Brændte popcorn

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

12. maj 2015 | 17:44

Mig og Max

Foto | David Eggby
”The Nightrider, that is his name. Remember him when you look at the night sky," lyder det i Mad Max (1979).

De fleste af min barndoms somre foregik til søs. Min forældre var ivrige lystsejlere, og derfor var sommerferie lig med tursejlads.

De som har prøvet det, ved at sejlerferier er rutineprægede grænsende til det monotone, særligt i Danmark, hvor vejret er forræderisk omskifteligt. Som sejler venter man helt grundlæggende altid på, at naturens luner er gunstige: Så er der ingen vind, så er der for megen vind, så pisser det ned.

Og når man så endelig er kommet på vandet, er der dybest set ingenting til at tage sig til.

Særligt ikke når man er et ni-årigt barn uden jævnaldrende selskab. Jeg erindrer, at mine timer til havs gik med at betragte en lille rød legetøjsslæbebåd danse på må og få over krusningerne i skibets hækbølge.

For mig var det i havnene, at det sande Nirvana skulle findes. Her kunne man være sin egen kaptajn. Sejle i gummibåd, fange hundestejler og blive borte i Klondikelignende verdener af tømmer, irrede skibsskruer og kasserede dieselmotorer. Jeg forsvandt, og ingen holdt tilsyneladende øje med hvor jeg var, og hvor længe jeg var borte. Bare jeg havde redningsvest på, syntes mantraet at lyde.

Så hver gang himlen blev mørk, og det trak op til storm, var min lykke gjort. Normalvis forbander enhver sejler ellers lyden af klaprende stag og vindens hylen omkring masten. Lyden af at være blæst inde. Men for mig var blæsten et varsel om forlænget landlov.

Blandt mulighederne på mine forældres liste over adspredelser til at fordrive ventetiden i havn, ville typisk være et besøg i den lokale kino. Dette uagtet repertoire og salens beskaffenhed. Jeg vil vove den påstand, at min barndoms gummistøvler har slidt luven på røde velourtæpper i samtlige kystnære biografer i kongeriget. Jeg har set Bud Spencer gokke folk i nødden fra Mols til Skagen.

Men særligt ét biografbesøg har indprentet sig i min hukommelse.

Sommeren 1980 gik sejlruten syd om Sjælland. Og som ofte før gjorde vi ophold i den fine lille by Præstø. Og som jeg husker det, var vejret faktisk fremragende det år. Men vi skulle åbenbart alligevel en tur i biografen.

Snart sad jeg til rette i salen trygt i smørhullet mellem mine forældre. Barnligt nysgerrig. Gad vide, hvad vi mon skulle se denne her gang?

Så begyndte filmen.

Og de næste ti minutter stod min mund åben på vid gab.

Oppe på lærredet så jeg en grim skægget mand styre en hidsigt støjende sort coupé i høj fart gennem et ørkenlandskab.

Og snart efter et nyt sært billede: en fedladen betjent, der betragtede et nøgent elskende par gennem et kikkertsigte. I baggrunden talte nogen til ham i en radio.

Så var vi tilbage i bilen. Den skæggede mand råbte og skreg som en besat. Han svedte. Neglene på hans fingre var lakeret sorte. Hans fødder bare. Ved hans side sad en mager kvinde med et manisk udtryk i øjnene. Hun grinede hysterisk af mandens rablende tale.

Pludselig stod der et lille barn midt ude på kørebanen. En vildfaren tumling på eventyr. Lyden af den brølende V8'er kom nærmere. Og nærmere. Vrooom. Den sorte coupé passerede ungen, så tæt at hagesmækken blafrede.

Den grimme mand med skægget messede fortsat sine dommedagsprofetier ud over intercom:

Do ya see me Toecutter? Do ya see me man? I am the Nightrider! Born with a steering wheel in his hand and lead in his foot. I am the Nightrider. I am a fuel-injected suicide machine! I am a rocker! I am a roller! I am an out-of-controller! I am the Chosen One!

Så kom en tavs rank skikkelse til syne på lærredet. Sorte støvler, røgfarvede solbriller, læderhandsker. Manden åbnede døren til en gul politibil, drejede tændingsnøglen og satte i gear.

Jeg fornemmede instinktivt, at netop den her betjent var anderledes end de andre politifolk. Hans aura var mørkere.

Det var, som om den skæggede maniac i flugtbilen også registrerede den dystre udstråling. Man mærkede, at han nærmest visnede bag rattet. At hans sindssyge vitalitet ebbede ud ved synet af den mystiske færdselsbetjent.

Snart havde den gule politibil indhentet flugtbilisten. ”Bang,” sagde det, når kofangerne tørnede sammen. Inde i den ramponerede sorte coupé var stemningen fuldkommen forvandlet. Mandens rablende tale var forstummet, og nu græd den skæggede chauffør som et lille barn. Kvinden prøvede at trøste ham, men forgæves.

Og så med ét blafrede en vejarbejder med et advarselsflag. Den gule politibil klodsede bremserne, men den skæggede galning havde mistet kontrollen over sit køretøj. Den stjålne bil skred ud og kolliderede med forhindringen forude.

Tyk røg steg til vejrs. Flammerne slikkede op mod solen og den blå himmel.

Så trådte du ud af bilen. Tog solbrillerne af. Et øjeblik så du bekymret ud. Som om du vidste, hvad der nu var i vente.

Og desværre var din fornemmelse korrekt.

Din kompromisløse retskaffenhed skulle koste dig dyrt. Hus og hjem, venner og kollegaer. Du mistede din smukke hustru Jessie og jeres elskede søn. Alt.

Men den sommeraften i 1980 var det klart for mig, at en fyr som dig ikke kunne have handlet anderledes.

Velkommen tilbage Max. Jeg har savnet dig.

 

Kommentarer

Rasmus Horskjær


Rasmus Horskjær blogger om film som et popkulturelt fænomen i krydsfeltet mellem kunst og underholdning.

Uddannet journalist. Siden slutningen af 90’erne ansat på Danmarks Radio, hvor han udviklede satireprogrammer og ungdomsserier. Han instruerede blandt andet Banjos likørstue, Rockerklubben Svinene og Jul i Verdensrummet.
Ansat som spillefilmkonsulent på Det Danske Filminstitut i 2010-1014.

Arbejder som instruktør for Danmarks Radio og virker derudover som skribent, manusforfatter og konsulent.

Bloggen er personlig og uafhængig. De meninger, der kommer til udtryk i bloggen, er bloggeren eneansvarlig for.

© Filmmagasinet Ekko