i biografen. Men money talks,” siger Mette med et grin.

I det hele taget var det en kolossal overraskelse for både udlejer og Filminstitut, at filmen blev en kommerciel succes.

”Vi var ved at eksplodere af stolthed, da vi så, at vores film i Danmark havde tjent mere ind end Det tårnhøje helvede med Paul Newman og Steve McQueen!”

Ta’ det som en mand, frue! blev vist på omkring 25 internationale filmfestivaler, herunder i London og Berlin. I Tyskland var den i udlejning i 30 år. I 2013 blev den vist i London på Kvindernes Internationale Kampdag.

Filmarkæologisk Indiana Jones
Meget af materialet i Vejen er lang stammer fra rødstrømpebevægelsen i 70’erne, fordi det har været svært at finde optagelser med de kvinder, der startede rødstrømpebevægelsen.

”Både da jeg lavede Tjenestepiger og Frihed Lighed Stemmeret, oplevede jeg, hvor uhyre vanskeligt det var at finde film og fotos med kvinder i billedet. Du må tænke på, at fotograferne var mænd. På gamle film og fotos er der derfor læssevis af optagelser af dyrskuer og boksekampe,” siger instruktøren.

På et tidligt tidspunkt i sin filmkarriere besluttede Mette Knudsen derfor, at der efter hende ikke skulle findes så mange ”sorte huller i historien”, som hun selv havde oplevet.

I flere omgange har hun nærmest været en filmarkæologisk Indiana Jones. Ved et tilfælde fandt hun en gammel filmspole hos Kvindehistorisk Samling i Aarhus. I den rustne filmæske gemte sig de forsvundne optagelser fra stemmeretsoptoget den 5. juni 1915, hvor Danmarks grundlov bliver ændret, og kvinder fik stemmeret efter årtiers kamp.

”De små hår rejste sig på min nakke. Det var som at finde guld. For første og sidste gang havde fotografen Julie Laurberg grebet et filmkamera og foreviget denne enestående begivenhed. Ellers havde vi ikke haft et eneste levende billede herfra,” siger Mette Knudsen nærmest åndeløst.

Ramper til barnevogne
”En af grundene til, at det har været så vigtigt for mig at lave den her film er, at de kvinder, der var med til at starte rødstrømpebevægelsen, er ved at forsvinde. Hvis vi ikke dokumenterer og bevarer de enestående og vigtige begivenheder i vores samtid, forsvinder de i fortidens mørke. Og det gør det sværere for os at handle i fremtiden,” slår hun fast.

En af de stærkeste scener i filmen handler om en effektiv aktion. Rødstrømperne bygger ramper på Nørreport Stations trapper, for der var hverken elevator eller anden mulighed for at få barnevognene op ad trapperne på en af Københavns travleste stationer.

Alenlang dialog med politikere og kommuner førte intet med sig, så derfor tog de sagen i egen hånd.

I dag kan man slet ikke forestille sig, at der ikke er nem adgang for barnevogne til offentlige steder, hvor man skal kunne gebærde sig med det terrængående babyfartøj. Og det viser, hvor stor betydning rødstrømperne har haft.

”Men der er stadig masser at kæmpe for,” siger Mette Knudsen. ”Tænk bare på ligeløn, pension under barsel og forskellige seksuelt orienteredes rettigheder. Kampen er stadig lang.”

Mette Knudsen

Født i 1943 i København.

Uddannet cand.mag. i fransk og filmvidenskab.

Har instrueret og skrevet manuskript til flere dokumentar- og spillefilm.

Har været medredaktør af filmprogram på P1 og tidsskriftet Politisk Revy.

Filmkonsulent på Det Danske Filminstitut 1985-89.

Grundlagde sammen med Vibeke Gad i 1999 den danske afdeling af Women in Film & Tv, som hun var formand for indtil 2001.

Aktiv i rødstrømpebevægelsen 1971-85.

Udvalgte film

Vejen er lang 2016

Den hemmelige smerte 2006

Grevindens døtre 2001

Skat – det er din tur 1997

Rødstrømper 1985

Tjenestepiger 1984

Ta’ det som en mand, frue 1975

© Filmmagasinet Ekko