Instruktørens p.o.v.

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

20. dec. 2015 | 14:27

Kreativ nostalgi

Foto | Linda Wendel

Når der sker dødsfald i familien, bliver man ramt af sorg, noget forsvinder, noget bliver taget fra én.

Det noget er blandt andet vidnerne til ens liv og opvækst. De efterladte står alene tilbage med minderne. Vores erindring fryser til i faste figurer og bestemte mønstre.

Når verden omkring os forandres – det kan være familiemæssige årsager, eller at samfundet ændrer sig – når vi føler, at vi ikke passer ind, når vi føler os ensomme, tænker vi os ind i andre virkeligheder.

Vi bliver nostalgiske.

Sådan er det med vores trang til at se de ældre film. Det minder os om noget, vi får kontakt til et tidligere liv. Vi er tilbage i ungdommen, barndommens følelser står skarpt, og vi bliver vækket til live.

”Kære Linda.

Jeg har som så mange andre også et kæmpe ønske om at genopleve Ballerup Boulevard. Filmen er så tidstypisk, replikkerne realistiske og historien fængende.

Jeg så den som barn på VHS næsten hver dag efter skole i et helt år sammen med min storesøster, og det var noget helt særligt at lære om de lidt ældre teenageres omgang med hinanden og motiver for opførsel. Det tror jeg, at jeg blev klog på mennesker af.

Nu er min søster desværre død. Det ville have været fantastisk at se filmen sammen med hende, men jeg vil mindes hende og vores fælles passion for Ballerup Boulevard, hvis jeg får den at se igen.

Kan du hjælpe mig med at købe et eksemplar? Det håber jeg. Filmen er meget mere betydningsfuld, end du kan forestille dig. Den er så fin.

Mange tak for det ...”

Jeg har gennem årene fået mange henvendelser fra folk, der gerne ville gense Ballerup Boulevard. Det siger mig, at det er vigtigt for os at have adgang til tidligere kulturelle oplevelser. De tænder følelser og sætter os i stand til at sanse glemte perioder i vores liv.

Kultur er vores sprog. Det er vores kommunikation. Det er vores udveksling af billeder og forestillingsverden. Det er det, vi billedliggør. Det er en landgangsbro til vores indre liv.

Hvorfor skal vi skabe nyt, når vi har det gamle?

Det virker, som om mange kulturproducenter stiller sig det spørgsmål i denne tid, hvor retrobølgen hærger verden som en tsunami, og hvor sequels og biopics er i højsædet. Det giver penge, fordi genkendelsen er til stede. Det er den direkte vej til følelserne.

Som for eksempel Morten Korch-kulturen. Når bønderne drog ind til byen og blev budt et liv i kummerlige kår, uden lys og luft og uden den elskede natur, havde de behov for at mindes og bringe naturen ind i storbyen. Filmene virkede som en ventil i den moderne verden.

Men behøver nostalgi at være sentimentalt tilbageskuende? Kunsten er en samtale over tid mellem mennesker og generationer. Kreativ nostalgi er at bygge videre på det gamle i stedet for at reproducere.

At være åben for verden – som producent, som instruktør, som manuskriptforfatter, som publikum.

Jeg læste et sted på nettet en erhvervsleder udtale sig (frit efter hukommelsen): ”Som leder skal man ikke umiddelbart sige nej til det forslag, man er imod. Man skal tværtimod undersøge det og nysgerrigt gå ind i sin egen modvilje.”

Nyskabelse er at springe angsten for det ukendte over og insistere på sit udtryk.

Det koster penge (og støtte, kære politikere), men det er en nødvendig udgift, hvis nye generationer af publikum skal blive grebet og have lyst til at se/dyrke deres egen tids film. Fordi erkendelsen og indsigten, der opstår, føles som en rus.

Vi skal have originale filmværker, så samtalen kan fortsætte.

Glædelig jul!

Kommentarer

Linda Wendel


Instruktøren Linda Wendel vil se filmverdenen igennem instruktørens briller og give indblik i, hvad der rører sig i den danske og udenlandske filmkunst.

Hun er uddannet på Den Danske Filmskole i 1984 og har siden skrevet og instrueret otte spillefilm og to tv-serier. Sideløbende har hun haft en karriere som forfatter med blandt andet Diskodigte (1980) og Filmnoter (2013).

Debuterede med forstadsportrættet Ballerup Boulevard (1986), som hun fulgte op med mor/datter-dramaet Lykken er en underlig fisk (1989) – begge med Stine Bierlich i hovedrollen.

Stiftede i 2001 produktionsselskabet Babyfilm sammen med skuespillerne Jesper Christensen og Ulrich Thomsen.

På selskabet har hun skabt fem overvejende privatfinansierede lowbudget-film, blandt andet Baby (2003) og One Shot (2008).

www.lindawendel.dk

© Filmmagasinet Ekko