Når mainstream bliver for smalt

Lowbudget-film er på alles læber for tiden, ja selv staten er sprunget på vognen.

Men hvorfor er lowbudget noget særligt?

Lowbudget er selvbestemmelse og frihed. Lowbudget er en finger i øjet på markedet.

Lowbudget er filmbranchens kræmmermarked.

Her følger en rapport fra tilblivelsen af en lowbudget-film i det herrens år 2007.

One Shot blev startskuddet til at omdefinere min rolle som independent filmskaber. Jeg ville have selvbestemmelse over mine film, men samtidig ville jeg producere/instruere film, hvor folk fik løn for deres arbejde.

Fra mine tidligere lowbudget-film Baby og Han, hun og Strindberg havde jeg et samarbejde med Jørgen Kristiansen (Scanbox), der havde været glad for Babyfilms forrige film – og havde lovet at gå ind i den næste også. Efter en halv times møde kom en aftale i stand, og et udlejerforskud på 400.000 kr. var hjemme.

Men 400.000 forslår som en skrædder i helvede, hvis alle på holdet skal have løn. Min hjerne kørte på højtryk, og jeg stillede mig selv spørgsmålet: Hvad kan vi undvære?

Musikken var det første, der røg. Det var for luksuriøst bare at tænke på det. En hurtig hovedregning fortalte mig, at der var råd til et minihold og en optageperiode på fem dage. Fem dages optagelse – hvad kan man så lige producere der?

Jeg kunne svagt huske noget om en russisk instruktør, der havde optaget en film i realtime. Jeg fik fat på Aleksandr Sokurovs Russian Ark og studerede den – temmelig kostbar affære – men ideen om et skud var overbevisende og inspirerende.

Jeg besluttede, at filmen skulle laves i et skud, det var en rigtig billig løsning. Få skuespillere i få dage. Klippetiden reduceret til én dag, nemlig dagen hvor der skulle klippes for- og sluttekster på. Lydsiden skulle være dokumentarlyd. 100%, atmosfære og enkelte effektlyde. Dette valg minimerede tiden og udgifterne til lydefterarbejdet.

Der var råd til én dags colourgrading o.s.v.

Det var dette scenarie, jeg præsenterede skuespillerne Karen-Lise Mynster, Mille Lehfeldt og Jesper Christensen for, og de var alle interesserede og sagde ja. Tanken om at spille en film, scene på scene uden afbrydelser, var spændende og en udfordring.
Min fotograf Henrik Bohn Ipsen (som har været fotograf på alle spillefilmproduktioner i Babyfilm) var med på idéen. Det samme med tonemesteren Mick Raaschou og produktionslederen Anita Josephine Wales.

Vi filmede on location på Møn og lejede os ind på et wellnesscenter, til en god pris. Her sørgede de for al forplejning og leverede frokost på optagelsen.

Gården, som er filmens location og ramme, fik jeg lov til at låne kvit og frit af min kollega Rumle Hammerich, der alligevel skulle i gang med en større renovering og ikke havde noget imod et filmhold, der hærgede rundt. Der blev ikke ændret særlig meget i dekorationen, placeret et par lampeskærme og sat lidt mad på bordet. Ellers brugte vi det, som det allerede stod. Scenografiarbejdet var minimalt.

Fire uger før optagelse mødtes jeg on and off med skuespillerne. Vi læste i fællesskab manuskriptet, jeg talte om figurer og intentioner med filmen, og vi øvede enkelte scener igennem. Det var meget givende og inspirerende. Jesper og Karen-Lise tændte straks på idéen om, at de skulle være langhårede og hippieagtige og sagde ja til at få hair-extensions svejset i deres hår.

Der hvilede et stort ansvar på spillernes skuldre – kunne de huske alle replikker og arrangementer i så langt et forløb, og hvad hvis noget gik galt?

Jeg overdrog dem ansvaret, tænkte ikke et sekund på om de kunne gennemføre, var tryg ved at vi gennem samtaler og prøver havde et fælles udgangspunkt. Jeg vidste, at jeg arbejdede med tre superdedikerede og dygtige skuespillere, som nok skulle fyre den af, når vi nåede dertil.

Jeg fokuserede på alle de tekniske problemer og overvejelser, der skulle til for at gennemføre projektet.

Der var overvejelser i forhold til at filme i 85 minutter uden pause. Helt banalt – hvordan skaffer man dv-bånd i ordentlig kvalitet til optagelsen? Vi fandt 85 minutters bånd hos Sony af en kvalitet, der kunne bruges. Jeg turde ikke kaste mig ud i kort, jeg var bange for, at vi ved et uheld ville miste vores optagelser.

Fotografen Henrik Ipsen brugte dage på tekniske prøver, og tonemester Mick Raaschou var ind over for at sikre, at lyden kunne få optimale vilkår. Det fysiske problem – at løbe rundt med udstyr non stop – var en krævende opgave i sig selv.

Det var en enorm fysisk og kunstnerisk præstation af Henrik både at have fysikken med og samtidig bevare overblikket og sanseligheden, så der stadigvæk kunne skabes filmbilleder, der var værd at se på. Det samme gjaldt for Mick. At kunne få flot lyd hjem under de vanskelige forhold på en så krævende location, krævede stor dygtighed, for ikke at tale om fotoassistenten Magnus Sort Eidemark, der holdt skarphed hele vejen igennem.

Vi øvede scener og forløb mandag og tirsdag, det var uden kostumer og med løst kamera og løs lyd. Vi brugte de to dage til at spotte, hvor problemerne lå ved at optage på denne måde.

Onsdag var der generalprøve med kostume, kamera og logistik. Hvem stod hvor og på hvilket tidspunkt. For eksempel lå kostumieren skjult i et værelse, klar til at hjælpe Mille Lehfeldt med at skifte kostume, så pausen i filmen ikke ville blive uendelig lang.

Torsdag optog vi. En optagelse kl. 5 om morgenen færdigoptaget kl. 6.20. Så hjem og se prøver, evaluere, hvile sig og igen, en optagelse kl. 17. Samme program fredag, bortset fra, at om fredagen regnede og blæste det, men vi fik optagelserne hjem.

Den optagelse, der er blevet til One Shot, er fra torsdagen kl. 17.

Der havde allerede bredt sig en euforisk stemning torsdag aften efter vi havde set prøver. Eksperimentet var lykkedes, vi havde en film.

Det var en sejr, at have haft en vision, turde gå hele vejen og se det fungere, at det kunne lade sig gøre. Det var en af mine lykkeligste dage som filminstruktør, og jeg var dybt taknemmelig over et hold og nogle skuespillere, der havde givet alt og gjort det til den letteste sag i verden at skabe en film i et skud.

Filmen kom rundt på mange festivaler, blandt andet Montreal og Moskva – to A-festivaler. One Shot vandt Filmkritikernes pris i Moskva. Vi måtte desværre sige nej til adskillige festivaler, fordi vi ikke havde en 35mm kopi, dette var et krav fra flere festivaler.

Vores ansøgning om støtte til en 35mm kopi havde fået afslag på Det Danske Filminstitut. Dette gjorde også, at vi ikke kunne vise One Shot i ordinære biografer, men måtte nøjes med et liv i meget få biografer, hvor filmen kunne vises digitalt.

Nu ligger den på www.filmstriben.dk til fri download. Så den lever stadig.