Instruktørens p.o.v.

13. mar. 2017 | 00:27

Lad os tale lidt om kærligheden

Foto | Nordisk Film Production Sverige AB
Same eller svensk, kan man være begge dele? Sameblod er en af de store kulturoplevelser, som blogger Linda Wendel har haft i den forløbne uge.

Som filminstruktør betyder status rigtigt meget. Status er lig med arbejdsmuligheder. Status er ”the shit”.

Hvis man har været i branchen længe og har oplevet både succes og fiasko, har man, når man rider på succesens bølge, oplevet smil, invitationer, imødekommenhed.

Hvis skuden vender, møder man flakkende blikke. Man bliver sågar set lige igennem. Ja, selv ”venner” kan få travlt med at kigge den anden vej eller skynde sig på toilettet af angst for at blive set sammen med én.

Når/hvis succesen vender tilbage mødes man igen af smil, invitationer og åbne arme.

Sådan er business.

Vi vil alle gerne have status, helst høj status, fordi en høj status tager det værste pres fra ens skuldre. Når man har en høj status, er der mange situationer i hverdagen, hvor man føler sig fri og ovenpå.

Denne frihed opleves, fordi man på sin vej møder mange mennesker med lavere status. Det booster automatisk ens selvtillid. Hvis man tilpas længe har haft rigtigt høj status, så begynder man at ændre syn på sig selv. Risikoen for at se sig selv som et overmenneske er stor. Man bilder sig ind, at der gælder særlige regler for én, og så kan det pludselig løbe løbsk og afgrunden skimtes forude.

Vi indgår alle i en uforudsigelig fortælling.

Der er så meget krig og dårlige vibes i branchen for tiden, at man er afventende og ikke bare buser ud med sine gode idéer.
Et enkelt fejltrin eller et eksperiment, der ikke er øjeblikkeligt aflæseligt, og man bliver pandet ned.

Hvor er kærligheden til mediet, til filmen, til menneskene bag?

Når jeg er mismodig og trist over tingenes tilstand, bevæger jeg mig op af sofaen og ud i byen for at opleve kunst, der kan flytte mine tanker et andet sted hen.

Første stop var Kunstforeningen Gammel Strand, som min ældste datter havde inviteret mig til. ATLAS var vært og Susanne Brøgger gæst. Brøgger har skrevet essayet Dannelse – den ny utopi?, og det føg med citater, man kunne blive inspireret af.

Her kommer ét, som jeg tog med mig: ”Hvad sker der, hvis ikke jeg bliver den, jeg er? Så bliver du helt beroende på, hvad andre siger om dig. Eller du bliver som andre. Eller som andre siger, du skal være.”

Efter dette skud inspiration tog vi bilen og kørte langs Strandvejen op til Louisiana for at se William Kentridge-udstillingen.
Den er et must for filmfolk, ja, for alle andre.

Udstillingen er installationer bestående af levende billeder, musik, tekst og skulpturelle genstande. Kentridge er hvid sydafrikaner og har læst inden for nært sagt alle kreative fag, men synes ikke, at han var rigtigt god til noget af det. Til sidst smækkede han det hele sammen og begyndte at skabe ud fra det.

Her kommer et citat fra anmeldelsen fra Jyllands-Posten, som fuldstændigt rammer min egen oplevelse: ”En hyldest til menneskets indædte livsvilje og til fantasiens skabende og helbredende kræfter. En helt igennem fantastisk udstilling.”

Så fik vi buffet i restauranten og købte en fødselsdagsgave på hjemvejen. Efter sådan en udstilling, der smækker døren til ens sanser og følelser op på vid gab, bliver selv det at købe et opvaskestativ i Ikea fyldt med nærvær og kærlige tanker.

Næste dag lå der på Messenger en invitation til premiere på Sameblod, en ny film af debutanten Amanda Kernell. Jeg fortryder ikke, trods overbooket kalender, at jeg tog mig tid.

Det er en forrygende debut, en smuk fortælling om at høre til og finde sin identitet. Same eller svensk, kan man være begge dele?

Filmen er overbevisende fortalt og fotograferet. En gribende og god film, der har et visuelt overskud og et greb på fortællingen, der holder en fast, og som man må give sig hen til. Min anbefaling: Gå straks ind og se den!

Ugen bragte flere oplevelser, steder og arrangementer annonceret via Facebook.

I en tid, hvor vi hylder pop og mainstream, og hvor det er umuligt for medierne at følge med i det store kulturudbud og give alle omtale, slog det mig, hvor vigtigt det er at melde ud, hvis vi ser noget, vi vil anbefale.

Lad os gøre det til en vane. Lad os være med til at skabe nye oplevelser og indsigter for hinanden.

Linda Wendel


Instruktøren Linda Wendel vil se filmverdenen igennem instruktørens briller og give indblik i, hvad der rører sig i den danske og udenlandske filmkunst.

Hun er uddannet på Den Danske Filmskole i 1984 og har siden skrevet og instrueret otte spillefilm og to tv-serier. Sideløbende har hun haft en karriere som forfatter med blandt andet Diskodigte (1980) og Filmnoter (2013).

Debuterede med forstadsportrættet Ballerup Boulevard (1986), som hun fulgte op med mor/datter-dramaet Lykken er en underlig fisk (1989) – begge med Stine Bierlich i hovedrollen.

Stiftede i 2001 produktionsselskabet Babyfilm sammen med skuespillerne Jesper Christensen og Ulrich Thomsen.

På selskabet har hun skabt fem overvejende privatfinansierede lowbudget-film, blandt andet Baby (2003) og One Shot (2008).

www.lindawendel.dk

© Filmmagasinet Ekko