Hvad tænker dansk film?

Jeg er på jagt efter min nye film. Hvad skal den handle om? Hvilken genre?

Jeg befinder mig i det åbne landskab. Det er en euforisk periode, hvor idéerne får lov at flyve, inden man bliver konkret, og man hugger til og nagler sin idé. Sådan en periode bringer mig vidt omkring.

Som en del af researchen tjekker jeg Det Danske Filminstituts hjemmeside for at se, hvilke idéer der er gangbare.

Hvad skal der til for at få støtte? Hvilke historier kommer igennem instituttets nåleøje?

Jeg ser på listen over støttede og premieresatte film i 2015. Jeg ser ikke på, om det er gode eller dårlige film, om filmene sælger billetter eller ikke sælger billetter. Jeg er kun nysgerrig på, hvilke historier der bliver fortalt til danskerne i året 2015.

Efter at have løbet listen med producerede spillefilm for voksne og børn igennem må jeg konstatere, at på Det Danske Filminstitut har det i 2015 haft højeste prioritet at fortælle historier om og beskrive mænds liv i alle faser og afskygninger. 

Og tendensen ser ud til at fortsætte i 2016.

De eneste roller, der bliver kvinderne til del (med få undtagelser), er rollen som konen, kæresten og kussen. Der er ingen lyst til at gøre kvinderne synlige, ingen billeder der trænger sig på.

Vi gider ikke høre om deres liv, kun som liv i forhold til en mand.

Filmene falder i forskellige kategorier.

1) En mands kamp med sig selv og med omverdenens fortrædeligheder (en, to eller tre mænd): Klovn Forever, Comeback, Guldkysten, I dine hænder, Rosita, Idealisten, Mennesker bliver spist, Steppeulven, Mænd & høns.

2) En traditionel mande-arena – hvor mænd er mænd og slås mod mænd: Under sandet, Krigen, Sommeren '92, 9. april.

Tilbage er: Nøgle hus spejl, Lang historie kort, Bridgend – hvoraf nogle kan beskrives som kollektive fortællinger.

Dette er ikke en kritik mod den enkelte film – en film er et værk, som har sin egen sandhed.

Jeg undrer mig blot over den massive mandlige dominans.

1) Er det sådan, at den samlede branche (manuskriptforfattere, instruktører, producere, producenter og så videre) tænker: ”En rigtig film har en mand/mænd i hovedrollen”?

2) Eller sker udvælgelsen hos Det Danske Filminstitut?

Modtager de mange ansøgninger på film, hvor hovedkarakteren er en kvinde?

Vælger de dem fra, fordi de bedste ansøgninger/film var dem med mænd i hovedrollerne?

Personligt savner jeg at se kvinden blive beskrevet indgående i spændende, voldsomme, følsomme og poetiske fortællinger.

Mænd er skønne, jeg har altid haft stor fornøjelse af at tilbringe tid sammen med dem. Men altså ikke ikke 24syv. Og så synes jeg også, at de fremragende danske skuespillere af kvindekønnet fortjener nogle større udfordringer.