I biffen alene

Selvfølgelig elsker jeg at se film i biografen, det er nærmest det eneste sted, hvor jeg frivilligt og med glæde befinder mig i en stor menneskemængde. Salens samlende mørke virker befordrende på massesuggestionens gys eller grin, der ruller gennem salen, og når man ser den samme film flere gange, oplever man, hvor meget biografens publikum er med til at skabe filmen, det ene publikum kan reagere med en larmende tavshed, det næste med store, spontane reaktioner. Nogle gange kan det udarte, som da en af mine venner i en pause til en helaftensfilm i mobilen meddelte, at ”Jeg er inde og se den dårligste film nogensinde”, og publikummerne bag ham råbte: ”Hørt! Hørt!”

Min barndoms biograf var det modsatte af fællesskab. Mit sind er uhjælpeligt præget af min første biograftur alene: Jeg må have været seks-syv år, da min mor en formiddag afleverede mig i DSB-kinoen på Københavns Hovedbanegård Den Vide Verden, mens hun skulle et ærinde, gad vidst hvilket? De viste en Gøg og Gokke-kavalkade. Det var den eneste biograf i København, der kørte med nonstop-forestillinger, så man kunne være derinde så længe det skulle være, og jeg fik besked på at sidde der, til jeg blev hentet.

Jeg gik ind i den halvtomme biografsal, hvor filmen var i gang, og satte mig lidt i udkanten af en række. Ud over mig var der kun voksne, de fleste sad alene, men der var også enkelte par. Jeg vendte mig mod lærredet. Gøg og Gokke var sjove at se på men ikke mine yndlingskomikere. Gøg var en ynkelig pivskid og Gokke for tyk og svedende; jeg var mere til Chaplins elskelighed. Alligevel var jeg nogenlunde godt underholdt ikke mindst af den film, hvor de skal slæbe et klaver op ad en stejl bakke. Efter lidt tid sluttede forestillingen, salens belysning gik langsomt op, men kun et kort øjeblik, så gik det ned igen, og filmen begyndte forfra. Da den for fjerde gang nåede hen til klaveret på bakken, opgav jeg at vente på min mor. Jeg listede mig ud af den mørke sal. Uden for i Banegårdshallen var der halvtomt, enkelte folk hastede forbi, nogle duer trippede rundt på det rødbrune flisegulv, mens solens stråler disede ind. Det var mærkeligt at gå rundt helt alene, jeg følte mig meget stor og meget lille på samme tid. Nogle passagerer slæbte deres bagage ned ad trapperne til perronerne. Jeg gik rundt i hallen forbi butikkerne med tobaksvarer, blomsterbuketter og de store chokoladeæsker med cellofan og silkebånd om. Jeg endte i køen henne ved slikkiosken, hvor jeg brugte de småpenge, jeg havde i lommen. Der fandt min mor mig, og jeg håbede virkelig, at hun var blevet bare lidt forskrækket.

Mine forældre blev skilt kort tid efter, og en ensom rastløshed satte sig i mig. Jeg strejfede alene om i byen og fik hurtigt en vane med at gå i biffen for penge, jeg stjal i min fars frakkelommer. Som otte-niårig tilbragte jeg utallige januareftermiddage i Metropol. Biografen havde en ganske lille foyer med en kort trappe, hvor jeg stod foroven, så havde jeg overblik trods min lidenhed og kunne i fred betragte, hvordan mødrene og bedstemødrene klumpede sig sammen i en forventningsfuld kø med deres børn. Dengang gik filmene længe, og jeg så dem igen og igen, et år viste de Askepot, et andet år Peter Pan. Også disse film blev hen ad vejen monotone, men der var på den anden side noget trygt ved den genkendelige handling, jeg kunne alle replikker, pauseringer og ansigtsudtryk udenad.

Da jeg var omkring ti, blev Saga med sine danske folkekomedier min foretrukne biograf. At sidde på de allerforreste rækker var billigst, men jeg foretrak den næste priskategori 4. – 7., der behøvede man ikke at strække nakken af led for at se på det kæmpe lærred, og man var også fri for de værste biografbøller, der altid sad på de billige rækker. Jeg nød disse eftermiddage med min krøllede slikpose alene i biografens mørke, hvor jeg blev så opslugt af handlingen, at jeg faktisk gled ind i den. Når jeg blev lukket ud fra biografens mørke, talte jeg sagte med mig selv mens jeg missede mod solen og vaklede op ad Vesterbrogade, og i alle bevægelser og tonefald var jeg endnu Susse Wold i De Blå Husarer eller Lone Hertz i en repremiere på Frøken Nitouche.

Jeg har altid sat pris på ensomheden i biografen og altid undgået de andre i salen. Det var irriterende, hvis man kom til at sidde lige ved siden af nogen på rækken, alt for ofte rykkede de sig uroligt i stolen, lugtede, eller lignede en børnelokker. Ved eftermiddagsforestillingerne på hverdagene i de pæne biografer var der heldigvis som regel plads nok, til at jeg kunne rykke mig væk, men i Colosseum på Jagtvejen kom jeg kun én gang, der var en infernalsk larm fra alle de hårde drenge i salen, og der blev smidt med papirkugler, så det gjorde ondt.

Som 12-årig forelskede jeg mig i Sound of Music i Tre Falke Bio. Jeg var på samme tid familien Trapps hemmelige ekstra barn og Julie Andrews herself. Jeg levede og åndede for filmen hele efteråret, den sidste gang sneg jeg mig - med skræk og bæven for at blive opdaget - til at tage min lille Philips kassettebåndoptager med ind og optog i skjul lydsiden, som jeg hørte trofast i flere måneder med hovedet helt nede i den elendige optagelse. Til sidst forbarmede min far sig. Han hadede ellers populærmusik og undlod ikke at gøre os børn opmærksom på det, men i et sjældent anfald af generøsitet gav han mig LP’en med filmmusikken i julegave, hvilket forårsagede mit livs hidtil eneste regulære blackout - af glæde.

En helt speciel biografoplevelse alene havde jeg, da jeg i 1982 søgte ind på Filmskolens klippeuddannelse. Jeg skulle lave en klippeanalyse af en filmscene, men dengang var film ikke for fastholdere, man kunne kun se dem i biografen, og der var ikke noget med at trykke på Pause undervejs. Jeg støvede byens biografprogram igennem for at finde en film, som jeg kunne holde ud at se igen og igen, og faldt selvfølgelig for Hitchcocks Notorious, der gik i en af Dagmars små sale. Jeg valgte scenen, hvor det går op for Ingrid Bergman, at hun bliver forgiftet, og satte mig stålsat til rette i det bløde sæde med blok og kuglepen. Men ved hver eneste forestilling blev jeg uhjælpeligt revet med af filmens melodrama, den dag i dag er det en af mine yndlingsfilm, og trods alderens tiltagende kynisme er jeg til fals, hver gang Cary Grant fører den svækkede Ingrid Bergman forbi Claude Rains ned ad den store trappe. Meget analyse kom der ikke ud af det, hvad skulle jeg skrive andet end, at scenen var mesterlig? Optagelsesudvalget var ikke imponeret, og det var på et hængende hår, at jeg kom ind på Filmskolen. Dér lærte jeg at se film sammen med andre, men det er en helt anden historie.