Der er i den seneste tid blevet talt meget om dansk films kommende død. Mange årsager er blevet nævnt: intet mod, manglende fantasi, dansk film kopierer sig selv og så videre. Endelig får især den manglende dvd-indtægt skylden for, at det er gået så galt her kort før det nuværende filmforligs slutning (2011-2014).

Men det kan blive en farlig sutteklud at give manglende indtægt fra dvd-markedet skylden for dansk films dårlige økonomi. Det gælder helt sikkert for de film, der i forvejen var store succeser i biografen (under 25 % af de film, der har haft premiere i perioden). Resten har aldrig tjent penge på dvd. Med Netflix og andre digitale platforme er der faktisk kommet en ny indtægtskilde for de 75 %, som ikke er blockbusters.

Så de film, der bliver hårdest ramt af de nye digitale tider, er de store biografsucceser.

Men så er der de andre nævnte årsager, hvor især argumentet om, at dansk film står stille og er i kunstnerisk krise, bliver nævnt igen og igen … og det er rigtigt!

Men hvem har skylden?

Det har filmbranchen. Det var to beslutninger i filmforliget, der nu rammer som en totalt ødelæggende boomerang, og som næsten blev bakket op af en enig branche.

I filmforliget blev der lagt op til, at der skulle være ligevægt mellem den kunstneriske film og film rettet mod et publikum. Desuden blev det besluttet, at talentudviklingen skulle knyttes sammen med de øvrige støtteordninger for spillefilm.

Ligevægten mellem den kunstneriske film og publikumsfilmen blev formuleret således i filmforliget:

”Det Danske Filminstitut skal sikre bredde og spændvidde i udbuddet af dansk film og administrere filmstøtten med en høj grad af fleksibilitet mellem de forskellige støtteordninger, således at fokus er på, hvilke film der støttes, frem for fordelingen af støttemidlerne. Det Danske Filminstitut skal over den samlede periode sikre en ligevægt i antallet af producerede film med hovedvægten lagt på kunstneriske kvaliteter og film med hovedvægten lagt på det populærkulturelle, som fortæller historier til et bredt dansk publikum.”

Det Danske Filminstitut valgte helt korrekt at tolke det sådan, at det er filmens publikumsappel, der er afgørende for, i hvilken gruppe (kunst eller publikum) filmen ender med at blive placeret i – ikke hvilken støtteordning filmen oprindelig er blevet støttet af. På papiret en interessant beslutning, men i virkeligheden en katastrofe for den kunstneriske film.

Som en utilsigtet konsekvens begyndte konsulentordningen at konkurrere med markedsordningen om at sælge flest billetter og dermed være berettiget til at få flest penge i det fleksible system, som filmforliget lagde op til. Læser man beskrivelsen af markedsordningen og konsulentordningen på Filminstituttets hjemmeside, er der næsten ingen forskel i Filminstituttets tolkning af de to ordningers formål (min kursivering):

”Konsulentordningen for spillefilm har til formål at støtte den gode fortællekunst. Støtten skal sikre en kontinuerlig produktion og udbredelse af forskellige typer af film, således at det samlede udbud – i henseende til kunstnerisk kvalitet, mangfoldighed, volumen og publikumsappel – fastholder og udvikler dansk filmkunst og filmkultur både nationalt og internationalt.”

”Markedsordningen retter sig mod film med særligt vægt på populærkulturelle kvaliteter. Støtten skal sikre en kontinuerlig produktion og udbredelse af forskellige film, således at det samlede udbud – i henseende til kunstnerisk kvalitet, mangfoldighed, volumen og på denne ordning især publikumsappel – fastholder og udvikler dansk filmkunst og filmkultur.”

Det skal nævnes, at filmforliget også lægger vægt på, at fortællingen indgår i bedømmelsen i markedsordningen.

Det er kun det lille ord ”især”, der adskiller de to ordninger. Det er altså ikke længere den kunstneriske satsning, der er det primære i konsulentordningen, som det ellers er tænkt i filmforliget (”en konsulentordning, der sigter mod film med stærke kunstneriske kvaliteter” versus ”en markedsordning, der sigter mod film med et stort publikumspotentiale”).

Men på grund af ligevægtsprincippet ændredes konsulentordningen. Konsulenterne har følt, at de lige så meget skal tænke på publikum som på de kunstneriske satsninger … og så skal det gå galt!

I filmforliget fjernede man desuden talentforpligtigelsen for New Danish Screen og gjorde talentpengene allround: ”For at styrke talentudviklingsarbejdet skal det knyttes tættere sammen med de øvrige støtteordninger for spillefilm.”

Meningen var, at der under konsulentordningen skulle produceres lowbudget-talentfilm, men det skete bare ikke. De fleste af talentpengene blev suget op i konsulentordningens ”markedsfilm”. Dermed svækkedes talentudviklingen, da New Danish Screen ikke havde midler til at støtte det antal spillefilm, som var nødvendig for talentudvikling i Danmark … og så skal det gå galt.

Hele den kunstneriske udvikling er derfor blevet sat tilbage i perioden 2011 -2014 på bekostning af en stærk markedsandel i biograferne. Og når man ikke udvikler, så kan man heller ikke opretholde en høj markedsandel. Og internationalt er det derfor tv-serierne, der nu er banebrydende – og ikke filmene.

Hvad skal der gøres for at få dansk film tilbage på sporet?

Det Danske Filminstitut valgte i henhold til det nuværende filmforlig, at det var filmene, der skulle skabe ligevægten mellem kunstneriske film og publikumsfilm – ikke støtteordningerne. Det har desværre vist sig at være en forkert beslutning, idet konsulentordning efterfølgende har vist sig at være hovedårsagen til, at dansk film nu er i sin største kunstneriske krise i nyere tid.

Det er altafgørende for dansk films fremtid, at det nye filmforlig gør det soleklart, at 50 % af støttemidlerne går til markedsordningen, der sigter mod film til et stort publikum. Det er sund fornuft, da det styrker hele fødekædens økonomi fra biograf til digitalt, men også den nationale økonomi gennem skatter og afgifter (moms etc.).

50 % skal gå til konsulentordningen, der sigter mod film, der ene og alene har til formål at udvikle den kunstneriske kvalitet og det kunstneriske mod. Det er også vigtigt, at New Danish Screen igen bliver væksthuset. Talentstøtten skal kun gå til New Danish Screen. Det er der også sund økonomi i. Film, der sigter mod et stort publikum, dør, hvis ikke der er gang i væksthuset og de kunstneriske film.

Således vil dansk film blive en stabil kommerciel succes i biograferne og opretholde en stor markedsandel og markere sig som den stærke filmnation, vi er.

Men der må ikke rystes på hånden, og konsulenterne skal turde satse og ikke lege mainstream-filmproducenter.