Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

20. nov. 2013 | 13:48 - Opdateret 03. aug. 2015 | 09:44

De ti største danske filmsucceser i dette årtusinde

20. nov. 2013 | 13:48 - Opdateret 03. aug. 2015 | 09:44

De ti største danske filmsucceser i dette årtusinde

Opdateret udgave af denne blog, pr. 27. september 2014, kan læse her.

Netop som Kvinden i buret har placeret sig som den mest sete film i 2013, handler denne blog om de ti mest sete danske film i dette årtusinde, per dags dato.

Listen består af fem komedier og fem dramaer, og omend flere af filmene er blevet tildelt filmpriser, er det kun Kongekabale, der for alvor har gjort rent bord ved de danske prisuddelinger.

Men mon ikke også der vanker dansk hæder til både Kvinden i buret og Oscar-håbet Jagten ved prisuddelingerne i 2014?

Hele fem spillefilmdebutanter har tilkæmpet sig en fornem placering på denne liste: Mikkel Nørgaard med Klovn –The Movie, Hella Joof med En kort en lang, Nikolaj Arcel med Kongekabale, Charlotte Sach Bostrup med Anja og Viktor samt Anne-Grethe Bjarup Riis med Hvidstengruppen (sidstnævnte fik dog god hjælp fra en erfaren herre i faget: Anders Refn, som var teknisk instruktør på filmen).

Så det kan altså godt lade sig gøre at sælge mange billetter i første forsøg.

Der er kun en enkelt ”romertalsfilm” placeret på listen: Anja og Viktor.

Zentropa står bag seks af filmene, Regner Grasten Film og Nimbus hver to, Angel Films og Nordisk Film hver en.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at det sammenlagt giver mere end ti film. Det skyldes, at både Zentropa, Nimbus og Nordisk Film stod bag Kongekabale.

Det er bemærkelsesværdigt, at Nordisk Films indflydelse på listen er så begrænset, i betragtning af den indflydelse selskabet havde i slutningen af det forrige årtusinde. Dengang lå Nordisk tungt på listen over de mest sete danske film takket være de originale Olsen-Banden-film (1968-1998) og Midt om natten (1984). Faktisk var fem af de ti mest sete film i perioden 1975-1999 produceret af Nordisk Film. Og hele tre af dem var placeret helt i top.

Blandt listens instruktører har Mikkel Nørgaard bidraget med hele to film. Nikolaj Arcel og Søren Frellesen har ligeledes, som manuskriptforfattere, hver bidraget med to. De øvrige instruktører og manuskriptforfattere har kun hver bidraget med en enkelt.

Noget anderledes står det til blandt skuespillerne. Mads Mikkelsen og Bjarne Henriksen har medvirket i hver tre af listens film. Skuespiller med ”dubletter” omfatter: Anders W. Berthelsen, Nicolas Bro, Jesper Christensen, Peter Gantzler, Lars Mikkelsen, Bodil Jørgensen, Karen-Lise Mynster, Charlotte Munck, Lærke Winther Andersen, Jens Jørn Spottag, Robert Hansen og Lars Hjortshøj.

Her følger de ti største danske successer i dette årtusinde (i parantes: besøgstallet i de danske biografer).

1. Klovn – the Movie (855.174 tilskuere)

Spillefilmdebutanten Mikkel Nørgaards guldrandede forretning, Klovn – the Movie (2010), det blot kostede fjorten millioner kroner at producere. Den er baseret på tv-serien af samme navn, som løb over stuealteret i hele seks sæsoner.

I lyset af Casper Christensens øvrige meritter på filmområdet, når han står uden sine Klovn-makkere, kan Frank Hvam og Mikkel Nørgaards bidrag til denne films succes ikke overvurderes nok.

At den humor, Hvam og Christensen repræsenterer, har svært ved at slå an uden for Danmark, blev bevist gennem de udenlandske tilskuerantal. Filmen blev i udlandet samlet kun set af 52.569 tilskuere, fortrinsvis i de øvrige nordiske lande. I USA var indtægterne på sølle kr. 380.000. En amerikansk genindspilning skulle dog være på vej.

Efter signende skulle en Klovn 2 ligeledes være på vej, efter de to herrers samarbejde med Zentropa blev afbrudt.

De danske anmeldere var generelt tilfreds med resultatet, og Erik Jensen i Politiken gav filmen fem stjerner og følgende ord med på vejen: ”Det har været en stilsikker fornøjelse fra start til slut for de efterhånden let rynkede drengerøve."

Filmen vandt publikumsprisen ved Robert-prisuddelingen i 2011 samt tre Zulu Awards, blandt andet i bedste film-kategorien.

2. Italiensk for begyndere (828.730 tilskuere)

 

Producenten Ib Tardinis mesterstykke af en film fra 2000. Lone Scherfigs lavbudget-diamantbesatte forretning var dogmefilm #12.

Filmen blev i udlandet set af hele 2.934.645 biografgængere.

Så når Scherfig præsenterer den lune danske humor, er det virkelig noget, der rejser godt. Alene i USA havde filmen en indtægt på over 25,0 millioner kroner, hvilket jo er imponerende i forhold til de sølle 380.000 kroner, Klovn – The Movie indtjente over there.

Men det var selvfølgelig også før, danske film begyndte at blive udsendt simultant på vod og i biograferne i USA, hvilket stort set har kvalt billetsalget på danske film i de amerikanske biografer.

Anders W. Berthelsen, Ann Eleonora Jørgensen, Peter Gantzler og Lars Kaalund kan ses i komedien om den enlige præst, der ankommer til en provinsby, hvor eneste oplivende moment er et italiensk-kursus på aftenskolen.

Kim Skotte kaldte i Politiken Italiensk for begyndere for ”en dansk komedie, hvor man ikke bare ler ad personerne, men også lever og føler med dem”.

Filmen blev tildelt en enkelt Bodil for bedste kvindelige birolle og tre Robert-priser, blandt andet i bedste manuskript-kategorien. Komedien blev ligeledes tildelt en lavine af internationale filmpriser, blandt andet Sølvbjørnen ved Berlin Filmfestivalen.

3. Hvidstengruppen (764.516 tilskuere)

Anne-Grethe Bjarup Riis' 23,2 millioner kroner dyre film fra 2012 tog store dele af det danske biografpublikum med storm. Historien om modstandsgruppen fra Randers-området, tilsat uforfalsket Morten Korch, var virkelig noget, der gik i folkesjælen.

Jens Jørn Spottag, Bodil Jørgensen, Bjarne Henriksen, Anne Louise Hassing og Jesper Asholt spiller filmens væsentligste roller og forbliver ren hjemmeavl, idet filmen ikke har solgt en eneste biografbillet uden for de danske grænser. Teknisk instruktør på filmen var Anders Refn.

Jacob Wendt Jensen skrev i Berlingske Tidende, at filmen "går direkte i din DNA og videre tilbage til vores forfædre. Men den gør os også i stand til at forstå, hvordan mennesker, som i dag står i samme situation andre steder i verden, kan have det”. Og kvitterede med fire stjerner.

Omvendt var Henrik Queitsch i Ekstra Bladet en smule mere forbeholden da han kastede to stjerner efter filmen med følgende bredside: ”stiv, unuanceret og ufatteligt gammeldags.”

Filmen vandt publikumspriser ved Bodil- og Robert-uddelingen samt ved filmfestivalen i Hamborg.

4. Kvinden i buret (724.509 tilskuere)

Frisk ind listen brager spændingsfilmen Kvinden i buret (2013) efter Jussi Adler-Olsens roman. Denne film gør frasen ”den svære anden spillefilm” til skamme. Dansk films Mr. Box-office, Mikkel Nørgaard, indtager her sin anden placering på denne liste. Klovn – the Movie er også hans.

Efter en uheldig episode på jobbet tvangsforflyttes vicekriminalkommissær Carl Mørck til den nye afdeling Q for uopklarede sager. Her opdager Carl mysteriet om den sporløst forsvundne politiker Merete Lynggaard. Han tror ikke på teorien om, at hun begik selvmord, og trods chefernes protester graver Carl og hans assistent, Assad, dybere i sagen, der viser sig at rumme mange dunkle hemmeligheder.

I de bærende roller ses Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares, Sonja Richter og Mikkel Boe Følsgaard.

Niels Lind Larsen i B.T. gav filmen fem stjerner og følgende ord med på vejen: ”Nørgaard og manuskriptforfatter Nikolaj Arcel har taget nogle modige og overraskende gode valg ved at skære gennem al hverdagsrealismen og lægge vægt på stemningen, krimigenren og det dragende mørke.”

5. Flammen & Citronen (667.601 tilskuere)

 

Så er der nu mere kvalitet over denne listes anden modstandsfilm. Ole Christian Madsens flotte storfilm Flammen & Citronen (2008) kostede 45,8 millioner kroner at producere og blev set af 137.286 tilskuere i udlandet. Filmen indtjente 831.000 kroner i USA.

Modstandsfolkene i skikkelse af Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen spiller henholdsvis den effektive og kompromisløse Bent, også kaldet Flammen, og den følsomme Jørgen, der havde dæknavnet Citronen. I øvrigt medvirker Stine Stengade, Peter Mygind, Mille Lehfeldt og Jesper Christensen.

Bo Green Jensen i Weekendavisen skrev blandt andet: ”Ole Christian Madsens besættelsesdrama kombinerer romantisk metode og historisk revisionisme i en stilmæssigt gennemført storfilm. Det har ingen for alvor haft held med før nu.”

Filmen vandt en enkelt Bodil samt fem Robert-priser, alle i tekniske kategorier.

6. Jagten (672.512 tilskuere)

 

Jagten (2013) er dette års store danske Oscar-håb.

Thomas Vinterbergs brag af en comeback-film fra i år kostede 20,8 millioner kroner at producere og var, allerede inden den danske premiere, blevet set af 292.738 tilskuere i udlandet. Filmen har foreløbig indtjent 3,2 millioner kroner i USA.

Mads Mikkelsen spiller børnehavepædagogen Lucas. Da en af Lucas’ elever, Klara, i et presset øjeblik påstår, at Lucas har blottet sig for hende, begynder rygtet at spredes i det lille landsbysamfund. Og selv om Lucas er ganske uskyldig i anklagen, lægger både naboer og venner afstand til ham. I øvrigt medvirker Susse Wold, Thomas Bo Larsen, Lars Ranthe, Anne Louise Hassing og Bjarne Henriksen.

B.T.’s Niels Lind Larsen tildelte filmen maksimum stjerner og gav filmen følgende ord med på vejen: ”Vinterberg instruerer med en kærlig hånd og en sikkerhed, der for mig at se gør Jagten til hans bedste film overhovedet.”

Filmen vandt en enkelt European Film Award for bedste manuskript samt tre priser i Cannes, blandt andet prisen som bedste skuespiller til Mads Mikkelsen. Filmen kan først komme i betragtning til danske filmpriser i 2014.

7. Den skaldede frisør (644.729 tilskuere)

 

Susanne Biers noget stilusikre romanske komedie fra 2012 var den første film efter Oscar-triumfen Hævnen. Filmen kostede 32,5 millioner kroner at producere og er foreløbig blevet set af 251.210 tilskuere i udlandet. I USA har filmen indtjent 9,1 millioner kroner.

Filmen handler om frisøren Ida, som skal til sin søns bryllup i Italien. Hun er brudt med sin mand, Leif, som kommer anstigende til festen med sin nye, blonde nipskæreste. Gommens far, den britiske forretningsmand Philip, er også taget sydpå. Han er aldrig helt kommet sig over sin kones død, men måske er der hjerter, som kommer til at banke i takt under Italiens sol?

Komedien havde Trine Dyrholm, Pierce Brosnan, Paprika Steen, Kim Bodnia, Christiane Schaumburg-Müller i de væsentligste roller.

Morten Piil gav fire stjerner i Kortfilmmagasinet Ekko med følgende ord: ”Men ellers kan vi føle os helt hjemme i Bier-land, hvor hjerte er utænkelig uden akut smerte, hvor død og sygdom rammer hovedpersonerne med tunge skæbneslag, og hvor de rene, uforbeholdne følelser har det svært i kampen med selvbedrag, løgn og hykleri.”

Den skaldede frisør vandt publikumsprisen ved Robert-uddelingen, som også belønnede Trine Dyrholm for hendes præstation.

8. En kort en lang (583.674 tilskuere)

Hella Joofs charmerende, men noget rodede, debutkomedie fra 2001 blev set af 21.490 tilskuere i udlandet og kostede 16,5 millioner kroner at producere.

Filmen handler om Jacob og Jørgen, som er kærester. De elsker hinanden og skal giftes den kommende sommer. Under en fest kommer Jacob lidt for tæt på Caroline, der er gift med Jørgens bror Tom. Og så begynder problemerne at tårne sig op for Jacob, der begynder at tvivle på alt og ikke er i stand til at tage en endelig beslutning om noget som helst.

Filmen var yderst stjernebesat: Mads Mikkelsen, Charlotte Munck, Troels Lyby, Jesper Lohmann, Klaus Bondam, Peter Frödin, Ditte Gråbøl, Ellen Hillingsø, Pernille Højmark, Henning Jensen og Ghita Nørby.

Jacob Wendt Jensen i Berlingske Tidende kaldte filmen ”en charmerende rodebunke af en debutfilm, hvor Hella Joof har fået mange af sine hjertebørn proppet ind” og tildelte fire stjerner.

Filmen blev tildelt fire Robert-priser, blandt andet publikumsprisen.

9. Anja & Viktor (572.036 tilskuere)

 

Inden denne slags komedier tabte til de endnu mere tåbelige reality-programmer, havde de et godt tag i publikum. Anja & Viktor (2001) var den anden film – ud af i alt fem – i franchisen og kostede 13,7 millioner kroner at producere. Filmen har ikke solgt en eneste billet i udlandet.

Anja & Viktor handler om Viktor, som går i 3.G og er kæreste med lidt ældre Anja, der netop har fået job på et reklamebureau i København. Her møder Anja instruktøren Tobias og Viktors gamle rival Peter, der hjælper hende og veninden Gitte med at få en lejlighed. Viktor er langt fra tilfreds med situationen og søger derfor jobbet som vicevært i ejendommen. Han får hjælp af Brian og Esben, Anja og Viktors yngre brødre.

Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen spiller filmens bærende roller. Spillefilmdebutanten Charlotte Sachs Bostrup instruerede, eller hvad vi nu skal kalde det.

Jyllands-Postens Johs. H. Christensen var heller ikke begejstret: ”Af skuespillerne slipper kun Anja ud af historien med et vist held. Jeg orker ikke hænge de andre ud, for det er selvfølgelig instruktørens fadæse eller uduelighed, at de ikke er instrueret til at spille komedie.” Han tildelte filmen sølle to stjerner.

Anja & Viktor blev – ikke overraskende – forbigået ved samtlige prisuddelinger.

10. Kongekabale (551.887 tilskuere)

 

Nikolaj Arcels brag af en debutfilm fra 2004 blev set af 16.554 tilskuere i udlandet.

Filmen handler om toppen i dansk politik, hvor der ikke alene er koldt, men hvor også alle tricks gælder i spillet om magtens tinder.

Søren Pilmark yder en forrygende præstation, som han aldrig siden har overgået. I øvrigt medvirker Anders W. Berthelsen, Lars Mikkelsen, Nastja Arcel, Ulf Pilgaard, Charlotte Munck, Lars Brygman, Helle Fagralid, Jesper Langberg, Bjarne Henriksen, Kurt Ravn og Nicolaj Kopernikus.

B.T.’s Birgitte Grue kaldte filmen ”en af de allerbedste spændingsfilm, der er lavet i Danmark i mange år” og kvitterede med maksimum antal stjerner.

Filmen blev tildelt to Bobil- og otte Robert-priser. Ved begge prisuddelinger løb Kongekabale med prisen i årets bedste film-kategorien.

 

Lige ved og næsten:

11. En kongelig affære (528.425 tilskuere)

12. Klassefesten (517.799 tilskuere)

13. Far til Fire gi’r aldrig op (511.258 tilskuere)

14. Elsker dig for evigt (506.322 tilskuere)

15. Min søsters børn i sneen (506.312 tilskuere)

16. Dirch (484.209 tilskuere)

17. Min søsters børn i Ægypten (465.797 tilskuere)

18. Blå mænd (448.953 tilskuere)

19. Hævnen (448.282 tilskuere)

20. Blinkende lygter (436.060 tilskuere)


Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko