Januar er så flad som en fladhamret pandekage. Jeg befinder mig på en anden galakse end Suzanne Brøgger, der forleden proklamerede, at januar var hendes yndlingsmåned, jeg fik lyst til at stikke hende en, hvad bilder hun sig ind at have sådan et overskud!

Januar har fået ram på mig, og jeg har det som den gang i en associationsleg, hvor det eneste ord der faldt mig ind var ”havregrød” igen og igen.

Jeg ligger udtrættet på sofaen og prøver at piske en stemning op: tænk nu bare én åndfuld tanke! Men det går mig som en nær veninde, der var på meditationskursus. Ved slutningen af kurset skulle man fortælle om en drøm fra de forløbne dage, og denne var med til at afgøre, om man var spirituel nok til at rykke op på ”næste niveau”. Min veninde anstrengte sig alt det, hun kunne, men præsterede kun en enkelt drøm, hvor hun tissede i en rød gummistøvle. For den drøm vil jeg elske hende til mine dages ende!

Hvis ikke der var andre mennesker i januar, ville jeg tilbringe måneden med hovedet under dynen som risengrød i en høkasse. Men den går ikke, vækkeuret ringer, og jeg skal alt muligt, som jeg meget nødig vil. Jeg tvinger mig ud under bruseren. Dér funderer jeg længe over det faktum, at det egentlig kun er i ansigtet, jeg mærker, at jeg er våd. Jeg tænker på vores gamle, tossede hund, som kunne stå pænt stille, når den var dyngvåd, men som rystede sig det sekund, man kom til at sjaske lidt vand i dens ansigt. Til sidst går den ikke længere, selv det varme vand har en ende. Hver gang jeg træder ud af badet, eksperimenterer jeg med, om jeg kan vente med at tørre mit ansigt til allersidst, prøv selv, det er sværere end du tror!

Det er januar, og livet går videre. Heldigvis eksisterer omverdenen endnu, og heldigvis har jeg mit pligtgen i behold. Så jeg slæber mig hen til manuskriptet, til lærredet, til optagelserne, tænker på forhånd at det aldrig går godt, men vækkes af de andres hvide, ophovnede ansigter med forsovede øjne.

Seks vinterblege filmskoleelever tvinger mig til at være konkret: De er blevet indkaldt til ”morgensang”, hvor vi skal tale sammen om det at lave film, men der har været en misforståelse, en forkølet elev er bekymret over, om han kan være med, fordi han tror, at vi skal synge rigtigt. Jeg har lyst til at tale med dem om alle de største emner, men jeg kan høre, det bliver noget ævl, og de vågner først, da vi taler om, hvor udbytterigt det er at nummerere sine scener, så man kan se, hvor mange der er og på den måde danne sig et overblik over sin egen tekst. Pludselig er det, som om noget værdifuldt alligevel har fundet sted, og jeg elsker pludselig både dem og deres lærere og sekretærerne og kokkene i kantinen, og jeg glæder mig til at se dem igen til marts, der skulle vi måske snuppe os en sang?

Et andet sted i byen under sparepærens lys sidder en instruktør, en producer og en manuskriptforfatter anspændte og fåmælte, de er i chok over, at de har fået produktionsstøtte, nu skal filmen sgu laves, men hvad med alle de uløste problemer, hvad nu hvis filmen bliver noget lort? Tiden er rindet ud, legen forbi, nu er det blodig alvor. Det værste er, at en af karaktererne i filmen ikke fungerer, scenerne med hende er simpelthen kedelige og fører ingen steder hen. Instruktøren er frustreret, taler om hvor vigtig denne person er for filmen. Forfatteren er frustreret, synes bare den figur skal kyles ad helvede til. Sidst talte vi inspireret om historiens betydningsfulde temaer, denne gang bliver mit vigtigste bidrag, at jeg foreslår en tidsplan, der matcher den tid, vi reelt har til at revidere manuskriptet. Det får glimtet tilbage i forfatterens øjne, nu er han snart en fri fugl igen, mens instruktøren allerede begynder at antage et fraværende udtryk, manuskriptet er ved at være en saga blot, nu starter rejsen til det store kontinent, optagelserne, hvor forfatteren kun er en fremmed fugl.

Jeg tager til Fyn, hvor en anden film skal til at starte, og mærker på min egen krop transformationen, og det er ikke kun, fordi sneen lyser mig i øjnene. Her er januar pludselig rummelig og højloftet, vi starter optagelser om fem minutter, og det føles, som når juletræet er ved at blive tændt i stuen ved siden af bag de lukkede døre. Vi holder møde, da døren bliver åbnet og en nys ankommen skuespiller, endnu forsovet og skrøbelig, kigger forsigtigt ind formummet bag solbriller og hættebluse. Rummet er fyldt med mennesker, der alle vender sig imod ham, bag solbrillerne blegner han, heldigvis står instruktøren nær ved, så han kan få et kram. Det tager under en time, så er rusten slidt af, solbrillerne bliver smidt, og vitserne fyger.

Januars filmhold minder mig om helikopterplatformen på Rigshospitalets nattemørke tag. Mens resten af landet sover, er alle her lysvågne og i højeste intense gear, forventningerne får de hvide kinder til at gløde, og hjernen pisker støvet svævende i det blege lys. Januar er revitaliseret, ophøjet i al sin eksistentielle kraft. Det er NU det gælder!