Jeg har tidligere her på Ekko anskueliggjort, at filmbranchen har et kæmpe problem med, at ulovlig download og streaming af film er alt for nemt og derfor alt for fristende for tankeløse filmforbrugere. Det skal jeg da lige love for er blevet bekræftet.
I denne uge udsendte Egmont en analyse foretaget af analyseorganisationen YouGov om befolkningens dårlige vaner med at streame fra ulovlige tjenester, og undersøgelsen viste tydeligt, at den er hel gal. Folkene bag analysen konkluderede blandt andet:
Næsten halvdelen (49 %) af de unge (15-25) siger, at de minimum en gang om måneden streamer film eller tv-serier fra ulovlige sider (eller sider de ikke rigtig ved om er lovlige). De 15-50-årige er også godt med, her er tallet 37 %.
Den rene, ulovlige download, det udprægede tyveri af en filmkopi, som jeg beskrev i mit forrige blogindlæg, ligger også højt med 18 % for de 15-25-årige, faldende til 15 % for de 25-50-årige.
At tilegne sig film og tv-serier ulovligt er således tæt på at være almindelig adfærd for store dele af befolkningen, og en sammenslutning af aktører inden for filmdistribution- og produktion har fået nok af dette uvæsen og slået sig sammen om en kampagne med det overordnede slogan ”Os der elsker film”.
Lars Brygmann i kampagnefilmen, hvor faren finder suspekte film på datterens computer.
Men hvem er det egentlig, der elsker film så meget, at de vil se dem uden at betale for dem? YouGov’s undersøgelse viser, som også en større amerikansk analyse har vist, at det i stor grad er de samme individer, der rent faktisk også har for vane at betale for at se film og tv-serier.
De syndige kunders paradoks
Branchen har et paradoks. Synderne er nemlig også deres kunder. Der er ikke noget entydigt i YouGovs analyse, som viser, at der sidder en veldefineret større flok skumle borgere, der altid stjæler sig til at se film og tv-serier – og aldrig vil betale en krone for det.
Syndere og kunder er en blandet flok. Den ene dag går de i biografen og betaler en formue for en billet til et lækkert sæde, et stort flot lærred og sindssvagt dyre popcorn og læskedrikke. Den anden dag sidder de i sofaen og streamer nye film gratis fra PopcornTime.
YouGov’s tal viser således, at det er 78 % af befolkningen, der bruger penge på film og tv-serier. Ud af dem betaler de næsten alle (91 %) til et abonnement på en eller flere streamingtjenester (Netflix, HBO, Viaplay etc.).
15 % af dem bruger penge på film fra en digital filmbutik som Blockbuster.dk, iTunes eller Google Play. Og så er det, at 23 % af dem siger, at de finder film og tv-serier gratis på internettet.
Så ud af de 23% selvangivende syndere, findes tydeligvis også film og tv-branchens betalende kunder.
Det er jo et godt tegn. Lysten til at betale fejler ikke nødvendigvis noget. Og min tese er, at synderne gerne vil betale for endnu mere, hvis de havde bedre tjenester til rådighed.
Filmtyveriet kan i sin natur (teknik + opfindsomhed + lav moral) aldrig bekæmpes. Det kan dog dæmpes væsentligt, men kampagner gør næppe en større forskel. Det gør derimod:
1) Lavere priser
2) Bedre tjenester
3) Bred tilgængelighed
4) Fleksible og kortere digitale lanceringsvinduer
Det kan forekomme så oplagt, at det er helt banalt. Men når jeg fremfører disse fire ting som det, der skal kombineres på en mere intelligent måde, skal jeg fra førende aktører i branchen altid høre, at jeg da er latterligt uvidende om filmbranchens dybt komplicerede forretningsmodeller eller må være direkte idiot.
Det kan man mene, men jeg tror alligevel, jeg har ret. Og at store dele af branchen i dag har malet sig op i et hjørne af argumenter hentet fra en gammel analog verden, mens de fokuserer ressourcerne helt ud af proportioner på filmtyveriet som årsagen til alt ondt.
Branchens aktører bør i stedet bruge ressourcerne maksimalt på at udtænke fremtidens løsninger, og det ser jeg alt for få eksempler på. De nye kampagner er sjove og dygtigt lavet, men jeg er sikker på, at deres virkning bliver minimal.
Kampen på den forkerte slagmark
Vi har set det før gennem tiden, at der fokuseres snæversynet og vildt intenst på filmtyveri og pirateri og ulovlig download og fucked up-unge, der bare totalt snyder sig til varerne, og at det skal bekæmpes, de skal jages og have bøder, og så kan de lære det. Eller de skal opdrages med share with care og nussepusse-kampagner, eller godt filmhåndværk, som den nye sjove og hypermoderne meta-ironiske kampagne.
Al ære værd, men det er skønne spildte kræfter. Al den energi, kreativitet og tid og penge skal rettes mod udvikling af nye forretningsmodeller.
”Jamen du lallende lægmand, du ved jo intet om filmbranchen, så det kan du da ikke bare gå rundt og sige. Så fortæl os dog, hvordan vi laver nye forretningsmodeller?”
Hvis jeg kendte svaret, kunne jeg vel blive rig på det. Men jeg ved, at løsningen findes, for det gør den altid. Nye penge vil strømme i de rigtige kasser, og kun få tyve vil blive tilbage.
Løsningen skal branchens aktører selv finde, og det gør de nok en dag. Eller nogle amerikanske kæmpefirmaer kommer med en løsning lige om lidt, og så kan alt vores ævleri og meta-ironiske kampagner være lige meget. Det har vi set før.
Netflix og HBO Nordic runder i Danmark i 2016 en omsætning på 1,2 milliarder danske kroner. Et marked for en type service, der ikke eksisterede for et par år siden. Over en milliard danske kroner! Og til amerikanske lommer.
Så når ”Os der elsker film” er dampet af, så gå ud og mød forbrugerne dér, hvor de er. Og få udviklet det helt rigtige digitale serviceprodukt til de filmelskende danske forbrugere. Det produkt, der endegyldigt giver en oplevelse langt bedre end at stjæle filmene.
Vi vil elske det!
–––––––––––––––
Musikbranchen igangsatte i desperation over ulovlig kopiering i 1999 en hårdtslående skræmmekampagne med en række rædselsvækkende reklamefilm. Virkningen var tvivlsom, og ingen vil i dag vedkende sig disse film. Jeg har fundet en frem til Ekkos læsere fra mine mørke arkiver.
Claus Bülow Christensen, 26. november 2016
facebook
twitter
Kommentarer