Denne blogger er kommet i besiddelse af Henrik Bo Nielsens genansøgning som direktør for Det Danske Filminstitut. I modsætning til min kære kollega Peter Aalbæk Jensens bombastiske ansøgning er Henrik Bo Nielsens ansøgning så visionær, at jeg vover at offentliggøre den.

ANSØGNING SOM ADMINISTRERENDE DIREKTØR FOR DET DANSKE FILMINSTITUT

Henrik Bo Nielsen
Administrerende direktør / CEO Det Danske Filminstitut
Telefon: +45 3374 3501

hbn@dfi.dk

Jeg søger hermed stillingen, som administrerende direktør for Det Danske Filminstitut. Mine kvalifikationer kan læses i vedhæftet cv.

Sæt mig fri

Overalt i Europa oplever man monokulturens fremgang. Det kludetæppe af sanseindtryk, der engang gav selv en sviptur til en nordtysk flække et eksotisk skær, er afløst af ensartethed og regelmæssighed.

Det er den samme maskinelle popmusik fra højttalerne i både Lissabon og Bjerringbro, bymidten er asfalteret med de samme forudsigelige kædebutikker, og mad, tøj og kunst skiller sig for sjældent ud. M

Monokulturen gør os fattige på mangfoldighed. Globaliseringens side­effekt er et farvel til slidstærke, nationale aftryk på kultur og kunst, men der er heldigvis undtagelser.

Dansk film er fortsat umiskendeligt dansk og har i en årrække fejret triumfer netop ved at ville være sig selv uden at være sig selv nok. Billederne af danske filmfolk på røde løbere på alverdens filmfestivaler, de imponerende hjemmemarkedsandele og evnen til at samle befolkningen om såvel store som små fortællinger står skarpt.

Dansk film evner at være kultur for alle.

Filmene har leveret oplevelser, rejst debatter og anfægtet tilskuerens virkelighedsopfattelse og gjort det på et niveau, der er til inspiration – og misundelse – for det meste af filmverdenen. Danmark hører således til de få europæiske lande, hvor en bred vifte af film, skabt af hjemlige kunstnere og producenter, hvert år giver publikum mulighed for at spejle sig selv og vores nutid og fortid i fortællinger med lokalt afsæt uden at ende i provinsialisme.

Hvad enten filmene ses på det store biograflærred, på tv eller via nye platforme, er der rige muligheder for at møde et varieret udbud af dansk filmkunst, både den smalle og den brede. Samtidig fortæller populærkulturelle film hverdags­historier og underholder familierne i tæt konkurrence med amerikansk mainstream.

Dansk film er både holdning og underholdning – og er ikke tromlet flad af monokulturens fremmarch. I så lille et land lader dette sig ikke gøre uden en betragtelig talentmasse, en vedholdende filmpolitik, dedikerede private aktører og en signifikant samfundsmæssig investering.

Dansk films resultater er opnået i samspil mellem stat og marked, med en målrettet uddannelses indsats og en filmlov, der er blevet kaldt ”verdens bedste”. Mulighederne for at udfolde filmkunst og for at drive filmforretning er således – ud over almindelig konjunktur­ og strukturændringer – i høj grad afhængige af den statslige filmpolitik og det statslige engagement i filmkunsten.

Der er fortsat grund til at glæde sig over stærke kunstneriske resultater og publikumsopbakning, men der er også grund til at være opmærksom på de advarselslamper, der er begyndt at blinke.

Filmkritikere har talt og advaret om en begyndende ensretning. Den bekymring deler jeg, og det bliver helt klart et af mine fokusområder som direktør for Det Danske Filminstitut betydelige strukturelle og teknologiske forandringer i markedet stiller krav om nytænkning, hvis den hidtidige succes og mangfoldighed skal fortsætte, og begyndende ”metaltræthed” vendes til fornyet udvikling.

Tre temaer er vigtige for mig: 1) for dårlig økonomi i den enkelte film, 2) for høj grad af detailregulering, 3) for stor tv-indflydelse.

Tre forhold, der skal fokuseres på for at løse fremtidensfilmstøttebehov, og tre problemstillinger, der – hvis de ikke løses – risikerer at resultere i manglende udviklingsrum, mere ensretning og mindre risikovillighed. Det er problemfelter, der især vedrører produktion og udvikling af film og dermed Filminstituttets største støtteområde. Derfor er det her, hovedvægten vil blive lagt med mig som ansvarlig direktør.

Udgangspunktet for den statslige filmindsats er en rummelig lovtekst, men den er siden vedtagelsen i 1997 gradvist sandet til i idetailstyring og øget regulering. Fokus har flyttet sig fra resultater til proces.

I dag fremstår Filminstituttet som en institution med mange, men for snævert definerede kasser, fastlåste budgetter og manglende mulighed for hurtigt at kunne reagere på forandringer og udvikling i både kunsten og markedet. Det fintmaskede aftalekompleks i filmaftale og resultatkontrakter er blevet en hæmsko for nyudvikling og nybrud.

Filmstøtten medfinansieres fra de to offentligt ejede tv­-stationer, TV 2 og DR. Hvilket betyder, at begge tv-stationer har de facto vetoret over, hvilke film der kan produceres i Danmark.

Tv-stationerne deler ikke dagsorden med den statslige filmpolitik.

Hensyn til sendeflade og seertal dominerer. Og mens tv-stationerne tidligere fandt plads i programplanlægningen til de film, der blev til i samspil mellem branche, marked og Filminstitut, ser vi nu for mange eksempler på film, der er tilpasset sendefladen. Den kunstneriske udvikling og de risikomomenter, der flytter kunsten og fastholder og udvider publikummet, skubbes for ofte til side til fordel for tv­-mæssigt ”sikre” valg.

Helt naturligt retter de producenter, der skal skabe forretningsmæssig sammenhængi filmene, nu i foruroligende grad projekterne ind efter kasserne og efter tv’s sendefladehensyn. I stedet for projekter, der er drevet af indre nødvendighed og markedsmæssige muligheder, tages der hensyn til de enkelte kassers profil, Filminstituttets resultat­kontrakt og tv-interesser. Dermed tabes vigtige film på gulvet, og en begyndende monotoni truer.

Jeg ønsker detailreguleringen afløst af dialog mellem Folketinget, Filminstituttet og filmbranchen om, hvad der skal komme ud af film­støtten. Spørgsmålene om, hvordan resultaterne skabes, bør overlades til Filminstituttet i dialog med filmbranchen. Der er brug for fleksibilitet mellem støtteordninger og budgetter.

Som direktør ønsker jeg fremover at bedømmes på sammenhængen mellem de film, der faktisk skabes, og de rammemål, der aftales med Folketinget. Det er på resultaterne, den ansvarlige direktør skal forpligtes – ikke på metoderne.

Jeg vil sætte dansk film fri for fremtiden og ikke låse den ind i fortiden.

Med venlig hilsen

Henrik Bo Nilesen

Redaktionel note: Ovenstående er en falsk ansøgning, som bloggeren har fabrikeret. Læs om baggrunden her.