Instruktørens p.o.v.

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

02. nov. 2014 | 09:30

Trenden i europæisk film

Foto | Garmata Film Production
Årets store positive overraskelse er tegnsprogsfilmen The Tribe, som er en usædvanlig artistisk præstation.

Efteråret er min årstid, høj klar himmel, drivende skyer, mættede farver og knivskarpe konturer.

Efterår er klarsyn og den der søde smertelige fornemmelse af, at alting slutter, og alting begynder, på en og samme gang.

På mine første mange film valgte jeg efteråret som kulisse. De særlige dage med blå , blå himmel og dramatiske skyformationer døbte produktionen ”Linda Wendel-vejr”.

I dag er efteråret også film, ikke med mig bag kameraet, men med mig foran skærmen. Om efteråret kommer ”EFA kassen” – eller kom, for i år er kassen med cd’er, erstattet af et link, men ideen med indholdet er den samme.

”EFA kassen” er European Film Academys udvalgte film, film som jeg qua mit medlemskab skal stemme om. Hvilke film skal blive årets bedste?

I år er der link til cirka 60 spillefilm, men der er også kategorier for kortfilm, animation og European Discovery.

Det er en fest, når filmene bliver sluppet fri, tid til fordybelse – hvad rører sig på filmscenen ude i Europa, og hvad har været ”det”, der skal slippe igennem hos smagsdommerne i år.

Hvad er så trenden? Det hurtige svar er, at der er rigtig mange film med lange indstillinger (one shot-scener), der er rigtig meget uartikuleret sex, der er mange karakterer som er i besiddelse af et handicap – for eksempel blinde og døvstumme.

Der er rigtig mange, som er gravide, der bliver taget graviditetsprøver (pind ind i stråle af tis), og der bliver foretaget aborter – ofte under meget usle og livstruende forhold.

Rigtig mange af filmene ser ud til at være produceret på små budgetter. Stilen/genren er realistisk – ikke køkkenvaskrealisme (hvad det så end er – synes det er et smart udtryk, anmelderne bruger, når de vil være lidt nedladende).

Nå, men denne her realisme, der er i de europæiske film anno 2014, er en realisme, hvor miljø og persontegningen rummer inderlighed og dybde. Selv i de mest hardcore volds- eller sex-scener bliver vi rørt, og med rørt mener jeg, at der bliver lukket op til de inderste kamre. Der hvor medfølelsen findes – så det ikke bliver muligt at holde sig på afstand.

Altså mange gribende, samfundsbevidste og ”hvad skal der dog blive af os mennesker”-film i år.

Familien er i centrum, hvad gør vi med denne størrelse? Er der noget at bygge på? Eller er vi alle henvist til vores egen ensomhed i en virtuel verden.

Telefonen er med, telefonen er en vigtig rekvisit, og telefonen har fulgt med udviklingen og er i flere tilfælde erstattet af en Skype-forbindelse.

Enhver moderne film med respekt for sig selv skal indeholde en scene med et ægteskabsopgør, hvor personerne befinder sig i hver deres del af verden, men mødes i cyperspace og skændes. Det er der rigtig meget af i 2014.

Jeg har ikke set alle film endnu, men der er to film, jeg vil fremhæve i skrivende stund.

Den første er Dreamland af en schweizisk instruktør Petra Volpe. Filmen er en multiplot fortælling, der foregår over juleaftensdag og har en handlet østluder (Mia) i hovedrollen. Vi følger Mias spor og bliver via hende inviteret indenfor, eller bliver vidne til, hvad top og bund går og sysler med en juleaften i Schweiz. .

Dreamland er visuelt betagende. Præcist framede billeder giver filmen troværdighed, karaktererne fungerer, skuespillerne er gode, og vi får fortalt en historie om afvisning, ensomhed, forræderi og om vores længsel efter intimitet og nærhed. Håber at den kommer til Danmark.

Den anden er The Tribe af Myroslav Slaboshpytskiy, Ukraine. The Tribe er lige kommet op i Danmark og er blevet anmeldt. Jeg vil blot tilføje, at hvis man interesserer sig for film, så er det en film, man skal se.

The Tribe er artistisk, en film på tegnsprog, uden undertekster. Fragmenteret i sin fortælling og provokerende slæbende i sin billedstil og alligevel med skuespillere, der agerer som om de var på speed (måske billedsiden er manipuleret i efterarbejdet, så skuespillerne bevæger sig fem procent hurtigere end normalt?).

Det er lang tid siden, vi har talt om politisk film. Hvis nogen interesserer sig for det, oplever jeg i høj grad The Tribe som et bud på den politiske film i 2014.

The Tribe er i Dansk distribution. Tak for det!

Kommentarer

Linda Wendel


Instruktøren Linda Wendel vil se filmverdenen igennem instruktørens briller og give indblik i, hvad der rører sig i den danske og udenlandske filmkunst.

Hun er uddannet på Den Danske Filmskole i 1984 og har siden skrevet og instrueret otte spillefilm og to tv-serier. Sideløbende har hun haft en karriere som forfatter med blandt andet Diskodigte (1980) og Filmnoter (2013).

Debuterede med forstadsportrættet Ballerup Boulevard (1986), som hun fulgte op med mor/datter-dramaet Lykken er en underlig fisk (1989) – begge med Stine Bierlich i hovedrollen.

Stiftede i 2001 produktionsselskabet Babyfilm sammen med skuespillerne Jesper Christensen og Ulrich Thomsen.

På selskabet har hun skabt fem overvejende privatfinansierede lowbudget-film, blandt andet Baby (2003) og One Shot (2008).

www.lindawendel.dk

© Filmmagasinet Ekko