Generation Æh Øh Åh

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

26. juni 2018 | 19:02

Jeg er fan af vold på film

Foto | Kapong ”Shi” Kornporiphan
Ryan Goslings Julian kan i Only God Forgive ikke engang thai, men til gengæld taler han til perfektion voldens sprog.

En spændt knytnæve, blod der sprøjter i alle retninger, skvulper fra et skudsår, løber ned over en smadret næseryg, står ud af en åben pulsåre, lækker fra et betændt knivstik eller smatter hen over gulvbrædderne. 

Jeg er fan af vold på film. 

En slåskamp på film er for mig som et stykke musik. Hvert et slag har sin egen rytme, hver en bevægelse er som et led i en koreografi, et trin i en kompliceret dans. 

Jeg bliver ofte spurgt, hvad det er ved voldsfilm, som tiltaler mig, og jeg tænker, at det er et mærkeligt spørgsmål. Tiltaler voldsfilm ikke de fleste? 

De voldelige film sælger mange billetter, så jeg er vel ikke en særling med et særligt voldsbehov, fordi jeg går ind og ser en af dem? 

Nicolas Winding Refn laver film, og de er ofte voldelige. Jeg har set de fleste af dem og har altid været begejstret. Pusher er for fed! Pusher II er endnu bedre. Pusher III har sine øjeblikke. Og Only God Forgives fra 2013 er i min optik hans bedste film. 

Her bliver der ikke sagt ret meget. Ryan Goslings Julian er en mand af få ord. Han vandrer rundt i Bangkok, et fremmed land, hvor han er rodløs. Han kan ikke engang thai, men der er et andet sprog, han taler til perfektion: voldens sprog. 

Han kommunikerer gennem aggression ved hjælp af sine sammenknyttede næver. Han siger aldrig fra over for nogen. Han nikker dem bare en skalle. 

Jeg tilhører det publikum, som er nysgerrig på det fremmede sprog, der ligger langt fra min egen virkelighed, hvor man taler dansk og taler pænt til hinanden. 

Jeg er nysgerrig på, hvad Julian prøver at fortælle os med sin muskuløse overkrop og aggressive bevægelser – og ikke mindst, hvad instruktøren forsøger at formidle. 

Ligesom det talende og skrivende sprog kan voldssproget raffineres. Man kan pynte på det, forbedre det – udvide det.

Jeg betragter filmvold som en form for avanceret kommunikation. Den er på en gang visuel og sanselig, dragende og frastødende. 

Folk kalder det primitivt. 

Men de har ikke forstået, hvor meget det kræver at få en kampscene mellem to mennesker til at fungere. Det kræver præcision, finesse og timing. Ligesom med sproget skal scenen virker flydende, let og elegant. 

Jeg sad på en bar. En mand råbte og skreg sjofle vittigheder ud i rummet. Sådan taler de fleste instruktører, når de taler gennem vold. De taler for vulgært. 

De har ikke lært, at de bedst muligt kommunikerer deres budskab gennem spændte kroppe og knyttede næver. 

Nogle beslutter sig for at lære fransk. De sætter sig i en klasse med notehæfte og ordbog, parat til undervisning. En elev lærer hurtigt de nye fremmede gloser, en anden kæmper sig igennem grammatikken. 

Jeg sætter mig i biografens mørke og bliver undervist i voldens sprog. At kunne forstå det sprog er vel bare et spinkelt forsøg på at kunne forstå mennesket. For mennesket er – om vi vil det eller ej – en temmelig voldelig art.

Laura Dyhrcrone

 

Laura Dyhrcrone (f. 1996) beskriver verdenen set gennem en ung filmelsker og kunstners øjne. 

I starten af tyverne står hun i vadestedet, hvor alle muligheder er åbne, men også hvor bevidstheden om en karriere begynder at trænge sig på.

Udfordringerne mødes med energi og begejstring, tøven og tvivl, af Laura og hendes jævnaldrende, som hun selv har døbt Generation Æh Øh Åh.

Laura gik på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft fra 2015 til 2016. Hun laver sine egne film og medvirker som skuespiller i andres.

Uden for filmbranchen har hun været billetkontrollør på teatret Aveny-T og vendt bøffer på burgerbaren Gasoline Grill i sit sabbatår. Men film har lige siden barnsben været hendes store passion, og hun brænder for alt fra kønspolitik til populærkultur. 

© Filmmagasinet Ekko