Det digitale indblik

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

25. sep. 2017 | 15:24

Biografen i min stue

Bold Films
Fra Shot Caller med Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollen – en flot og spændende biograffilm, der ikke kommer i biografen, men kommer hjem til min stue.

Industrien for scripted content er en betegnelse, der vinder mere og mere indpas som en samlet betegnelse for tv-serier og film, set i modsætning til al den anden visuelle underholdning, vi ellers kan mæske os i fra tv og sociale medier. Den industri kan vi nok alle blive enige om har kronede dage.

Kronede dage, al den stund at der i disse år produceres umådelige mængder af tv-serier og film, både af de fortsat svulmende streamingtjenester som Netflix, Amazon Prime Video og HBO og af de nationale tv-stationer og snart også sociale medier som Facebook. Al den aktivitet suger masser af talent ud af et lille, men kreativt land som Danmark.

Og de rigtige film, dem der skal ses i biografen, og de første uger helst kun i biografen, bliver der fortsat også produceret rigtigt mange af. Også selv om det går lidt sløjt for dansk film for tiden. Dygtige danske filmfolk går det derimod generelt forrygende for, idet mange af dem har vendt Danmark ryggen for at mætte den næsten uendelige internationale efterspørgsel efter talent – både blandt instruktører, producenter, manuskriptforfattere og skuespillere.

Der er grøde i filmverdenen, og imens streaming-tjenesterne kæmper hårdt for at holde på kunderne ved hele tiden at tilbyde nye originale serier og film, kæmper biograferne for at få leveret deres eget originale indhold. Og de kæmper imod, at de store blockbusters ikke kommer i nærheden af video-on-demand tjenester alt for tidligt.

Det er såmænd fint nok, og forbrugerne efterspørger det måske slet ikke. Der er jo nok af tv-serier og film at forlyste sig med på de mange streamingtjenester.

Der pågår en essentiel transformation af filmindustrien i disse år, initieret af de ganske nye streamingtjenester indtog som overraskende store produktionshuse.

Jeg og andre bloggere har her på Ekkos hjemmeside tidligere kastet med facts, følelser og tolkninger, men det lader jeg ligge for denne gang. Jeg vil i stedet berette om en række personlige oplevelser som filmentusiast og kunde hos både biografer, video-on-demand leverandører og streamingtjenester.

Mine iagttagelser oplever jeg rummer nogle alarmerende paradokser for filmindustrien. Hvornår vil man helst se en film i biografen i forhold til, hvad der kan lade sig gøre, og hvornår vil man helst bare se en film hjemme foran fladskærmen?

Jeg ville nok gå mere i biografen, hvis de store flotte sale også tilbød film, der passede mere til min smag. Jeg går ofte i den lokale Park Bio på Østerbro, og selv om den er flot indrettet rent teknisk, så er det altså en ret lille biograf.

Biograferne har også åbenbart en økonomisk strukturel udfordring ved, at en stor del af omsætningen kommer fra salg af slik og læskedrikke. Et åbenbart stigende antal danskere smuler simpelthen slik ind fra den lokale Netto. Det er forbudt, men 47 procent gør det.

Men det hører med til biografoplevelsen at købe dyrt slik og endnu dyrere popcorn, der rent økonomisk selvfølgelig ikke kan konkurrere med slik og mikro-popcorn fra Netto og en Netflix-serie eller en film lejet på iTunes. Det store lærred, den unikke lyd og selve det at dele oplevelsen med en masse fremmede skal berettige prisforskellen.

I sommer ville jeg se Dunkirk på det store lærred og kørte til Herlevs herlige Big Bio. Her oplevede jeg de lange, brede luksussæder og den delikate indretning, og jeg besluttede, at jeg aldrig mere ville gå i biografen andre steder end en sådan indrettet biograf. 

Men når man er glad for den store oplevelse i biografens mørke, så dukker der af og til paradokser op, når den digitale distribution tilbyder film, man faktisk helst ville opleve i en biograf.

Jeg ville elske at have set Netflix-filmen Okja i Big Bio i Herlev, en film, jeg fandt fremragende. Jeg ville også gerne have set Joon-ho Bong forrige film, Snowpiercer, i en biografsal, men den nåede aldrig til en dansk biograf. Så jeg forstår godt, at de franske biografejere brugte Okja til at vride armen om på Cannes-festivalens komité og forlange, at film som den er sikret en biografdistribution, før man tillader, at de deltager i kampen om Guldpalmen i Cannes.

Ofte sidder man jo der foran fladskærmen og ved ikke rigtigt, hvad man vil se, og selv om Netflix og HBO bugner af serier, man stadig ikke har fået set, og dansk tv sender nok et drama med dygtige Lars Mikkelsen, så har man bare engang imellem lyst til at se en rigtig god spillefilm.

Min søgning foregår ofte på den amerikanske udgave af iTunes fra Apple og på deres egen glimrende Apple tv-boks. Her har jeg ofte fundet store oplevelser.

Den 5. august fandt jeg således på iTunes storfilmen The Lost City of Z, en flot produktion med fremragende skuespil, og  jeg undrede mig over, at jeg ikke havde hørt om den før. Fem dage senere, 10. august, var den dog lige oppe og vende på et par biograflærreder hér og dér, den fik sine anmeldelser og udkom to uger efter på dvd og streaming.

Jeg kender ikke distributionshistorien bag en film som The Lost City of Z, men nogle danske biografejere og deres distributør har åbenbart ment, at den skulle have en chance. De har vurderet, at den kunne tiltrække et publikum, om ikke andet så på grund af stjernenavnet Robert Pattinson i en større rolle.

Her i weekenden sad jeg igen og bladrede igennem listerne med “independent” og ”foreign” på min amerikansk indstillede iTunes-butik på AppleTV-boksen og så Nikolaj Coster-Waldaus meget sammenbidte ansigt dukke op på en stærk filmplakat med titlen Shot Caller.

Jeg havde ikke før hørt om, at han havde landet en hovedrolle i en større amerikansk spillefilm, og jeg besluttede mig for at lade være med at google løs på filmen, men bare tage imod tilbuddet om at leje den for $6,99. Filmen havde Apples prædikat “Still in Theatres”, som de ofte anvender om film, der er udkommet på video-on-demand-tjenester samtidig med biografvisninger.

Jeg så filmen og var overrasket over, hvor vildt god den var, spændende og anderledes til trods for den noget forudsigelige fængselsgenre. Coster-Waldau er i mine øjne helt formidabel i filmen, og lige meget hvad så må den her film bringe hans karriere et kvantespring videre. Den har en 74 procent vurdering på bedømmelsessiden RottenTomatoes, og måske den også får en anmeldelse her på Ekkos hjemmeside!

Efter at have set filmen på fladskærmen med stor fryd, googlede jeg løs og fandt den omtalt på Kino, der lakonisk skrev “Shot Caller er ikke planlagt til dansk biografpremiere”, selv om de bragte en omtale og filmens trailer for tre måneder siden.

Filmen havde premiere i nogle biografer i USA fra 14. august og hist og her i nogle lande. Og så er den her i september udkommet i en række regioner på dvd/Blu-ray og på video-on-demand-tjenester som Blockbuster og Viaplay.

Det kan virkelig undre, at ingen dansk biografdistributør har taget denne film til sig. Den har jo det hele: action, psykologisk spænding, overraskelser, høj produktionsværdi og vores egen bundsolide danske Game of Thrones-superstjerne Nikolaj Coster-Waldau i sin hidtil største præstation.

Jeg blev faktisk så begejstret, at jeg sendte Coster-Waldau en lille fan-hilsen på Twitter, før jeg kendte til filmens distributionsskæbne, og han svarede høfligt tilbage, med en lille stikpille til Nordisk Film:

Tweet med Nikolaj Coster-Waldau

Pointen med disse iagttagelser er for mig at se, at biograferne slet ikke kan nå at vise alle de gode film, der bliver produceret. Flere og flere stort anlagte spillefilm fravælges af biograferne, fordi de ikke anses at have økonomisk potentiale i biografen. Vi har selvfølgelig tidligere også haft film med "direct-to-dvd”-udgivelse, men der var generelt tale om ringe og helt biografuegnede produktioner.

Der er derimod i dag fyldt op i biograferne med endeløse sequels og prequels af superheltefilm og animationsfilm samt tilbagevendende remakes af tidligere tiders store blockbuster-hits. Og en Christopher Nolan- og Tarantino-film indimellem.

De kunstneriske produktioner, overraskelserne, sleeper hits’ene, de mindre ting, de eksperimenterende danske ting, de er der også, men nærmest på tålt ophold i biografernes mørke.

Så mine største filmoplevelser gennem de seneste par år har i virkeligheden været som kunde på de digitale platforme. Her findes og trives alle de spændende titler, som biograferne ikke har plads til.

Og Netflix vil blive ved med at producere spillefilm og være ligeglad med biograferne.

De vil servicere deres globale +100 millioner kunder med eksklusive film til at supplere tv-serierne og holde indholdsmaskinen kørende. Biograferne vil afvise at tage en Netflix-film på plakaten, så længe Netflix insisterer på at vise filmen samtidig til deres streaming-abonnenter.

Så Martin Scorseses næste film, The Irishman, hvis +100 million dollar store budget er betalt af Netflix, får jeg nok ikke mulighed for at køre til Big Bio i Herlev og nyde i de lækre sæder og på det store lærred. Hvor jeg også uden tøven ville have løst billet til Nikolaj Coster-Waldaus brutale og tragiske fængselsskæbne.

Claus Bülow Christensen, 25. september 2017

Kommentarer

Claus Bülow Christensen

 

Analytikeren Claus Bülow Christensen ser på filmverdenen med udgangspunkt i sin indgående viden og begejstring for den voldsomme teknologiske udvikling, der præger både tv- og filmverdenen.

Han har arbejdet i over 30 år med digital teknologianvendelse i den kreative industri: TV 2, Metronome og TDC samt ti år som selvstændig konsulent, hvor han har fungeret som rådgiver for både teleselskaber, filmselskaber, tv-stationer, medieinstitutioner m.m.

Har gennem 90’erne produceret en række tv-programmer om virtual reality og computeranimationens spæde start i filmverdenen, skrevet en bog om emnet og talrige artikler til diverse fagblade.

Claus Bülow Christensen er en ofte citeret ekspert om den digitale medieudvikling, en flittig foredragsholder og står også bag den årlige Copenhagen Future TV Conference.

Han arbejder i dag som selvstændig konsulent med rådgivning for danske medieselskaber. I sin fritid har han siden 2008 arbejdet med en række danske skuespillere på forlaget Momo Lydbog.

© Filmmagasinet Ekko