Brændte popcorn

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

02. nov. 2014 | 12:00

Alle elsker en god IP

Enhver i filmbranchen kan efterhånden sammensætte bogstavkombinationen IP, og rigtig mange ved tilmed, hvad den betyder. Således også undertegnede. I siger Intellectual. P siger Property. Intellektuel ejendomsret er en fællesbetegnelse for retsbeskyttelsen af intellektuelle frembringelser, herunder tankekunst som for eksempel skønlitteratur.

IP er noget godt, synes at være den fremherskende konsensus blandt filmproducenter, publikum og selvfølgelig forfatterne. Hvis man identificerer og dernæst skaffer sig adgang til et såkaldt stærkt IP, vil det således gå én vel her i livet.

Filmproducenten vil sælge mange billetter. Forfatteren vil tjene penge på overdragelse af rettigheder og subsidiært sælge endnu flere bøger. Og publikum, ja de vil opleve den særlige fornemmelse af noget nyt og noget velkendt på samme tid. Den samme historie får et nyt liv, i et nyt medium.

Det er af de få ligninger her i livet, hvor alle bliver glade.

I øjeblikket tæver to jættestærke IP’er skejser hjem ved billetlugerne. Det drejer sig om Jussi Adler Olsens Fasandræberne og Gillian Flynns Kvinden der forsvandt (Gone Girl). Jussis bøger har jeg aldrig læst, og jeg må således nøjes med at konstatere, at særligt den seneste filmatisering var spændende fra start til slut.

Kvinden der forsvandt har jeg et tættere forhold til. Her læste jeg romanen, før jeg så filmen.

Gillian Flynns roman er en velskrevet og moderne thriller, der bliver markant dårligere mod slutningen. I min verden hører den til blandt alle mulige andre bøger, jeg har læst og glemt gennem tiden. Smag og behag er som bekendt forskellig, men jeg tror, alle kan blive enige om, at Kvinden der forsvandt ikke går over i litteraturhistorien.

David Fincher har derimod beriget min tilværelse med væsentlige og grænsesøgende film i krydsfeltet mellem kunst og underholdning. Titler som Fight Club, Se7en og Zodiac er alle med i min kanon over moderne amerikansk film.

Således var min nysgerrighed på forhånd vakt efter at vide, hvad Fincher kunne gøre med Kvinden der forsvandt.

Svaret er desværre kort og kedeligt.

Fincher har lavet en glat, effektiv adaptation. Nøjagtig som med Girl with the Dragon Tatoo leverer han en sømløs og forudsigelig versionering af forlægget. Man forlader biografen og tænker ”Nå”. Og skynder sig så direkte på toilettet, fordi filmens spilletid er alt, alt for lang.

Jeg er skuffet over det samlede værks (bog + film) enorme ligegyldighed. Man får det samme to gange. That’s it. Intet nyt under solen. Ingen fortolkninger, ingen kontroversielle valg. Why fix what ain’t broken. Eller … sidste tredjedel er stadig svag. Helt ligesom i bogen.

Men hvad skal det til for?

Et retorisk spørgsmål, hvor svaret er åbenlyst. Fordi der kan sælges en ordentlig røvfuld billetter. Og det er cool nok. Money makes the world go round.

Men IP-koden kan meget mere end at fungere som cash machine. Den kan bruges til at skabe filmkunst.

Fincher viste selv vejen med Fight Club. Det var ikke nogen stor bog, før filmen ramte lærredet. Tværtimod var det kult-litteratur med en relativt smal appel og et enormt visuelt potentiale. Det så Fincher og gjorde filmversionen til et selvstændigt værk, som i min vurdering langt overgår forlægget.

På samme måde som Stanley Kubrick så potentialet i Anthony Burgess A Clockwork Orange. Og Ridley Scott gjorde det med Phillip K. Dicks Do Androids Dream of Electric Sheep, som blev til mesterværket Blade Runner.

Begge var originale forlæg af høj kvalitet. Men også svært tilgængelige. Og dermed uden garanti for publikums hovedløse begejstring.

Derfor tager jeg hatten af for den visionære instruktør eller producent, som kan skabe kunstnerisk merværdi ved at løfte smalle værker frem i lyset eller gentænke gammelt stof i nye variationer.

Heldigvis er der håb forude. Jacob Bitsch og Anders Ølholm forsøger så vidt vides at knække koden på Jonas T. Bengtssons kuldslåede debutroman Aminas breve.

Og tidligere i år filmatiserede Janus Metz et uddrag af Kaspar Colling Nielsens roman Den Danske Borgerkrig 2018-2024. Resultatet er poetisk og gådefuldt. Man får lyst til at se mere

Det er ellers ikke nogen nem bog at filmatisere. En non-lineær, fragmenteret struktur båret frem af en stærkt passiv jeg-fortæller. Here we go. Jeg vil gerne se den film, som kan vokse frem af Kaspar Colling Nielsens udsyrede IP.

Så kære Janus Metz. No Fear. Vi er nogen, som hepper på dig.

Kommentarer

Rasmus Horskjær


Rasmus Horskjær blogger om film som et popkulturelt fænomen i krydsfeltet mellem kunst og underholdning.

Uddannet journalist. Siden slutningen af 90’erne ansat på Danmarks Radio, hvor han udviklede satireprogrammer og ungdomsserier. Han instruerede blandt andet Banjos likørstue, Rockerklubben Svinene og Jul i Verdensrummet.
Ansat som spillefilmkonsulent på Det Danske Filminstitut i 2010-1014.

Arbejder som instruktør for Danmarks Radio og virker derudover som skribent, manusforfatter og konsulent.

Bloggen er personlig og uafhængig. De meninger, der kommer til udtryk i bloggen, er bloggeren eneansvarlig for.

© Filmmagasinet Ekko