Virkelighedens værste mordere

Middelalderens mørkemand
Gilles de Rais (1404-40)

Han var middelalderens sataniske mareridt. Styrtende rige og magtfulde Gilles deRais var i 1430’erne militærkaptajn for den franske hær, ledt an af Jeanne d’Arc. Efter at have eksperimenteret med okkult satanisme blev han i 1440 anklaget for rituelt at have torteret, voldtaget og myrdet flere hundrede børn.

Under den følgende retssag, der sammen med Jeanne d’Arcs var datidens mest opsigtsvækkende, beskrev de Rais og hans assistenter i hårrejsende detaljer, hvordan han havde misbrugt og myrdet unge, ofte lyshårede drenge. Han fik undersåtter til at kidnappe eller lokke drengebørnene ud af deres fattige forældres varetægt, og han elskede – fortalte han – at bade i deres frisktappede blod. Deres smerte og angst gav ham en næsten overmenneskelig nydelse.

De Rais’ sataniske udlevelse af aristokratiets dekadence inspirerede franske Georges Bataille (1897-1962), hvis filosofiske forfatterskab kredser om ekstreme erotiske overskridelser. I sin bog om retssagen, Le procés de Gilles de Rais, opstiller han den sadistiske aristokrat som modpol til den selvopofrende, jomfruelige helgen Jeanne d’Arc. Luc Besson inddrager de Rais, spillet af Vincent Cassel, i The Messenger: The Story of Joan of Arc fra 1999, men undlader at beskrive hans blodige gerninger.

Den sataniske kaptajn har været forlæg for franske Charles Perraults 1600-tals-eventyr Blåskæg om en hustrumorderisk adelsmand. Han er et hyppigt referencepunkt for death metal-musikere, for hvem middelalderen star som hjertets mørkeste kammer. Historiens først kendte seriemorder blev hængt og brændt i 1440.


Blodgrevinden
Grevinde Elizabeth Báthory (1560-1614)

”Spejl, spejl på væggen der, hvem er smukkest i verden her?”

Den dæmonisk forfængelige stedmor i brødrene Grimms folkeeventyr om Snehvide blegner ved en sammenligning med verdenshistoriens første kvindelige seriemorder. Den adelige grevinde Elizabeth Bathory torterede, misbrugte og myrdede i 1500-tallets Ungarn mellem 80 og 600 unge kvinder, efter sigende i en pagt med djævlen, der skulle sikre hende evig ungdommelig skønhed.

Ifølge rygtet badede Bathory i de unge jomfruers blod, efter med assistance fra fire medsammensvorne at have bidt, sultet, brændt, voldtaget og tæsket kvinderne til døde. De makabre forbrydelser og det østeuropæiske aristokratis dystre dekadence har angiveligt inspireret Bram Stokers blodmaskende Dracula-figur, men grevinden står også i dag som symbol pa den obskøne bagside af den kvindelige forfængelighed.

Hun er som sådan blevet figur og karakter i en hel række horrorproduktioner, blandt andet som blodbadende kunde i sadistgyset Hostel: Part II og som bloddrikkende seriemordergenfærd i Terry Gilliams The Brothers Grimm.

Tjekkiske Juraj Jakubiskos Bathory prøver at forklare den menneskelige baggrund for grevindens uhyrligheder, i lighed med den kommende The Countess, som franske Julie Delpy både har skrevet, instrueret og spiller hovedrollen i.

Over 300 mennesker vidnede mod Bathory i en retssag i 1610 og 1611, men den højadelige kvinde blev aldrig formelt dømt for sine forbrydelser. Hun tilbragte de sidste fire år af sit liv indespærret pa slottet Csejte i det nuværende Bulgarien.


Londons legendariske Jack
”Jack the Ripper” (identitet ukendt)

Den jødiske barber? Abortlægen? Forfatteren Lewis Carroll? En syfilisgal Prins Albert Victor? Eller var Jack i virkeligheden en Jill, sådan som Arthur Conan Doyle foreslog?

Identiteten bag den legendariske seriemorder Jack the Ripper er stadig en gåde. Det mystiske fantom spredte skræk og gru i Londons fattige White Chapel-kvarter i efteråret 1888, da ligene af fem kvindelige prostituerede dukkede op kort efter hinanden. Halsene var skåret op, og i tre tilfælde var ligenes indre organer blevet fjernet med kirurgisk præcision.

Mordene kom til at danne grundskabelon for forestillingen om seriemorderen. Ligene var skændet pa rituel vis, gerningsmanden var sporløst forsvundet fra gerningsstedet, og signaturen, som stammer fra et de mange (muligvis falske) breve, der blev sendt til Scotland Yard, skabte tradition for at tildele særligt spektakulære mordere fantasiæggende tilnavne.

Alfred Hitchcock lod sig inspirere af den londonske kvindemorder i Frenzy (1972) og stumfilmen The Lodger (1927), hvor en teatralsk suspekt lejer flytter ind på et kvistværelse under en mordepidemi. Og i G.W. Pabsts Die Büchse der Pandora fra 1929 bliver Lulu, den ultimative femme fatale, dræbt af ingen ringere end Jack the Ripper.

Mens den endeløse række af tv-serier og detektivfilm oftest fokuserer pa Scotland Yards jagt på morderen, for eksempel i Jack the Ripper (1988) og i Hughes-brødrenes From Hell (2001), så indtager ”ripperen” selv hovedrollen i Jesus Francos tyske kultgys Jack the Ripper fra 1976. Her indtager selveste Klaus Kinski rollen som aristokratisk læge med et morderisk moderkompleks.

Jack the Ripper har sat sig betydelige historiske aftryk – som symbol pa den moderne storbys tiltagende fremmedgørelse, som attraktion for en ny epoke af trykvarme dagsaviser og som motivation for at sætte belastede kvarterer på den politiske dagsorden.


Mellemkrigsmorder med stort M
Peter Kürten (1883-1931)

Seriemorderen var den perfekte metafor for Weimarrepublikkens opløsning i den tyske mellemkrigstid, hvor rædsel og forvirring lammede befolkningen. Autoriteterne fremstod magtesløse, og under overfladen buldrede traumerne fra Første Verdenskrigs voldshelvede. På film fremkom i 1920’erne mesterværker som Dr. Caligaris kabinet og Nosferatu, men også i den virkelige verden var Tyskland ramt af uhørt grove seriemord. Mest kendt var ”Vampyren fra Düsseldorf”.

Den udadtil respektable borger Peter Kürten voldtog og myrdede i en årrække børn og kvinder i Düsseldorf med en voldsomt sadistisk seksualdrift. Den udadtil pæne og veltilrettede familiefar havde en voldelig barndom bag sig. Der var nedarvede psykiske lidelser i familien, og hans bestialske sexmord eskalerede efter krigens ophør. Hans gerninger blev gransket af den nye bølge af psykoanalytikere og psykiatere i et forsøg på at forstå hans bevæggrunde, og han blev blandt andet hovedeksempel i psykiater Karl Bergs bog Der Sadist fra 1931.

Kürten var også model for Peter Lorres legendariske fortolkning i Fritz Langs M. Her introduceres psykomorderen som ny figur på det hvide lærred. Filmens afsluttende rettergang, arrangeret af den frustrerede og hævntørstige befolkning, spejler den generelle mistillid til det bestående system. Samtidig lader Lang, i tråd med tidens psykologiske interesser, den morderiske børnelokker fremstå som en plaget og forpint mand.

Det samme gør tjekkiske Julius Sevciks dystre film noir med den paradoksale titel Normal (1991). Kürten blev i 1931 idømt dødsstraf for ni mord og syv mordforsøg og blev halshugget i guillotinen i Köln. Hans hjerne blev siden underlagt videnskabelige undersøgelser, og hans hoved blev mumificeret og er nu udstillet pa freakmuseet Ripley’s Believe It Or Not! i Wisconsin.


Det store moderkompleks
Ed Gein (1906-1984)

Edward Gein var en afstumpet morder, kannibal, gravrøver og et af historiens mest ekstreme eksempler på et moderkompleks. I sin hjemby Plainfield i Wisconsin blev han anholdt for mordet på to ældre kvinder, der begge bar påfaldende lighedstræk med hans afdøde, ekstremt dominerende mor.

I det øde hus, hvor Gein boede alene, fandt politiet også utallige lig, som Gein i løbet af årene havde gravet op fra den lokale kirkegård og eksperimenteret med i sit hjem. Alle ligene var kvinder på alder og på størrelse med Geins mor. Han havde fremstillet lampeskærme og møbelbetræk af kvindernes hud, og han havde syet dragter af huden i ønsket om at skifte kon. Han havde også lavet suppeskåle af kranierne, fremstillet masker af ansigterne og skabt sig en samling af saltkonserverede kvindelige kønsdele.

Den heftigt mediedækkede historie om eneboeren med moderkomplekset var inspirationskilde for Hitchcocks portræt af morsyge Norman Bates i Psycho (1960), som i filmen dog nøjes med at iklæde sig mors tøj.

Det mest akkurate portræt af Gein er dog nok Jeff Gillen og Alan Ormsbys halvdokumentariske, sorthumoristiske lavbudgetfilm Deranged fra 1974.

Nærmere Geins faktiske groteskheder kommer også den transvestitiske hudsyerske Buffalo Bill i Ondskabens øjne (1991).

Den indavlede, forvoksede monsterbaby Leatherface i Motorsavsmassakren (1974) holder en horrorkælder med Gein‘ske kropseksperimenter og dragtfremstillinger. Filmen fremstiller også det amerikanske waste land, som Gein er vokset ud af.

Ed Gein blev ved retssagen erklæret skyldig, men sindssyg, og døde i 1984 som 77-årig på et psykiatrisk hospital i Madison, Wisconsin.


Hippielederen
Charles Milles Manson (f. 1934)

Folkesangeren Charles Manson ledede under ungdomsoprørets glansår den berygtede amerikanske hippieklan The Manson Family. Under hans instrukser myrdede medlemmer af klanen, heriblandt tre unge kvinder, i 1969 fem mennesker i Hollywood. Et af ofrene var Roman Polanskis gravide hustru, skuespillerinden Sharon Tate.

For det pæne borgerskab blev Manson selve inkarnationen af ungdomsoprøret, og sagen blev symbol pa den yderste konsekvens af hippiekulturens psykedeliske egotrip.

Retssagen mod ”familien” var et medieshow, som hele Amerika fulgte. Manson spillede op til journalisterne, og sammen med de anklagede kvinder skar han krydser i panden og klippede sig skaldet, som var de én organisme. Den resterende Manson-familie slog sig ned foran retssalen, hvor de sang hans sange, og forsvarsadvokaten blev fundet myrdet efter uoverensstemmelser med kultlederen.

Manson var besat af The Beatles og opfattede gruppens The White Album som et kodet varsel om en social katastrofe. Kombinationen af horror og Hollywood-glam (han dyrkede omgang med celebrities som Brian Wilson fra The Beach Boys) har gjort Manson til reference i brede dele af popkulturen.

Der er blevet opført operaer og musicals og lavet tv-film om Manson-klanen, rockbands som Marilyn Manson og Guns n’ Roses har genindspillet Manson-sange, og i Polanskis Macbeth-filmatisering (1971) refererer det brutale mord pa Lady Macbeth og hendes hushold oplagt til mordet pa Tate. Kultlederen blev på baggrund af en usædvanlig dom om ”delt ansvar” dømt til døden.

Da dødsstraffen afskaffedes i Californien i 1972, blev dommen omstøbt til livsvarigt fængsel, som 74-årige Manson stadig afsoner i Corcoran Statsfangsel.


Drillepinden
Zodiac (identitet uopklaret)

Zodiac er en Rubiks terning for alle krimientusiaster. Sammen med Jack the Ripper er den San Francisco-baserede morder med det symboltunge alias den mest famøse og dyrkede seriemorder, der aldrig er blevet fanget. Han legede kispus med politiet i en grad, der kunne gøre enhver fiktiv krimiskurk misundelig, og han er som Jack the Ripper blevet et billede på storbyens anonymiserende fremmedgørelse.

For hvorfor kunne ingen finde ham? Hvem var Zodiac?

I slutningen af 1960’erne slog denne urbane legende mindst fem unge mænd og kvinder ihjel ved skud og knivstik, og han efterlod ved gerningsstedet et logo, en cirkel med et kors i. Politi og aviser modtog løbende gåder og kodede breve fra morderen, blandt andet med trusler om flere likvideringer og udsagn om, at alle ofre efter hans død ville blive hans slaver i Paradis.

Frustrationen over aldrig at have fanget seriemorderen lagde grund for David Finchers Zodiac med Robert Downey Jr. og Jake Gyllenhaal i rollerne som henholdsvis opklaringsbesat kriminalreporter og karikaturtegner på San Francisco Chronicle. Filmen indikerer, at sagens hovedmistænkte, Arthur Leigh Allen, nok er den faktiske morder, men sagen forbliver uopklaret.

Lettere går det for Clint Eastwood i Dirty Harry (1971), der – filmet i San Francisco kun to år efter de sidst kendte mord – er løst inspireret af sagen.

Selvom mordene tilsyneladende stoppede i 1969, vedblev politiet at modtage Zodiacs drillende ledetråde, julehilsner og mærkværdige bekendelser. Der er hundredvis af mistænkte. Senest har en kvinde meldt sin afdøde adoptivfar som morderen.


Charmetrolden
Ted Bundy (1946-89)

Charmerende, hyperintelligent, veluddannet. Theodore Robert Bundy er historien om en mediefeteret, vaskeægte American Psycho: naboens vandkæmmede spejderdreng, hvis glatte skind dækkede over en af historiens mest celebre seriemordere.

Den unge Bundy torterede, voldtog og myrdede mindst 30 kvinder i løbet af blot fire år. Ted Bundy, der havde en bachelorgrad i psykologi og på et tidspunkt arbejdede på et krisecenter for unge, var i stand til at forføre alle omkring sig – selv efter den endelige anholdelse i 1978.

To gange formåede han at flygte fra fængslet. Anden gang nåede han under falsk identitet at udføre adskillige sadistiske sexmord, ofte på helt unge high school-piger i deres kollegieværelsessenge. Bundy førte sit eget forsvar i retten, til fascination og forargelse for en usædvanligt nysgerrig offentlighed. Under en afhøring aflagde han og vidnet Carl Ann Boone pludselig ægteskabsed og blev hermed i henhold til Floridas lovgivning gift.

Medierne var vilde med historien, og Bundy vedblev til sin død med at modtage mange hundrede fanmails og kurtiseringer. Den bizarre idoldyrkelse er heftigt parafraseret i Oliver Stones Natural Born Killers fra 1994.

Bundy har også tydeligt inspireret Bret Easton Ellis’ filmatiserede American Psycho, og blandt utallige dramatiseringer af seriemorderens liv og grusomme levned hører senest spillefilmen Ted Bundy fra 2002.

Der findes ingen overbevisende forklaringer på, hvad der kunne gøre en velopdragen charmetrold som Bundy til psykopatisk morder. Selv bedyrede han sin uskyld indtil få timer før sin henrettelse i 1989. Her tilstod han alle forbrydelser i et tårevædet tv-interview med en påstand om, at pornografi var den direkte årsag til hans handlinger. Han blev henrettet i den elektriske stol under stor mediebevågenhed og de fremmødtes jubleråb og fyrværkeri.


Dræberklovnen
John Wayne Gacy, Jr. (1942-94)

Der er mytisk stof i den dualisme, som John Wayne Gacy, Jr. er kommet til at repræsentere. Gacy var udadtil en velrenommeret forretningsmand og lokalpolitiker i 1970’ ernes Illinois, men myrdede i al hemmelighed 33 unge mænd, både egne ansatte og prostituerede, som han samlede op fra gaden. I sit hus forgiftede han sine ofre, piskede, voldtog og kvalte dem, og efter hans anholdelse fandt man 29 af ligene begravet under husets kælder.

Sagen blev kendt for offentligheden, efterhånden som identiteten af de unge mænd kom frem en efter en. Pressen fandt hurtigt interesse i den gysende detalje, at Gacy i sin fritid ofte havde optrådt som Klovnen Pogo ved lokalområdets børnefødselsdage.

Selvom han ikke havde slået ihjel i sit klovnekostume, var det uhyggelige maskespil en så stærk metafor, at Gacy for eftertiden er blevet kendt som ”Dræberklovnen”.

Gyset over den onde klovn er senere blevet reproduceret i Stephen Kings tv- filmatiserede It, og musikeren Sufjan Stevens identificerer sig med dualiteten på hjemstavnsalbummet Illinois i en hjerteskærende sang, John Wayne Gacy, Jr. Morderens liv er desuden blevet filmatiseret i den anmelderroste tv-film To Catch a Killer samt i Gacy.

John Wayne Gacy blev dømt til døden i 1980 og under massiv mediedækning henrettet med sprøjte i 1994. Hans sidste ord skulle efter sigende have været: ”Kys min røv.” Hans hjerne blev efter henrettelsen fjernet og sendt til videnskabelig undersøgelse.


Tilståelsesmorderen
Henry Lee Lucas (1936-2001)

Aldrig har en seriemorder tilstået så mange drab som Henry Lee Lucas, og aldrig er så mange mordsager blevet opklaret uden andet bevis end en indrømmelse fra The Confession Killer.

Den amerikanske vagabond tilstod ved sin anholdelse i 1983 over 600 voldtægtsmord og blev under stor medieopmærksomhed kørt fra stat til stat for at udpege gerningssteder og udspecificere, hvordan han over otte år havde slået hundredvis af mennesker ihjel.

Han beskrev i detaljer, hvordan han sammen med sin elsker Otis Tool havde påkørt, druknet, kvalt, skudt, korsfæstet og parteret mennesker.

Lucas’ levevilkår i fængslet var afhængige af antallet af tilståelser, og der er siden blevet sået tvivl om mange af sagerne.

Tilståelserne er udgangspunkt for John McNaughtons kultfilm Henry: Portrait of a Serial Killer (1986). Michael Rooker spiller den indadvendte Henry, der i Chicagos mest trøstesløse fattigkvarter oplærer sin afstumpede ven Otis i myrderiets kunst.

Modsat det traditionelle seriemorderdrama byder filmen hverken på begyndelse eller slutning, der finder ingen opklaring sted, og alt håb lades ude. Filmen kom til at stå som et sindbillede på et indifferent samfund i opløsning.

Henry Lee Lucas blev idømt dødsstraf, ifølge Amnesty International for et mord han ironisk nok sandsynligvis ikke havde begaet. Under daværende guvernør i Texas, George W. Bush Jr., blev straffen nedsat til fængsel på livstid, og Lucas døde af en hjertefejl i 2001.


Den røde ripper
Andrei Chikatilo (1936-1994)

Der gik et spøgelse gennem Sovjetunionen i 1980’ernes Østeuropa. ”Slagteren fra Rostow”, skolelærer Andrei Chikatilo, blev i 1990 kendt som en de mest sadistiske seriemordere nogensinde.

Over tolv år knivmyrdede, voldtog og kannibaliserede han 52 kvinder og børn fra Usbekistan til Ukraine. Spøgelset blev i vesten set som et udtryk for Ruslands fallerede sociale eksperiment, da han både var resultatet af befolkningens kummerlige kår og landets manglende vilje til at indse dets brister.

Den røde ripper, som især vestlige medier yndede at kalde ham, voksede op under Stalins diktatur i en sulteperiode, der var så massiv, at fortællinger om kannibalisme blev til gængse vandrehistorier.

Da Chikatilo som voksen gav frit løb for sine morderiske lyster – øjensynlig det eneste middel mod en kronisk impotens – blev kannibalisme en del af det sadistiske ritual.

Rusland var i chok og havde svært ved at acceptere, at en så brutal serie forbrydelser kunne finde sted under et kommunistisk styre. Til politiet og andres overraskelse viste gerningsmanden sig tilmed at være både ægtemand, familiefar – og partimedlem.

Politiets svage opklaringsarbejde blev emne for tv-filmen om Chikatilo, Citizen X (1995). I David Griecos engelsksprogede Evilenko (2004) jagtes en russisk kannibalistisk seriemorder med det sataniske navn Andrej Evilenko, spillet af en isnende uhyggelig Malcolm McDowell (Alex i A Clockwork Orange).

Året efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev Chikitilo sat til doms i en retssag, hvor den anklagede – indespærret i et bur for at beskytte ham mod oprørte tilskuere – rablende smed tøjet og gav Rusland skylden for sine gerninger.

Han blev dømt til døden og henrettet ved skud i hovedet i 1994.


Seriemorderinde til salg
Aileen Wuornos (1956-2002)

En af de få kendte kvindelige seriemordere, der skød og myrdede syv mandlige kunder, er på flere måder en bestseller: bortgivet af moren som spæd, tæsket og misbrugt som lille af stedfaren, seksuelt udnyttet af broren, gjort gravid af lokalsamfundets pædofile og smidt ud hjemmefra som trettenårig, hvorefter hun bosatte og prostituerede sig i en hule i byens skov.

Beretningen om den amerikanske landevejsprostituerede Aileen Wuornos har været en så indtjenende historie, at den måske kom til at spænde ben for en retfærdig rettergang. I Nick Broomfields dokumentarfilm Aileen Wuornos: The Selling of a Serial Killer (1992) ser man, hvordan Wuornos‘ lesbiske kæreste Tyrah i samarbejde med politiet får Wuornos til at tilstå sine drab, selv om hun tidligere havde påstået, at de var sket i selvforsvar.

Politiet samarbejder med Tyrah om at udarbejde en filmrettighedspakke om Wuornos’ liv, og filmen viser hendes beskikkede, hashrygende hippieadvokat og hendes stedmor forsøge at score kassen ved at sælge interviews med hende til pressen.

Mod Wuornos‘ vilje blev hendes historie forlag for filmdramaet Monster, som fremlægger kærlighedsforholdet mellem Tyrah og Wuornos. Charlize Theron modtog en Oscar for sit spil som Wuornos. I lighed med ikke så få andre seriemordere er der også blevet opført en opera baseret på Wuornos tragedie.

Tilsyneladende desperat efter mange år i henrettelsescellen endte Wuorno med at havde, at hun begik alle mord med fuldt overlæg. Broomfield fremstiller hendes vægelsind, desperation og tiltagende paranoia i Aileen: Life and Death of a Serial Killer fra 2003. Hun blev henrettet ved sprøjte i 2002.