Nyhed
05. jan. 2018 | 12:20

Woody Allens besættelse af unge kvinder

Foto | Eigil Bryld
I Amazon-serien Crisis in Six Scenes spiller 82-årige Woody Allen over for en meget yngre kvinde, den 25-årige popstjerne Miley Cyrus.

En artikel i The Washington Post tegner på baggrund af instruktørens private tekster et billede af en mand, der er sygeligt fascineret af teenagepiger.

Af Nicki Bruun

Historier om 82-årige Woody Allens fascination af unge kvinder har floreret lige så længe, som instruktøren har været gammel nok til at blive kaldt en gammel gris.

For næsten 40 år siden spillede han i Manhattan den 42-årige komiker Isaac, der kommer sammen med syttenårige Tracy. Under optagelserne gav han den sekstenårige skuespiller Mariel Hemingway hendes første kys, som hun siden har fortalt, fik hende til at græde.

Den amerikanske freelance-skribent Richard Morgan puster til de evigt ulmende gløder med en artikel i avisen The Washington Post. Her skriver freelanceren, at instruktøren er besat af teenagepiger.

The Woody Papers
Richard Morgan har som den første læst samtlige 56 kasser af, hvad han kalder ”The Woody Papers”: 57 års private skriblerier af Woody Allen, som instruktøren udstiller på Princeton-universitetets Firestone-bibliotek.

Morgan nævner et tv-projekt, som Allen aldrig lavede, men hvor han beskriver en sekstenårig som ”en prangende og sexet blondine i en flammende rød aftenkjole med kavalergang og en lang udskæring op ad benet”.

Om sin kvindelige hovedrolle i novellen Rainy Day skriver Woody Allen ifølge Richard Morgan: ”Burde ikke være 20 eller 21, lyder mere attenårig – måske endda sytten – men atten synes bedre.”

Kuriøst nok har Woody Allens kommende spillefilm titlen A Rainy Day in New York, som ventes at få premiere i år. Den har allerede skabt stor debat, da filmens 44-årige hovedperson efter sigende har et forhold til en femtenårig pige. Da nyheden kom frem, blev der dog sået tvivl om, hvor gammel hun er i manuskriptet, som Allen holder hemmeligt.

En syg mand
Da først Harvey Weinstein og siden adskillige andre blev anklaget for overgreb og sexchikane under #MeToo-bølgen, udtalte den ellers meget private Woody Allen sig en sjælden gang offentligt.

Til engelske BBC advarede han mod ”en heksejagt-atmosfære, hvor enhver mand, som blinker til en kvinde på kontoret, pludselig er nødt til at ringe til sin advokat”.

Woody Allen måtte efterfølgende ud og sige til branchemediet Variety, at han kun havde ondt af Harvey Weinstein, fordi Weinstein er ”en sørgelig og syg mand”.

For en måned siden skrev Woody Allens datter, Dylan Farrow, et læserbrev i Los Angeles Times, hvor hun fastholder beskyldningen om, at faren begik et overgreb på hende, da hun var syv år gammel.

Dylan Farrow spørger i læserbrevet, hvorfor #MeToo-revolutionen fældede Harvey Weinstein, men ikke Woody Allen. Hun er forarget over, at stjerneskuespillere som Kate Winslet og Blake Lively taler for #MeToo-bølgen og angriber Harvey Weinstein, mens de arbejder for Woody Allen og forsvarer instruktøren.

I terapi
Det er kendt, at Woody Allen i tiden inden det angivelige overgreb var blevet sendt i terapi hos en psykolog for påstået upassende opførsel over for Dylan Farrow.

Woody Allen er dog aldrig blevet fundet skyldig i overgreb på Dylan Farrow. Anklageren vurderede, at det ikke var i Dylans tarv at fortsætte sagen, men dommeren skrev i sin afgørelse, at Allens opførsel var ”groft upassende og der må tages foranstaltninger for at beskytte hende”.

Dylan Farrows nye læserbrev kom samtidig med premieren på Woody Allens seneste film, Wonder Wheel, og det er blevet fast procedure, at anklager mod instruktøren kommer frem hver gang, han er klar med en ny film.

© Filmmagasinet Ekko