Interview
30. maj 2018 | 11:21

Magisk univers skabt i underbukser

Foto | Fox Searchlight Pictures
I Isle of Dogs kæmper japanske hunde for at holde sig i live mod en fjendtlig omverden, men de firbenede pelsdyr er også fulde af humor i deres møde med mennesker.

Isle of Dogs kombinerer japansk kultur og hunde på en måde, man aldrig har set før. ”Jeg havde ikke klaret det uden Google,” siger Wes Anderson og løfter sløret for sin kreative proces.

Af Casper Hindse

Panoramavinduerne lader februar-solen skinne ind fra Brandenburger Tor, hvor turister i tusindvis kæmper med selfie-stænger om det bedste billede. Under Den Kolde Krig var dette sted et ingenmandsland, men i dag er Hotel Adlon et af den tyske hovedstads dyreste.

Alligevel føler jeg mig snydt, da jeg endelig får placeret mig i det store lokale på Hotel Adlon.

For det interview med Wes Anderson, jeg er blevet eksklusivt inviteret til, viser sig at være et arrangement for godt og vel 60 journalister. Først hører vi en omgang japansk slaginstrumentalmusik, og så ankommer Wes Anderson ellers med sine tre medforfattere på Isle of Dogs: Jason Schwartzman, Roman Coppola og Kunichi Nomura.

Der nikkes høfligt, og så må vi jo ellers vide, hvorfor i alverden Anderson og co. har valgt at lave en stop-motion-film om en flok hunde, der bliver forvist til en ø fyldt med affald.

Inspireret af Kurosawa
Isle of Dogs er i sin grundkerne en film om noget, der altid har interesseret mig,” siger Wes Anderson og retter på sit slips. Som altid ligner instruktøren en bibliotekar, der tror, at han er til gallafest.

Nuancerne er brune, slipset lilla.

”Skrald har altid fascineret mig, og jeg tror, det har noget med min barndom at gøre. Jeg så serier som Sanford and Son, der handler om en narkohandler, og min yndlings-tv-personlighed har altid været Oscar the Grouch fra Sesame Street. Han lever i en skraldespand, så for mig var det naturligt at sende hundene ud på en affaldsø.”

I Isle of Dogs deporterer Japans præsident i en nær fremtid ganske rigtigt landets hunde til en ø bygget af skrald, fordi dyrenes sygdomme kan være til skade for mennesker. Det viser sig dog, at der ligger et større komplot bag beslutningen, men egentlig er det ikke handlingen, som er vigtig her.

I stedet er det de klassiske Anderson-markører, som er fornøjelige. De store tableauer og symmetriske billeder kæmper indædt om opmærksomheden med den tilbagelænede humor, som leveres formfuldendt af Bryan Cranston, Bill Murray, Scarlett Johansson, Edward Norton og mange andre formidable stemmer.

”Jeg har været virkelig inspireret af Kurosawa denne gang,” afslører Wes Anderson. ”Især High and Low, Stray Dog og Scandal. Mit håb er, at jeg med Isle of Dogs har holdt fast i det poetiske, men samtidig lavet en sjov film. Hunde og skrald har altid interesseret mig.”

Humoristisk alvor
”Vi har lavet en sjov film, men det var vel egentlig ikke meningen oprindeligt,” siger Jason Schwartzman, der også har klædt sig ud i dagens anledning.

Den klejne skuespiller er i sort jakkesæt med rødt slips og røde sokker.

”Når du arbejder med Wes, så idéudvikler du virkelig meget. Vi startede med at rende rundt på alle de museer i New York, hvor man kunne se bare en lille smule om japansk kultur, og så lod vi fantasien få frit løb,” siger skuespilleren og fortsætter:

”Efter nogle måneder begyndte vi at skrive filmen ud fra de improvisationer, der er naturlige at skabe, når man taler sammen over længere tid. Som instruktør er det Wes’ radar, der skal opfange det, som ikke fungerer. Han destillerer det, der virker og kan blive til en film.”

Schwartzman sidder et øjeblik i en tanke langt fra Berlins solskin. Så siger han: ”Jeg havde slet ikke fattet, at det, vi talte om, var sjovt, men da jeg læste manuskriptet, var det virkelig morsomt.”

”Ja,” siger Roman Coppola. ”Basalt set er der intet morsomt ved, at hunde bliver udstødt til en ø, men Wes evner at servere store emner med humor. Det er endnu engang sket med Isle of Dogs­­ – hvis jeg nu skal lyde amerikansk!”

Medbestemmelse på skrømt
Wes Anderson er ikke typen, der er vild med ros. Den bønnestagelignende amerikaner vrider sig i sin store stol, mens Jason Schwartzman og Roman Coppola taler. Da sidstnævnte rækker ud efter sin vand, griber Anderson chancen og tager ordet igen.

”Vi arbejder altid filmen fremad i kronologisk rækkefølge. Det er vigtigt, at alle er med på, hvor historien skal hen,” siger han.

”Det giver alle et ansvar, som de egentlig ikke har, eftersom det er mig, der bestemmer. Men de fornemmer, at der er en slags medbestemmelse. Og det er godt!”

Salen jubler og klapper, mens Anderson selv gurgler et halvkvalt fnis frem. Så siger han:

”Det overrasker mig faktisk, at hverken Jason eller Roman har tænkt på Isle of Dogs som en sjov film. For man skriver en fuldstændigt anden type dialog, når man laver animation. Replikker bliver helt anderledes, når de bliver sagt af en hundedukke frem for af et menneske. Man kan tillade sig at være meget længere ude med en dukkefilm. Meget længere.”

Flere døgn på Google Earth
Langt ude er Isle of Dogs da også.

Filmen balancerer mellem at være en æstetisk stærk oplevelse og en kulsort komedie, hvor en gruppe hunde drager på eventyr for at finde ud af, hvordan verden hænger sammen. Den ene underfundige og tossede replik efterfølger den næste, og det virker generelt, som om der er en stor fascination af Japan som land.

”Japan er bjergtagende, fordi landet har så mange sagn og myter. Jeg har puttet flere af dem ind i filmen, men samtidig har jeg lavet en animationsfilm. Derfor har jeg mest siddet derhjemme i underbukser og researchet universet frem,” siger Anderson og smiler.

”Det er rigtigt, at vi tog på mange udstillinger, men jeg har brugt endnu flere døgn på Google Earth for at finde de helt rigtige steder til filmen. Jeg havde ikke klaret det uden Google.”

Plads til animationen
Indre billeder af Anderson i underdrenge får den japanske medmanuskriptforfatter og kreative altmuligmand Kunichi Nomura til at sprutte af grin.

”Wes’ manuskripter har mange lag, og de kan virkelig få plads i animationen, fordi man bare kan tegne det, man gerne vil have. Hundene skal være udmagrede, men sjove. Samtidig skal filmen have tekstur, men også gå hurtigt,” siger japaneren, som bliver trukket tilbage til hverdagen, da næste spørgende journalist vil vide, om han selv har en hund.

”Had five chihuahuas,” siger den solbrillebærende japaner. ”All dead.”

Salen bryder ud i jubel over svaret, der med sin tørhed sagtens kunne have fået en plads i Isle of Dogs. Det næste spørgsmål – som også bliver det sidste i plenum – er til gengæld fra en britisk journalist, som med tyk Manchester-accent vil vide, om filmen om udstødte hunde også er en kommentar til nutidens flygtningekrise.

”Verden ændrede sig, mens vi lavede denne film,” siger Wes Anderson. ”Og vi skabte noget, der er sandt for filmen, men også siger mere om vores vestlige verden i dag end om Japan.”

Læst og læst og læst
Journalisterne klapper, mens holdet rejser sig. Os på de forreste rækker får mulighed for at traske et stykke med Anderson og co., så der kan stilles opfølgende spørgsmål.

Wes Anderson smiler til spørgsmålet om, hvordan man kan være så detaljeret, som han er, når man har siddet og researchet i underbukser foran en computer.

”Det var nok en stramning, for jeg har også læst og læst og læst om japansk kultur,” siger instruktøren og kører hånden igennem det renskurede og tilbagestrøgne hår.

”Jeg ville gerne putte flere og flere detaljer ind i mine film, men med Isle of Dogs nåede vi til et punkt, hvor jeg følte, at vi måtte lave den mere enkel. Ellers blev historien så detaljeret, at den gik i stå. Og mere reflekterede er hunde jo heller ikke.”

Trailer: Isle of Dogs

Wes Anderson

Født 1969 i Houston, Texas.

Har studeret filosofi på University of Texas.

Oscar-nomineret for The Royal Tenenbaums, Moonrise Kingdom, Fantastic Mr. Fox og The Grand Budapest Hotel.

Vandt ved Berlinalen i 2018 prisen for bedste instruktør med Isle of Dogs.

Film

Isle of Dogs
2018

The Grand Budapest Hotel
2014

Moonrise Kingdom
2012

Fantastic Mr. Fox
2009

The Darjeeling Limited
2007

Life Aquatic
2004

The Royal Tenenbaums
2001

Rushmore
1998

Bottle Rocket
1996

© Filmmagasinet Ekko