Fra hoften

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

11. sep. 2014 | 15:52

Kære filmbranche, vind eller forsvind!

11. sep. 2014 | 15:52

Kære filmbranche, vind eller forsvind!

Der skal være filmforlig, og filmbranchen vil have flere penge. Ikke primært for at lave flere og bedre film, men fordi økonomien er dårlig.

Det argument har filmbranchen og især filmproducenter, der ikke har kunnet omstille sig til nye tider, brugt lige siden, filmen blev opfundet. Hver gang der har været krise, har andre fået skylden. Først var det tv, så var det vhs, så var det dvd, og nu er det de nye digitale plaforme.

Men heldigvis består filmbranchen af ildsjæle, der aldrig giver op og altid finder sit publikum. Film er en levende organisme, der udvikler sig hele tide. Ellers bliver publikum væk.

Da Hollywood i slut-60´erne var i krise, fordi studierne kørte i det samme dødssyge spor, blev publikum væk. Men så kom Easy Rider i 1969 og startede en ny generation af filminstruktører, som i dag er legendariske: Francis Ford Coppola, George Lucas, Martin Scorsese, Steven Spielberg, Hal Ashby og mange flere.

Det skete igen tyve år senere, da Steven Soderberg med Sex, løgn og video og Quentin Tarantino med Reservoir Dogs igen vendte op og ned på det hele sammen med flere stærke instruktører.

Det var ikke kun indie-filmen, der var fornyelsen. Det var også mainstream-filmen (Jaws, Godfather, Star Wars), som igen skabte grundlaget for en bæredygtig filmindustri – både økonomisk og kunstnerisk. I Danmark var krisen også markant både i slut-60´erne, men især i starten af 1990´erne. I 1990 blev der samlet solgt 620.000 billetter til danske film. Pretty Woman havde premiere samme år og solgte 873.272 billetter.

Jeg kan huske, at da vi havde fået 50/50 støtte (den tids markedsordning) til Krummerne i starten af 1991, sagde den daværende direktør for Det Danske Filminstitut til mig: “Det her er sidste chance. Hvis ikke du hitter med Krummerne, så lukker vi 50/50-ordningen.”

I 1991 solgte dansk film så 1.553.048 billetter, hvoraf Krummerne solgte 55 % eller 858.632 billetter. Så dansk film rejste sig ikke, men 50/50-ordningen blev heller ikke lukket. Der skulle gå små ti år, før der igen blev slået hul i dansk film, så det ikke kun var den brede familiefilm, der kunne slå igenem. I 2000 væltede dogmebølgen biograferne og skabte en ny tid for dansk film. Især Italiensk for begyndere med 828.730 billetter var den mest markante.

Der er et mønster i ovenstående. Hver gang der flyttes grænser, så bliver det en succes. Og det er som regel film på et meget lille budget og lavet med en energi, som kan ses på lærredet. Nu er den gal igen, også i USA. Både George Lucas og Steven Spielberg har været ude at erklære, at filmebranchen dør, hvis der ikke snart sker noget …

Jeg får gåsehud af rædsel, når producenter argumenterer for mere støtte, fordi økonomien er dårlig. Hvad f … rager det mig. Jeg gider ikke være med til at finansiere en flok forældede firmaer, der ikke kan finde ud af at rykke ud af starthullerne og få lavet nogle film, der igen får vendt billedet.

Selvfølgelig skal vi samarbejde med telebranchen. De har jo skabt en fantastisk platform, hvor vi kan få vores film ud. Vi skal også hjælpe dem med at gøre deres platform bedre. Og vi skal helt sikkert have flere penge ud af dem, når de får nogle penge ind på vores super gode film.

Men at telebranchen skal bidrage til dansk film, er en glidebane. For hvad med spil, hvad med aviser og andre medier eller musik. De har lige så meget ret til “støtte” fra telebranchen, og hvor ender regningen? Hos forbrugeren. Så er det bedre, at telebranchen selv er med til at finansiere film og tv-serier, som kan vises på deres platform. Det giver god mening.

Vi skal også styrke biografen, for det er klart den bedste platform for film. Det holder ikke at afkorte biografernes holdback-periode. Det er en hån mod publikum efter bare to måender i biografen at sende filmene ud på digitale medier, og det vil fjerne hele grundlaget for vores filmkultur.

Det svarer til at købe et smykke til den, du holder allermest af. for 1000 kroner, og så kan han eller hun to måneder efter finde det samme smykke hos Søstrene Grene for 10 kroner.

Det er også logisk, at hvis en film har været en succes i biografen, er der ingen, som vil købe eller leje den efter to måneder. Der skal mindst gå fire-seks måneder. Det er at regne publikum for idioter, hvis man tror, at de så kort tid efter vil bruge penge igen på den samme vare.

Hvidstengruppen kom ud på dvd/vod efter seks måneder og blev den største succes siden Avatar. En kongelig affære kom ud på dvd/vod efter otte måneder og blev også en kæmpe succes. Publikum havde ganske enkelt lyst til at se filmene igen. Det var aldrig sket efter to måneder – heller ikke på vod.

I det hele taget skal vi se selvstændigt på de forskellige platforme. Nogle film egner sig bedst til den digitale biograf og andre til den fysiske biograf. Begge platforme har deres betingelser. Det skal være de betingelser, der er bedst for både platformen og filmen.

Så kære filminstitut og politikere: Lad være med at lytte til klagesangen om dårlig økonomi – den har været der siden filmens opfindelse og vil fortsætte indtil jordens undergang. Filmbranchen må som alle andre brancher i det her land, eller for den sags skyld resten af verden, spænde livremmen ind. Vi kan ikke forsvare over for befolkningen, der ser nedskæringer overalt, at vi ikke også må tænke konstruktivt, finde nye veje til besparelser og ikke bare kræve ind.

Fakta er også, at det aldrig har været billigere at producere og distribuere film takket være den nye digitale tidsalder. Så producenterne kan med sindsro skære 20-25 % af budgetterne og stadig lave fremragende kvalitet. Det handler blot om viljen.

Problemet er bare, at for øjeblikket bliver man ”straffet” af Det Danske Filminstitut. Producerer du effektivt og holder budgetterne nede, så får du mindre støtte. Producerer du for dyrt og ineffektivt, bliver du belønnet og får mere støtte. Allerede dér er der mange penge at hente til den ”dårlige økonomi”. Men også et effektivt service-eftersyn af hele støttesystemet vil kunne forøge økonomien i dansk film. Men det kræver en helt ny blog.

Til sidst vil jeg fremhæve Producentforeningens filmpolitiske oplæg. Under titlen Dansk film – et fælles ansvar er der et billede af Mads Mikkelsen som Hannibal the Cannibal på en hest med en meget træt dreng. Billedet er fra den konsulentstøttede The Salvation.

The Salvation er en amerikansk western på engelsk, optaget i Sydafrika med et internationalt hold. Filmen blev hverken en kunstnerisk eller økonomisk succes, og instruktøren Kristian Levrings største bidrag var følgende udtalelse til Børsen:

”Jeg har været vild med westerns, siden jeg så dem på DR om lørdagen i 1960-70’erne, så det kan da godt være, at det er for drengerøve.” Og intervieweren fortsætter: ”I 2011 brugte han fem millioner kroner af sin arv på at købe sig ind i produktionsselskabet Zentropa. Han håber, at The Salvation tjener sine udgifter ind og endda giver gode penge til Zentropas bundlinje.”

Hvis det skal være producenternes ”logo” for det nye filmpolitiske oplæg, så vind eller forsvind. Og lad dem, som vil skabe dansk film i fremtiden, komme til. Vi er mange! 

Kommentarer

Regner Grasten


Producenten Regner Grasten skyder sine skarpladte holdninger til dansk og international film afsted fra hoften.

Søn af maler/filminstruktør Kirsten Stenbæk og filmanmelder/manuskriptforfatter Bent Grasten. Tilbragte sin barndom på Ekstra Bladets redaktion og ASA-filmstudierne i Lyngby.

Fik som ung 450 kr. om måneden for at sætte plakater op og skrue elpærer i hos ABCinema. Var med til at grundlægge biografen Klaptræet, siden selskabet Kærnefilm med Per Holst.

Startede sammen med sin kone, Tove, produktionsselskabet Regner Grasten Film og producerede med Per Holst Op på fars hat, der blev set af en million mennesker i biografen.

Har produceret 34 film, heriblandt Anja & Viktor-serien, Det forsømte forår, Kun en pige, Hvidstengruppen og senest Tarok. Har også stået bag to julekalendre og teater-musicalen Askepop. Har været forfatter og medforfatter på flere af filmene under pseudonymet Torvald Lervad. Var instruktør på Bananen – skræl den før din nabo, der blev firmaets største flop.

© Filmmagasinet Ekko