En af de populæreste myter om filmens skabelsesproces handler om, hvordan idéen til en film opstår og ser ud. Myten går ud på, at inspirationens lyn en dag slår ned i instruktøren, som i bogstaveligste forstand får en lys idé til en film, som fra dette tidspunkt eksisterer i en slags miniformat inde i hjernevindingerne, og at det her fra handler om at få filmen udgravet i uskadt stand fra kunstnerhjernen og sat op på filmlærredet.

Det er muligt, at det faktisk er sådan det sker for de få udvalgte, at de vågner op en morgen med filmen inde i hovedet som en fuldfed vision. Jeg har dog endnu ikke mødt nogle af dem. Som jeg kender processen, er den meget mere skrøbelig, beskidt og uforudsigelig.

For eksempel begynder det slet ikke med idéen til en film, men langt før, simpelthen med trangen til at udtrykke sig. Man fyldes af trangen, den pibler ud af alle porer i ens organisme, den kan antage vildt forskellige udtryk, trangen har endnu ikke et mål, men kun et udspring. Man har trangen til at få noget UD, men det der skal ud eksisterer slet ikke endnu. Lidt som når man får en ubetvingelig lyst til at synge, og man åbner munden uden at vide, hvad der kommer ud.

Udtrykstrangen er en fundamental trang vi som mennesker har til at omsætte og ordne det overvældende kaos af indtryk og hændelser, vi kalder for Livet. Og hele skabelsesprocessen består i at finde former, der kan destillere og udvælge disse kaotiske kaskader.

Ofte flakser sindet rundt mellem de mest forskelligartede oplevelser, der har gjort indtryk: Et sted man har besøgt, en drøm eller et mareridt, et kys, stemningen i et stykke musik, en person man fascineres af, et måltid, en tanke om livet eller døden, et fatalt bedrag eller et snørebånd der gik op, et problem man ikke kan løse, noget man aldrig lærer at forstå.

Disse kaotiske indtryk parres inde i hovedet med fortælletrangen og bliver til de første formgivninger, oftest fragmenter af hændelser. Fragmenterne kan tage sit udgangspunkt i alt lige fra personer, handlinger, miljøer, stemninger, tematikker og virkelige begivenheder: Hvad nu hvis hun falder i sit snørebånd og bliver hjulpet op af en dværg? Hvad hvis jeg udforskede dette fremmede miljø og fandt en person hvis liv jeg kunne fortælle om? Hvad hvis min mor var en person i en film?

Næste skridt er ofte, at man begynder at tænke i fortællestrukturer. De fleste får en idé til et setup, det vil sige, hvordan filmen skal begynde. Fx en mand, der vælger at føre familiefirmaet videre. For andre, men langt færre, er det slutningen, de først finder på. Andre igen holder med vilje fortællestrukturerne tilbage og vælger i stedet at skabe og uddybe personerne og deres relationer, eller at detaljere den arena, som handlingen skal udspille sig inden for.

Det er en omtumlet proces at finde form, det er som at hugge sig en sti ind i den dybeste skov, hvor ingen har været før. Virkeligheden er så rig, og en film har plads til så lidt. En idé til en film udvikler sig langsomt ad ulogiske veje og består til at begynde med mest af alt af det, man ikke ved om sin idé. Man kan sige, at idéprocessen fundamentalt set består af to vægtskåle i det kreative menneskes indre: I den ene skål ligger alt det, jeg ved om min idé, i den anden ligger alt det, jeg endnu ikke har fundet på. Til at begynde med er der næsten ikke noget jeg ved, men gradvist gennem hele filmens tilblivelsesproces flyttes lodder fra uvidenhedens vægtskål over i visdommens. Men denne uvidenhed er af en særlig art, for lodderne er ikke formet endnu, der er ikke nogen forudbestemt skæbne indbygget, der er kun hvad jeg vælger, og hvilken vej jeg vælger.

Man bygger gradvist op, spørger sig selv, hvad ville være det mest spændende, der kunne ske? Man skaber personer og relationer mellem dem, de optræder i scener, sekvenser, handlingens struktur udbygges og raffineres. På et tidspunkt begynder materialet at opleves så konsistent, at det taler tilbage, at der er noget der føles rigtigt, og noget der bare ikke vil. Til sidst ved man virkelig meget om sin film. Men ikke alt, ligesom man forhåbentlig aldrig lærer sine egne bevæggrunde at kende fuldt ud.

At lave en film er en slags dumhedens rum, som alt efter temperament opleves som angstfyldt eller befriende, og som regel er begge dele i forskellige faser. Angstfyldt, fordi man ikke ved, om man nogensinde bliver klog på sit stof, finder ud af hvem der egentlig er hovedpersonen eller hvordan handlingen dog skal blive forløst. Befriende, fordi selve pirringen, det der holder en i gang, netop er alt det man ikke ved endnu, alt det uudforskede stof, muligheden for at dreje om et ukendt hjørne og opleve noget aldrig før set.

Angsten næres både af forfængelighedens trang til at fremstå som selvsikker og alvidende og af den risikable færd det altid er at skulle have andre med på sit projekt. Hvem ønsker at sætte sit renommé på spil for eller hælde millioner af kroner i et projekt, der mest af alt ligner en vakkelvorn tømmerflåde på vej mod et vandfald? Omverdenen har et utæmmeligt behov for at forsikre sig om, at investeringen er sikker, og den bedste måde er at sætte filmen i bås på forhånd.

Når vi skal sælge vores idéer kommer vi derfor ofte til at fremtræde som brugtvognsforhandlere, der skal sælge et sminket lig, mens investorerne på deres side fremtræder som dumhedens inkvisition.

Vi har fx alle prøvet at blive mødt med spørgsmålet om, hvilken genre vores film tilhører. Så tænker jeg altid på Lone Scherfigs Italiensk for begyndere, som jeg støttede som filmkonsulent og fulgte i klippeprocessen. I de forskellige klippeversioner blev balancen mellem det morsomme og det sørgelige gang på gang forrykket. Første gang så jeg en klar romantisk komedie, anden gang genlød salen af sagte snøft fra start til slut. Filmen fandt sin egen sprøde balance midt i mellem, og det er en del af dens helt originale charme og nerve, at der ikke var en forudfattet opfattelse af filmens færdige form, men at den først blev fundet til allersidst.

Afgørende for, om en film bliver vellykket, er ikke om filmskaberne på forhånd ”ved hvad de vil”. Det forholder sig lige omvendt. De skal have talentet til at finde vejen ad hvilken og til at skabe et stof, som er så fascinerende og komplekst, at de ikke bliver færdige med det, at de aldrig får det udforsket til bunds, så nysgerrighedens nerve fortsat sidder i den færdige film, blottet og pirret lige op i synet på tilskueren.