Instruktørens p.o.v.

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

30. sep. 2016 | 14:13

Om at ramme skiven

Foto | Nordisk Film & TV Fond
Den finske filmskoleelev Kaisa el Ramly vandt i september Nordic Talents Pitch Prize for sit filmprojekt Scenes from a Dying Town.

Der var en mail i indbakken. Det var en invitation til at deltage i Nordic Talents, et arrangement, hvor udvalgte nordiske filmskole-elever i konkurrence med hinanden viser afgangsfilm og pitcher idéer til nye filmproduktioner.

Vinderen får 250.000 norske kroner, der skal bruges til at sende et nyt projekt godt fra start. Arrangementet foregår på Den Danske Filmskole og er arrangeret af Nordisk Film & TV Fond.

Jeg blev nysgerrig og ville gerne se, hvad der rører sig hos den nye filmgeneration. Også muligheden for at overvære en pitch-situation hørte til på plussiden.

En pitch er en kort salgstale, og det der med at pitche en spillefilm er ukendt land for en Filmskoleelev fra 80’erne. Det var ikke noget, vi blev trænet i.

Dengang hed det ”fremlæggelse”, og man behøvede ikke at time sin idé på minutter. Samtalen foregik som regel på dansk, og fremlæggelsen var for det meste et møde med to-tre deltagere. Modtageren var det danske marked, og møderne var oftest kendetegnet ved at være hyggelige.

I dag bliver der stillet anderledes krav til eleverne.

Det er ikke nok at være en god instruktør. Man skal også kunne performe på en scene, være habil i engelsk, kunne forføre med punchlines og overholde en stram tidsplan.

I de tre dage blev der vist mange gode film. Danmark deltog med animationsfilm, resten af deltagerne med fiktion, og alle film var på et højt teknisk niveau. Eleverne var gode til at pitche og optræde. Kvinderne var vel repræsenteret, både foran og bag kameraet.

Det var en fornøjelse!

Der var to kvindelige instruktører, som jeg faldt pladask for.

Den ene var en finsk instruktør, Kiasa el Ramly, som både har skrevet, instrueret og produceret Born Wrong – om to søstre på vej til farens begravelse.

Filmens hovedlocation var bagsædet af en taxa. Ved et simpelt, men prægnant billedsprog og to dygtige, velinstruerede skuespillere fik vi oprullet en saga om søstrenes barndom og deres indbyrdes relation. Det var grotesk morsomt.

Instruktørens pitch til sin kommende film var et bud på at skabe en kollektiv fortælling om et samfund i Udkantsfinland.
Virkelig spændende oplæg og en suveræn pitch.

Det andet projekt var Mika Gustafson. Hun viste klip fra sin afgangsfilm Mephobia. Den var blevet til på den måde, at hun havde set adskillige YouTube-klip med dagligdagsscener og samtaler. Disse dialoger havde hun samplet og ud af det skabt en ny scene og en ny dialog.

Et filmmanuskript.

Scenerne var derefter indspillet med skuespillere og instrueret på ordinær vis. Kameraarbejdet lænede sig op af hjemmevideoæstetikken, og det greb skabte et grænseoverskridende nærvær. Så grænseoverskridende, at nogen troede, at det var improvisationer og ikke fiktion.

Jeg var meget opløftet over at møde disse seje kvinder, som benytter anderledes arbejdsgange og har nye tanker omkring fortællestruktur.

Dagen er slut, bussen holder ved stoppestedet, jeg løber den op, springer på. 

Desværre har chaufføren ikke set mig, så dørene smækker i hovedet på mig. Jeg bliver knockoutet, og om natten må jeg vækkes hver anden time til observation for hjernerystelse.

De næste dage må jeg tilbringe på langs, så jeg mistede den sidste dag i talentforløbet.

Næste dag bippede en mail ind.

Mine favoritter har vundet en førsteplads (Kaisa) og en andenplads (Mika). Den professionelle jury, som består af producenter og filmkonsulenter, havde netop udvalgt netop de to instruktører.

Det er godt, at der bliver produceret film, som fylder biograferne. Det er godt, at der bliver produceret film på store budgetter, som udvikler vores professionelle og tekniske kunnen og giver os ekstravagante oplevelser. Det er godt, at der findes manuskriptforfattere, der kan skrive gode manuskripter og perfektionere andres.

Det er godt, at der findes producere, som kan løbe film i gang, se potentialet, skabe muligheder for instruktører, branche og publikum. Der er brug for alle aktører.

Men det er også godt, når systemet anerkender, at der findes flere måder at udvikle og producere film på, og at der skal være mange indgange til branchen. At arbejde som auteurinstruktør er ikke en sygdom.

Du kan læse mere om Nordic Talent her.

Kommentarer

Linda Wendel


Instruktøren Linda Wendel vil se filmverdenen igennem instruktørens briller og give indblik i, hvad der rører sig i den danske og udenlandske filmkunst.

Hun er uddannet på Den Danske Filmskole i 1984 og har siden skrevet og instrueret otte spillefilm og to tv-serier. Sideløbende har hun haft en karriere som forfatter med blandt andet Diskodigte (1980) og Filmnoter (2013).

Debuterede med forstadsportrættet Ballerup Boulevard (1986), som hun fulgte op med mor/datter-dramaet Lykken er en underlig fisk (1989) – begge med Stine Bierlich i hovedrollen.

Stiftede i 2001 produktionsselskabet Babyfilm sammen med skuespillerne Jesper Christensen og Ulrich Thomsen.

På selskabet har hun skabt fem overvejende privatfinansierede lowbudget-film, blandt andet Baby (2003) og One Shot (2008).

www.lindawendel.dk

© Filmmagasinet Ekko