Forleden da jeg ryddede op i nogle kriminelt gamle bunker på mit skrivebord, fandt jeg det allerførste oplæg til Jagten, dateret i efteråret 2008. Jeg har været story supervisor på filmen, og det var skægt at genlæse oplægget. Der var selvfølgelig mange ting der var ændret: Dengang foregik historien for eksempel i USA og hed The Clayton Lake Formula. Den lille piges far var ikke hovedpersonens bedste ven, derimod var lederen af børnehaven den lille piges mormor. Der optrådte også en psykolog, der spillede en afgørende rolle for opklaringen af den påståede forbrydelse. Der var nu også forbløffende mange enkeltsituationer, som genfindes i den færdige film.

I lang tid baksede Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm med, hvad der egentlig skulle være omdrejningspunktet for anden halvdel af Jagten. En mand bliver uskyldigt anklaget for at være pædofil forbryder, og mistanken spreder sig som en bacille i det lille samfund. Så langt så godt. Men hvad skulle der så ske? Hvad skulle være kernen i historien? Det er når man for alvor begynder at stille sig disse spørgsmål, at man mærker at man skaber fiktive fortællinger, for der er ikke noget rigtigt eller forkert svar, der kunne være lavet mange spændende og vidt forskellige film ud af det samme grundstof.

Til at begynde med lå fokus på retssagen, der skulle føre til frifindelsen af hovedpersonen Lukas. Men et retssalsdrama lå langt fra Vinterbergs lyster som instruktør. Han ville ikke have, at filmen skulle handle om retsopgøret; ikke om de psykologiske teorier om børns fantasier; ikke om mediernes rolle i hetzen overfor samfundets syndebukke. I stedet blev Vinterberg ved med at tale om store skove og jagtselskaber, som var svære umiddelbart at se meningen med. Men langsomt fandt de deres plads i historiens stof og der skabtes en klarhed om, at historien i stedet skulle handle om, hvordan Lukas kæmper for igen at blive en del af fællesskabet i sin by og genfinde sine livslange venskaber.

Når Jagten går så rent ind, så skyldes det efter min mening ikke, at filmen handler om pædofili, for det gør den jo faktisk ikke, selvom den tager sit udgangspunkt i angsten for den værste forbrydelse. Filmen er snarere en bevægende gennemspilning af, hvad der sker, hvis man bliver udstødt af det netværk som udgør ens livsgrundlag og samtidig en rystende skildring af, hvad der kan få et menneske til at forstøde sin bedste ven.

Udstødelse er det mest forfærdelige, der kan ske for en, og den smertelige følelse af afvisning og udstødelse er så stærk, at den opleves på lige fod med fysisk smerte. Fordi vi som publikum ved, at Lukas er fuldstændig uskyldig i de anklager, der rettes mod ham, står skildringen af hans ulykke helt ren. Men samtidig er den udåd, han er anklaget for at have udført så forfærdelig, at man ikke kan lade være med at identificere sig med dem, der forstøder ham.

Begge parter har så at sige retten på deres side, og det er denne kompleksitet, der gør filmen til en sindsoprivende oplevelse, fordi man ikke kun konfronteres med offeret, men også med forbryderen i en selv.

Lukas er et offer, men vel at mærke ikke skildret på en offeragtig måde. Lukas kæmper tværtimod aktivt for at blive optaget i fællesskabet igen. Og naturen og jagtselskaberne bliver stærke billeder på hans indre logik. Lukas hører jo til her i den lille by, hvor han er født og vokset op. Han elsker landskabet og det nære, gennemritualiserede fællesskab med mennesker, han har kendt hele sit liv. Her har jeg rod, herfra min verden går.

Hvis begrebet ”min næste” nogensinde har givet mening, er det her, og netop ”næsten” sættes på en særlig prøve, fordi Lukas til alles overraskelse ikke flytter væk, men insisterer på at blive boende, ikke for at få hævn, men som en næsten instinktiv drift hen mod de mennesker, som han kender og elsker. Det stiller hans omgivelser overfor et helt særligt eksistentielt dilemma. De havde jo det bedste motiv til at udstøde. Tør de nogensinde igen skænke deres tillid til det menneske, de en gang fuldstændig havde mistet tilliden til?

Lukas kan ikke acceptere, at hans bedste ven Theo ikke mere vil vide af ham, men Theo spræller som en fisk i venskabets net, da Lukas rækker hånden bydende frem til forsoning. Vi taler så ofte om, hvor vidt vi kan fastholde tilliden til andre mennesker, men filmen her går et skridt videre og skildrer et menneske, Theo, der fortvivlet søger at fastholde sin mistillid imod alle venskabets odds.

Filmen skildrer skridt for skridt, først hvor afgrundsdyb og fatal katastrofen er, når tilliden forsvinder og udstødelsen indtræffer, og dernæst hvor mirakuløst og livgivende det er, når tilliden ubetvingeligt bryder sin vej tilbage.

Et særligt raffinement ved historien er det, at misdæderen, den der starter hele miséren med sin løgn, er den uskyldigste af alle, den lille pige, det tilsyneladende offer, som ingen ville tiltro noget ondt. Denne konstruktion er båret af en menneskelig indsigt, som forhindrer at filmen udarter sentimentalt.

Vi er alle bærere af hemmeligheder, ingen kender hinanden til bunds. Derfor er der heller ingen lette løsninger på det grundmenneskelige dilemma, som filmen skildrer. Din bedste ven kan i virkeligheden være en forbryder i det skjulte, du kan aldrig vide det med sikkerhed. Dybest set er det et mirakel at vi overhovedet nogensinde tør række hånden ud mod hinanden, og samtidig er fællesskabet og venskabet det dyrebareste vi har. At formå at skildre dette paradoks, at så modsatrettede perspektiver kan rummes i en og samme fortælling, dét er Jagtens egentlige bedrift.