Det digitale indblik

30. apr. 2017 | 22:05

Har biograferne fået for meget magt?

Foto | Danr13

Streamingtjenester som Netflix kaster i stigende grad deres ressourcer i spillefilm, som et supplement til de uendelige strømme af tv-serier. Alt imens er markedet for leje og salg af nye film ved at sygne hen – mens biograferne skovler penge ind.

Firmaer som Netflix og Amazon producerer i stigende grad spillefilm, parallelt med en til stadighed voksende produktion af tv-serier. Amazon Studios har indtil videre valgt at distribuere filmene underlagt biografernes traditionelle lanceringssystem, og dernæst lægge dem til salg på vod-tjenester. Når tiden så er gået, og filmen er klar til streaming, så har Amazon filmen eksklusivt, som for eksempel den Oscar-vindende Manchester by the Sea.

Netflix har, som jeg beskrev i et tidligere blogindlæg, indgået en aftale med luksus biografkæden iPic, men holder ellers fortsat hårdt på, at når de investerer i spillefilm, det være sig en pulje platte, men populære Adam Sandler-film, eller Martin Scorseses næste store 150 millioner dollars projekt, ja, så skal filmene først og fremmest ud til abonnenterne i deres stuer.

For nylig udtalte Netflix-direktør Reed Hastings: ”What Netflix wants to do is to unleash film. It’s fundamentally about growing the movie business.”

Netflix vil angiveligt hjælpe filmindustrien, og de hidtidige spillefilmtiltag fra Netflix har nu også ført til, at streaming-tjenesten har fået udtaget to film til Cannes-festivalen, Bong Joon-hos Okja og Noah Baumbachs The Meyerowitz Stories med Dustin Hoffman (og Adam Sandler!).

Symptomatisk nok har det gjort franske biografkæder så sure, at de har bedt Canneskomitéen om at fjerne filmene fra konkurrencen, hvis ikke Netflix sender dem i biografdistribution i Frankrig. Det vil Netflix formentlig bøje sig for, da problematikken i deres overordnede strategi ikke er af den store betydning.

Til december er der premiere på en ny actionfilm med Will Smith – på Netflix. I den nylige beretning til sine aktionærer bebuder Reed Hastings, at han da gerne vil støtte biografkæderne og give dem lov til også at vise filmene. Men ikke før de vises på Netflix.

Han vender på lumsk vis retorikken. I stedet for en model, hvor Netflix skal forsøge at tjene penge fra biografvisninger, kan biograferne forsøge at tjene penge på film produceret af Netflix. Hans simple logik er, at det jo er abonnenterne hos Netflix, der finansierer filmene, så de skal da også have lov til at se dem først.

Og så kan forbrugerne selv vælge, om de vil se Will Smith-actionbraget Bright i en biograf i stedet for hjemme i sofaen. Modellen er jo til dato aldrig prøvet af for alvor, så hvad forbrugerne vil vælge, ved vi ikke. Men måske det lykkes at få det afprøvet til december. ”Lad forbrugerne vælge”, som Reed Hastings skrev i aktionærberetningen:

”Since our members are funding these films, they should be the first to see them. But we are also open to supporting the large theater chains, such as AMC and Regal in the US, if they want to offer our films, such as our upcoming Will Smith film Bright, in theatres simultaneous to Netflix. Let consumers choose.”

De store Hollywood-studier producerer stadig film med fokus på det store lærred, og det er interessant at forestille sig, hvordan de mon egentlig ser på denne udvikling, når de sidder bag lukkede døre og spekulerer over, hvad det egentlig er, der er ved at ske i hovederne på underholdningsindustriens kunder.

For selv om omsætningen påviseligt er vokset for biografindustrien, så er sandheden på det amerikanske marked, at billetsalget gennem de seneste år har været faldende. Folk går mindre i biografen, men de køber stadig popcorn og cola til høje priser, og billetpriserne er steget ganske markant, især hvis man skal have 3D-briller på.

USA: Faldende antal biografgængere, men stigende omsætning. Kilde: The Numbers

Den gode gamle symbiose mellem biograf- og dvd-markedet er kommet i ubalance, da pengene fra det fysiske home entertainment-marked er sygnet ganske markant ind og det digitale salg og leje af de nye film på Video on demand ikke kan fylde hullet ud.

Selv om biograferne omsætter flot, så står de overfor en tiltagende kamp for at få folk til at vedblive at gå i biografen – tilbuddene om gode tv-serier i god billedkvalitet hjemme i stuen bliver stadig mere omfattende.

Og når folk hjemme i stuerne i stigende grad vender sig mod tv-serier (og film) på streamingtjenesterne, så må interessen for at leje eller købe en nyere spillefilm nødvendigvis dale i en tid, hvor udbuddet af flot producerede tv-serier er så bredt og omfattende.

Der findes mange analyser og forudsigelser, der har set denne udvikling komme. Herover er det data tolket af PricewaterhouseCoopers for et par år siden.

På min Facebook-profil har biografformand Kim Pedersen, der altid er god for en talplanche eller to, lagt en interessant overbliksstatistik op:

Denne grafik tegner et tydeligt billede af stigende omsætning i biograferne i en række europæiske lande. Men den viser dog ikke, om antallet af solgte billetter også er steget, eller om vi kan se samme mønster som i USA, hvor færre går i biografen, men betaler mere. 

Grafen viser, hvordan biografernes andel af omsætningen er stærkt stigende, og hvordan biografernes betydning for produktionsindustrien derfor er voksende og altså giver dem mere magt. 

Men grafikken viser dog ikke det parallelt stærkt stigende marked for streamingtjenester, og det anser jeg for relevant at sammenligne med for at få et billede af befolkningens tidsforbrug på film- og videoindustriens produkter. Det favner jo både biograffilmene og tv-serierne, al den stund at de samme kreative kræfter gerne arbejder med begge formater. 

Når man ser på det samlede marked for electronic home video, så passerede den amerikanske omsætning for dette marked i 2015 den samlede box office-omsætning – tallene var ifølge PwC elleve milliarder dollars for electronic home video, og ti millarder dollars for biograferne.

Når man dertil ser på Amazon og Netflix’ succesfulde og aggressive udbredelse, og deres indtog på markedet for spillefilm, så er der tydeligvis opstået en voldsom kamp om både kundernes tid og selve strukturen i de gamle, velkendte distributionssystemer.

Derfor forudser jeg, at de store studier, som et middel til at få noget af det tabte tilbage og som et bolværk mod Netflix og Amazon, bliver nødt til at åbne op for modeller med stærkt forkortede lanceringsvinduer til fordel for digitale tjenester, der ikke (endnu) er under streaming-giganternes kontrol.

Og her skal det igen bemærkes, at digitalt salg og leje af film fungerer teknisk ganske fint og anvendes af filmentusiaster, der tidligere købte dvd’er. Nu kan de få deres nye film fra for eksempel iTunes, Google Play eller Blockbuster.dk, og de nødvendige bokse eller smart tv har i dag i stor stil vundet indpas i stuerne.

Derfor kan disse platforme også nemt anvendes til at give de nye film en digital premiere langt tidligere end normalt, eller måske endda simultant – til en ganske væsentlig forhøjet pris.

Hvor en nyere film på disse platforme i dag typisk koster 149 kroner i starten, og dernæst falder til 49 kroner (digital udlejning), så kunne man udvikle en model, hvor man lader filmen blive vist allerede et par uger efter biografpremieren til en pris på eksempelvis 300 kroner, eller mere. 

Denne tanke har en række store Hollywood-studier luftet, og en krig på tal, statistik, vaner, trosretning og hårde ord er sat i gang. Mit overordnede indtryk er helt klart, at der nødvendigvis må komme et massivt pres på filmproducenter og biografejere for at få forkortet lanceringsvinduet dramatisk med henblik på at få noget af den tabte omsætning tilbage ved hjælp af forhøjede digitale premierepriser. 

Vi får se. I min krystalkugle ser jeg et klart billede af en fremtid for spillefilmen, hvor det vil være naturligt med en model for tidlig digital premiere af de store filmproduktioner, enten via de eksisterende Video on demand-udbydere, eller ved at studierne selv får udviklet en direct-to-consumer service.

Netflix skryder med, at deres pakke med Adam Sandler-spilefilm, der blev sablet ned af anmelderne, er blevet set i samlet over en halv milliard timer blandt deres nu over 100 millioner abonnenter. Hvis sådanne tal står til troende, så behøver Netflix ikke bekymre sig om biograferne. 

Biograferne behøver sådan set heller ikke bekymre sig så meget om Netflix og de andre streamingtjenester, hvis de kan fastholde deres publikum og høje billetpriser i fremtiden. Men de skal sammen med filmstudierne bekymre sig om, hvordan de holder på deres egentlige leverandører – de dygtige filmskabere. Dem bliver der rift om, når streaming-giganterne fortsætter deres aggressive vækst.

Og for os forbrugere handler det blot om, at vi bare gerne vil se en god historie, når vi har lyst. Og det har vi fået rigtig mange muligheder for. 

Så lad os foreløbig runde dette højspændte emne af med en tankevækkende, omend formentlig empirisk analytisk useriøs grafik fra The Oatmeal:

 http://theoatmeal.com/comics/reasons_watch_movie

Claus Bülow Christensen

 

Analytikeren Claus Bülow Christensen ser på filmverdenen med udgangspunkt i sin indgående viden og begejstring for den voldsomme teknologiske udvikling, der præger både tv- og filmverdenen.

Han har arbejdet i over 30 år med digital teknologianvendelse i den kreative industri: TV 2, Metronome og TDC samt ti år som selvstændig konsulent, hvor han har fungeret som rådgiver for både teleselskaber, filmselskaber, tv-stationer, medieinstitutioner m.m.

Har gennem 90’erne produceret en række tv-programmer om virtual reality og computeranimationens spæde start i filmverdenen, skrevet en bog om emnet og talrige artikler til diverse fagblade.

Claus Bülow Christensen er en ofte citeret ekspert om den digitale medieudvikling, en flittig foredragsholder og står også bag den årlige Copenhagen Future TV Conference.

Han arbejder i dag som selvstændig konsulent med rådgivning for danske medieselskaber. I sin fritid har han siden 2008 arbejdet med en række danske skuespillere på forlaget Momo Lydbog.

Bloggen er personlig og uafhængig. De meninger og opfattelser, der kommer til udtryk i bloggen, er bloggeren eneansvarlig for.

© Filmmagasinet Ekko