Filmnoter

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

18. okt. 2012 | 11:26

Om at læse manuskripter

18. okt. 2012 | 11:26

Om at læse manuskripter

En meget stor del af mit arbejde består i at læse filmmanuskripter i udvikling og tale med instruktører, manuskriptforfattere og producere om, hvordan de bedst kommer videre med deres filmprojekt. Da jeg havde rundet de første 500 manuskripter, holdt jeg op med at tælle, og det er efterhånden mange år siden. I dag tænker jeg kun over mængden, når jeg med regelmæssige mellemrum slæber sækkevis af læste manuskripter til makulering.

Men selv efter alle disse år er læsningen ikke blevet afslappet rutine for mig, og jeg er bestemt ikke af den altædende type, der kan fortære manuskripter morgen, middag og aften. Tværtimod kræver det hver gang et helt særligt tilløb, og jeg går til hvert eneste manus med noget, der ligner sceneskræk.

Det er der flere grunde til.

En af mine manuskriptlæsende kolleger bemærkede engang tørt: ”Der er det utaknemmelige, at de gode manuskripter, de er hurtigt læst. Men de dårlige, dem skal man kæmpe sig igennem!” Og man ved aldrig på forhånd, om man skal udkæmpe en hård kamp side for side, før man når ”THE END” på side 90 eller 150. Det kan nok på forhånd give lidt disciplinær rysten på hænderne. For at læse et halvt manuskript er for mig en umulighed, hvis jeg skal danne mig et overblik over historien. Så jeg må læse frem til sidste punktum, lige meget hvor tidligt ulysten griber mig. Der er ikke noget at gøre.

Jeg har også en irriterende tendens til at ville fælde dom, og domfældelsen sker lynhurtigt. Faktisk allerede sådan cirka når jeg ser forsiden, begynder jeg at ræsonnere og give karakterer. Domfældelsen hænger sammen med min uforbederlige trang til at have meninger, som igen er uløseligt forbundet med mit egos lyst til at projicere mine egne interesser og yndlingsområder over i manuskriptet. Mit instinkt er i det hele taget at opføre mig som en lystlæser og anmelder af et færdigt værk, og det er endda værre endnu: Jeg føler mig instinktivt bedre end dem, der skriver. Hvordan i alverden kan de finde på at skrive sådan og sådan, hvorfor har de ikke i stedet gjort det og det? Der er ikke noget som et halvt udviklet filmprojekt, der kan frembringe de mest dæmoniske (for-) domme i mig som læser. Og jeg må gang på gang konstatere, at jeg har læst mange manuskripter, som jeg mildest talt ikke var begejstret for, men hvor jeg er endt med at holde af de færdige film.

Når man har læst et manuskript til en film, ved man alt og intet. For manuskriptet skitserer noget, som slet ikke eksisterer endnu, og den færdige film vil med garanti have bevæget sig langt væk fra udgangspunktet. Alligevel virker manuskriptet så autoritativt, det udstråler et ”Sådan er det, sådan bliver det, jeg ved, hvad jeg vil!” Et manuskript er en absurd størrelse, på samme tid et gyldigt bud og et charlatanagtigt bluffnummer. Det er i dette spændingsforhold, at vores dialog skal føres.

De mest frugtbare processer opstår, når filmfolkene formår at udnytte, at de udvikler et stof, som de ikke ved, hvor vil bevæge sig hen. En sådan proces er som en opdagelsesekspedition ud i ukendt land, hvor man selv træder stierne og således får tilført idéer, stof, stemninger, strukturer på uforudsigelige tidspunkter. Udfordringen består i at holde sig åben og bevægelig over for sit stof, hele tiden gå efter det, der fascinerer én mest, samtidig med at man lader stoffet gradvist finde sin form.

Manuskriptet er et øjebliksbud på en fortælling, der skal ligge til grund for en film. Det er udtryk for, hvor langt forfatteren på dette givne tidspunkt er nået i sin bestræbelse på at opbygge stof og give det form og struktur. Manuskriptet er en udbygning af en ide, der startede i et hjørne og nu er ved at blive rullet ud som en kagedej, samtidig med at man tilfører flere og flere ingredienser, uden at man endnu ved, hvad det skal blive til. Og flere af de mest afgørende ingredienser tilføres endda først, når manuskriptet er færdigt. For at blive i kage-terminologien kan man måske sige, at manuskriptet er en slags lagkagebunde!

Så hvis man skal hjælpe et manuskript på vej, er det både at give det for meget og for lidt, hvis man har stærke meninger om det. Det er sådan set rystende ligegyldigt, hvad jeg mener om det, for i næste uge ser det måske alligevel helt anderledes ud. Måske viser det sig, at det, jeg hidsede mig op over, var en slåfejl! Det vigtige er at finde ud af, hvor ophavsfolkene er henne i forhold til deres egen historie: Har de arbejdet kort eller længe med manuskriptet, er den foreliggende version første eller syttende forsøg? Hvad er vigtigt for dem selv i historien, hvad volder dem problemer, hvad er kernestof, og hvad er et hastigt forsøg?

For at være en god manuskriptlæser skal jeg altså holde mig selv i ave. Det er ikke mig, der skal lave en film, det er de andre. Det er ikke mit stof, der skal forløses, det er deres. Og det kan jo være, at de har set noget, som jeg bare ikke forstår, at det, jeg ser som en svaghed i virkeligheden, er original egenart.

Samtidig kommer de skrivende til mig, fordi de ønsker en personlig og ærlig reaktion som kan reflektere og udfordre deres stof. Så min opgave er at være årvågen, nysgerrig, hele mit sanseapparat skal tændes og være modtageligt. Jeg skal helst være en slags seismograf, der sanser hver eneste lille rystelse og nuance – ikke bare i det, der står skrevet, men også i de bestræbelser, som kan anes bag det skrevne. Sanse, registrere, men ikke tage stilling.

Når man laver en historie, opbygger man møjsommeligt ideer, én for én. For mange er processen skrøbelig, man skal skabe ud fra ingenting, og der er ikke noget nemmere end at flå alt fra hinanden og skulle begynde forfra. At lukke andre ind i en sådan proces er et risikabelt forehavende, og det stiller store krav til enhver, der får det privilegium. For en ide, der fungerer elendigt i første draft, og som det virker oplagt at slette, kan have fundet sin form i femte forsøg og ende med at blive filmens højdepunkt.

Kravet til manuskriptlæseren er derfor, at lige meget hvad, så er det ens fordømte pligt at udforske stoffets forskellige muligheder og derigennem inspirere de skrivende. For det er de skrivende, der sidder tilbage og skal hive sig selv op ved håret, når du har forladt dem. Det kan give mig koldsved at tænke på, at jeg i nogle tilfælde har gjort mig skyldig i at have været en modspiller snarere end en medspiller i forhold til at komme i mål med filmen.

Nå, jeg har ikke tid til at skrive mere nu. Jeg skal ind og læse et manuskript!

Kommentarer

Vinca Wiedemann


Vinca Wiedemann blogger om filmens natur, om det at lave film og om filmpolitik.

Hun er oprindelig uddannet som filmklipper, men tog tidligt springet fra filmens efterarbejde til dens manuskriptudvikling – to processer, der har overraskende meget til fælles.

Har arbejdet tæt sammen med Lars von Trier på hans manuskript til Nymphomaniac og været med til at producere Viceværten, som er instrueret af søsteren Katrine.

Sammen med Sisse Graum Jørgensen producer på Pernille Fischer Christensens kommende spillefilm En du elsker, der har Mikael Persbrandt i hovedrollen.

Manuskriptkonsulent for talrige instruktører, blandt andre Pernilla August, Susanne Bier, Christoffer Boe, Thomas Vinterberg.

1. marts 2014 tiltrådte Vinca Wiedemann som rektor for Den Danske Filmskole.

Bloggen er personlig og uafhængig. De meninger og opfattelser, der kommer til udtryk i bloggen, er bloggeren eneansvarlig for.

© Filmmagasinet Ekko