Det digitale indblik

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

22. sep. 2016 | 10:49

Flaskepost fra P-iraten Under Sandet

Et skræmmende blik ned i det sorte dyb af videopirateri på nettet.
Don’t try this at home: ren filmpsyko, virus til din computer, amoralske reklamer og gratis film i høj kvalitet.

Jeg er dykket ned i skyggesiden af den digitale distribution og har set sorte og uhyggelige ting. Vejen ned i denne skyggeside er farlig og kan kun nås, hvis man bruger metoden med at sætte sig ind i en psykopats tankegang. Følg min rejse derned – og tilbage igen.

Internettet og hele den digital udvikling har betydet fantastiske nye muligheder for hele medieindustrien, især hvad angår distribution.

Distribution af film i flot digital kvalitet startede fra 1996 med dvd-skiven, der levede fredsommeligt, indtil Steve Jobs fra Apple erklærede den fysiske plastikskive for overflødig, da han lancerede leje og køb fra det første større katalog af film og tv-serier på iTunes Store i 2007.

Samme år rundede Netflix udlejningen af over en milliard dvd-skiver via deres postordre service, og det var også samme år, at de lancerede streaming af film.

Netflix har i dag over 85 millioner abonnenter ud over hele kloden, men der udlejes og sælges stadig helt nye film gennem tjenester som Apple Store og Google Play. Disse har også på dansk grund voksende trafik, og vores lokalt drevne Blockbuster.dk tilbyder også de nye film til leje og eje, men kan ikke rigtigt hamle op med de amerikanske giganter.

Film tilbydes i dag ofte danske forbrugere før de udkommer på dvd og Blu-ray (digital forpremiere), og markedet for plastikskiver styrtdykker mod et forventeligt nul om nogle få år.

Den digitale danske film forbruger

Når en dansk filmforbruger vil se en ny film, er hans bedste bud en pc-skærm, eller en smartphone eller tablet computer tilsluttet en smart-tv eller en AppleTV-boks eller en Chromecast fra Google.

Det koster typisk forbrugere 49 kroner at leje en film i 48 timer, og man kan købe og eje den for 139 kroner – selv om streaming har vænnet forbrugerne til, at det at eje en film eller musik ikke giver særligt megen mening længere. Så de 139 kroner er typisk at betragte som en forhøjet billetpris, før filmen kan lejes på de omtalte tjenester.

Så langt så godt – den digitale udvikling er i gang for filmmarkedet, og der blev skændtes meget om lanceringsvinduer, prissætning, pengestrømme, rettigheder – og pirateri.

For der kommer ikke så mange penge ud af det nye fantastiske digitale streaming og Video-On-Demand-marked, som der kom fra distributionen af plastikskiverne, der var så kontrollerbart, at man kunne sætte prisen højt – den tid er forbi.

Den digitale distribution giver fantastiske muligheder på mange planer, men har også en grusom skyggeside – den digitale films opløsning i bits og bytes gør den også sart, skrøbelig og udsat – og sender den ud af kontrol, ned i piraternes helvede.

Pirateri før og nu

Pirateri har eksisteret siden den digitale distribution startede, og var et stor problem for musikken, hvor de fleste stadig husker tjeneste Napster, der gjorde al musik tilgængelig for alle, bare man slog samvittigheden fra.

Musikken kunne nu kopieres uden kvalitetstab fra cd til cd, fra harddisk til harddisk – og internettet skabte endnu flere muligheder med den såkaldte peer-to-peer-teknologi. Napster huserede fra 1999 til 2001 og blev jagtet i graven, men uvæsenet fortsatte og musikbranchens omsætning led under den digitale udvikling i ti år, før udbredelsen af streaming med services som Spotify har været med til at vende den negative udvikling.

Det tog ti år for musikindustrien, hvor ulovlig download og pirateri er begrænset væsentligt, og med tjenester som Netflix ses lidt af den samme udvikling for film- og tv industrien.

Men piraterne er der stadig, de har fået mange nye muligheder, men de er også jaget vildt. Alligevel er fænomenet formentlig stadig så udbredt, at det er en økonomisk plage for også dansk film.

For det diskuteres meget, også internationalt, hvad pirateri betyder i kroner og ører for branchen, og det er svært at finde valide tal. For selv om film bliver downloadet, er det ikke sikkert de bliver set, og det er ikke sikkert, at synderen alligevel hverken kunne eller ville betale for at se en film, der er hentet ulovligt.

Rettighedsalliancen i Danmark, født ud af den tidligere Antipiratgruppen, arbejder for at dæmme op for uvæsenet, og de havde en trist nyhed for den danske filmbranche her 9. september under overskriften “Danskerne bruger meget tid på ulovlige platforme”.

Ifølge nylige tal fra Rettighedsalliancen, er hver dansker inde på en ulovlig hjemmeside 43 gange på et år – eller svimlende 239.054.941 besøg i 2015. Alle besøg har ikke ført til ulovlig download, men det siger sandelig noget om udbredelsen af kendskab og adfærd.

Vi kalder dem videopiraterne – dem, der ikke vil betale, men i stedet finder frem til en tjeneste eller hjemmeside, hvor de kan downloade eller streame ulovligt. Ordet ”pirat” er ikke velvalgt, for det betegner en munter, kulørt tyv, der stjæler fysiske varer, og som regel sælger dem videre.

Filmpsykopaterne

Men dem, der downloader ulovligt er mere end det. De stjæler ikke fysiske varer, for der forsvinder ikke noget synligt fra nogen. I stedet mangler de sympati og især empati for filmbranchens kreative mennesker og deres produkter, som de finder frem til uden at betale for.

De skal tilsidesætte angst for afsløring, og de skal over en risikabel barriere i brug af software og hardware, hvor de kan blive afsløret, så hele adfærden bærer psykopatens træk – de er filmpsyko’er.

Men hvordan tænker sådanne filmspyko’er så, og hvordan gør de? Det satte jeg mig for at undersøge grundigt i forlængelse af mine løbende analyser af teknologi og brugeradfærd inden for de digitale medier. Jeg har også tidligere set på fænomenet pirateri og på, hvordan peer-to-peer-teknologien virker.

Nu er det jo blevet dømt ulovligt, og det ville også være umoralsk her på Ekkos hjemmeside at fortælle, hvordan man nemt kan hente film gratis, så det skal vi ikke ud i. I det følgende fortælles derfor, hvad en filmpsyko gør, ikke hvordan.

For at komme til bunds i fænomenet fandt jeg det nødvendigt selv at blive filmpsyko for en kort periode – at sætte sig ind i tankegangen, at overkomme angst for afsløring, at tilsidesætte empati for filmbranchen – og at finde den rette viden og se med egne øjne, hvad der kunne lade sig gøre.

Jeg – en filmpsyko

Vi har vel alle en god vens nabos fætters søn, der er filmpsyko, og sådan en fandt jeg frem til. Han kunne tilbyde mig alle de nyeste film på en usb-stik, men jeg bad i stedet om grundig indføring i, hvordan man downloader nye film ulovligt.

Det var overraskende nemt, og med i trick-posen var også et fif til, hvordan man skjuler sig helt og aldeles, så man ikke risikerer et brev fra et advokatfirma, der har snuset sig frem til, at man har downloadet ulovligt, og på vegne af for eksempel Scanbox Entertainment vil have 2.000 kroner i forligspenge.

Sådan et brev viste min vens nabos fætters søn mig, og det grinte han bare af, og sagde jeg jo kunne prøve at se lidt nærmere på hjemmesiden antipiratgruppen.dk. Det gjorde jeg og blev forbløffet – men inden du klikker på linket, så læs min skrækhistorie færdig.

Jeg gik hjem og lod mig glide ind i en tilstand som ham detektiven, der jagter Hannibal the Cannibal i Thomas Harris’ romaner og i film som Manhunter og Ondskabens øjne – at tænke som en filmpsyko.

Jeg ville gerne se Flaskepost fra P og Under sandet og Captain America: Civil War og et par andre nye spændende film, men jeg vil ikke betale en øre for det, overbeviste jeg mig selv om.

Jeg installerede det anbefalede peer-to-peer-program på en nøgen pc, så jeg ikke kunne skades af eventuel virus infektion. En filmpsyko lever nemlig farligt. Programmet muliggør effektiv download af op til flere film på én gang.

Før da skulle jeg på en pirathjemmeside og lede efter filmen, og de fleste har nok hørt om The Pirate Bay, og hvordan siden er blevet lukket og servere konfiskeret oppe i Stockholm og andre steder. Men Pirate Bay lever skam fint og har det godt. Man kan dog ikke uden videre komme ind på siden, da danske teleoperatører er blevet pålagt at lægge en spærring op.

Den spærring er intet problem at undgå med et andet program, der også giver fri og hurtig peer-to-peer-download af ulovlige filer. Peer-to-peer bruger såkaldt bittorrent-filer, hvor filmene er opløst i tusinder af små stumper filer og spredt ud på millioner af computere, der alle fungerer som bidragydere til den enkelte ulovlige fil.

Peer-to-peer har ingen central computer, og derfor kan de omfattende netværk aldrig lukkes og slukkes. Men de fleste teleudbydere nedsætter grænsen for, hvor meget bittorrent hastighed en kunde må få, og så kan det tage timer og dage at hente en ulovlig fil ned.

Men det ved en filmpsyko også, hvordan man omgås, så filmene kommer lynhurtigt ned i stuen.

Torrentfil status

Her ser filmpsyko'en status for sit tyveri - der er 49 seedere, altså fremmede computere, der bidrager med små stumper, der tilsammen giver en perfekt Full HD Blu-ray udgave af Flaskepost fra P, og med DTS lyd. Man kan også se, at der lige på dette tidspunkt er 582.545 brugere i gang med ting og sager.

Det er simpelthen for nemt

Ovenstående kan lyde kompliceret, men har man kontakten til en god vens nabos fætters søn og lidt IT-fingersnilde, så er det pærenemt.

Man installerer beskyttelsessoftware, så man ikke kan blive afsløret, software til download af bittorrent-filer, og kort tid efter kan man se sine gratis film. Og man kan vitterlig finde alt.

Fra pc’en kan den afspilles direkte, men har man en særlig boks (kan købes ude i elektronikbutikkerne) eller et nyere smart-tv, så kan filmen direkte afspilles i stuen på fladskærmen via en eksisterende og lovlige standarder. Fladskærme har næsten alle DLNA-mulighed (Digital Living Network Alliance: at medieenheder, harddiske, computere, fladskærme og tv-bokse kan se hinanden på hjemmenetværket).

Den daglige filmspyko kan endda installere en app på sin smartphone, hvor man kan fjernstyre hele processen og lede efter nye film, starte download på husstandens centrale harddisk og sætte sig i sofaen om aftenen og nyde de gratis film

Jeg fandt de film, jeg ville se på piratebay, og hentede dem ned via tusinder af andre filmpsyko’ers åbne computere. Det tog kun få minutter og kostede mig ikke en krone. Det var virkelig nemt.

Og næste overraskelse: Kvaliteten var helt i top, og nogle af filmene havde endda DTS-lyd, en langt bedre lydkvalitet end streamingtjenesternes Dolby Digital-lyd. Der fulgte også undertekster med efter eget valg.

Hvordan havner filmene derude på de sorte sider?

Der findes simpelthen en subkultur, der sætter en ære i at gafle en film, så snart den findes på en Video-On-Demand-tjeneste, eller ligger klar i en kasse på de stadig kørende Blu-ray-fabrikker.

Alle ophavsretsbeskyttelsesforanstaltninger kan brydes, og filmen suges ud af plastikskiven eller butikken på internettet og genopstår som en ubeskyttet fil, der uploades på netværk som The Pirate Bay. Efter ganske kort tid, sekunder eller minutter, er filmen spredt på titusindvis af computere, hvor den opløst i små bidder lever sit nye online-liv på skyggesiden og kan hentes og samles til en færdig film hjemme i stuen hos en filmpsyko.

Jeg satte mig ind i stuen og så filmene, eller så meget jeg nu gad, jeg havde jo ikke betalt for dem, så selv om nogle af filmene kedede mig, rørte det mig ikke, at jeg ikke så dem til ende. Men deres tekniske lyd- og billedkvalitet var alle i top.

Subkulturen konkurrer om at have den bedste version af en film - derfor dukker mange muligheder op.
Subkulturen konkurrerer om den bedste piratversion – derfor mange muligheder for filmpsyko'en.

Tilbage til virkeligheden

Min filmpsyko tilstand dampede af hen ad aftenen, og jeg fyldtes med med anger, skræk og dårlig samvittighed – og slettede straks både software og film.

Jeg havde set hele Flaskepost fra P til ende som gratis, ulovlig film, så jeg gik ind og lejede og betalte for den på iTunes for på den måde at købe mig afbigt for min brøde.

Jeg spurgte senere min vens nabos fætters søn, om han ikke kunne se, at det var forkert, og om han da ikke havde dårlig samvittighed?

“Næh, for alle gør jo det her, og vi har jo også abonnement på Netflix og går tit i biografen, så de tjener jo penge nok på os. Det er også for dyrt at leje på nettet, hvorfor skal det koste det samme som dengang med dvd’erne? Og de har jo heller ikke det hele, og jeg ville jo heller aldrig have tid til at se alle de film, jeg henter ned.”

Det opsummerer nogenlunde tankegangen hos filmpsyko’en, og lidt flot sagt anslår det også en række strukturelle problemer med den digitale distribution af film i dagens Danmark.

Og hvad betyder det her fænomen i kroner og ører egentlig for dansk film? Er det bagateller, fordi købekraften til den fulde pris for filmene alligevel ikke findes blandt filmpsyko’er, eller forårsager den ulovlige download mange tabte millioner for dansk film? Og kan man stoppe det?

Det har jeg sat mig for at prøve at få kortlagt. Men håber ikke, jeg skal genoplive min indre filmpsyko – det var for skræmmende.

Fortsættelse følger ...

____________________

Flaskepost  fra P - sådan lejer man lovligt

Flaskepost fra P – sådan lejer man filmen lovligt.

Claus Bülow Christensen, 25. september 2016

Kommentarer

Claus Bülow Christensen

 

Analytikeren Claus Bülow Christensen ser på filmverdenen med udgangspunkt i sin indgående viden og begejstring for den voldsomme teknologiske udvikling, der præger både tv- og filmverdenen.

Han har arbejdet i over 30 år med digital teknologianvendelse i den kreative industri: TV 2, Metronome og TDC samt ti år som selvstændig konsulent, hvor han har fungeret som rådgiver for både teleselskaber, filmselskaber, tv-stationer, medieinstitutioner m.m.

Har gennem 90’erne produceret en række tv-programmer om virtual reality og computeranimationens spæde start i filmverdenen, skrevet en bog om emnet og talrige artikler til diverse fagblade.

Claus Bülow Christensen er en ofte citeret ekspert om den digitale medieudvikling, en flittig foredragsholder og står også bag den årlige Copenhagen Future TV Conference.

Han arbejder i dag som selvstændig konsulent med rådgivning for danske medieselskaber. I sin fritid har han siden 2008 arbejdet med en række danske skuespillere på forlaget Momo Lydbog.

© Filmmagasinet Ekko