Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

08. dec. 2014 | 15:31

2015 bliver et filmisk jubelår

Bond, Frank & Casper, R2-D2 & C-3PO, Mr. Grey og Katniss vil alle skabe køer af historiske proportioner foran biograferne til næste år.

2015 bliver et historisk biografår. Året byder på et festfyrværkeri af publikumsfavoritter i mængder, der sjældent er set før.

Og der bliver noget for enhver smag, lige fra James Bond og Fifty Shades of Grey over Mænd og høns og The Avengers til Whiplash og The Imitation Game.

Jeg vover det ene øje og forudser, at 2015 billetsalgsmæssigt bliver det bedste år siden 1981, hvor 16,2 millioner mennesker satte sig i biografernes sæder. Her er mit bud på de ti film, der næste år vil trække flest tilskuere i biograferne:

Men en ting er alle de store publikumsfavoritter, en ganske anden ting er de film jeg personligt glæder mig allermest til i 2015. Til trods for fordomme om det modsatte, er det ikke nødvendigvis den samme ting.

For at lette chokket skal jeg skyndsomst afsløre, at der er et par gengangere.

Vi arbejder os, vanen tro, mod toppen.

 

10. Inside Out (premiere: 27. august 2015)

 

Endelig en ny film fra Pixar, efter hele to års pause. Film nummer femten fra studiet, som blandt andet har givet os klassikere som Find Nemo (2003), Ratatouille (2007) Wall-E (2008), Op (2009) samt de tre Toy Story-film (1995, 1999 og 2010) (Nr. fire er lige blevet annonceret med premiere 15. juni 2017).

Filmen handler om pigen Riley. Ligesom mange andre mennesker er Riley styret af sine følelser - glæde, frygt, vrede, afsky og sorg. Følelserne bor i Hovedkvarteret, kontrolcentret inde i Rileys hjerne, som hele tiden formidler den nødvendige rådgivning i en ung piges liv.

Instruktionen af denne computeranimationsfilm er lagt i hænderne på Pete Doctor, som tidligere har stået bag en af Pixars mest succesfulde film, Op.

Pixar borger for tårnhøj kvalitet på computeranimantionsområdet, så selvfølgelig er mine forventninger høje.

 

9. Steppeulven (premiere: 19. februar 2015)

 

Historien om forsangeren i legendariske danske band Steppeulvene, Eik Skaløe, som i en alder af 25 år begik selvmord i 1968.

Filmen tager sin begyndelse i 1962. En ung generation gør oprør mod det etablerede. Fredsaktivisten Eik Skaløe møder Iben og falder hovedkulds for hende, men Iben nægter at forpligte sig til kun én mand. Desperat forsøger Eik at vinde hendes hjerte ved at foretage et karriererskift fra digter til forfatter, nomade, junkie og til sidst forsanger i det legendariske band Steppeulvene.

Filmen er instrueret af Ole Christian Madsen, hvis debutfilm Pizza King (1999) stadig er min favorit fra denne instruktørs hånd.

Om end jeg var for ung til virkelig at have været der, husker jeg tydeligt Steppeulvenes indflydelse på den generation jeg er Benjamin i. Den film glæder jeg mig til.

 

8. Untitled Cold War Spy Thriller (premiere: 5. november 2015)

 

Intet jubelår uden en Steven Spielberg film. Og denne gang har instruktøren atter sat Tom Hanks øverst på plakaten. Det er fjerde gang de to samarbejder. Tidligere har Hanks medvirket i følgende Spielberg-film: Saving Private Ryan (1998), Catch Me if You Can (2002) og Terminalen (2004).

Denne gang har de kastet sig over en koldkrigsthriller, baseret på et manuskript af Matt Charman, Ethan Coen og Joel Coen. Det borger for høj kvalitet.

Filmen er baseret på den sande historie om James Donovan, en fremtrædende amerikansk advokat som CIA rekrutterede under den kolde krig. Hans opgave var at glide under jerntæppet og indlede forhandlinger om frigivelse af en tilfangetagen amerikansk pilot, hvis U-2 spionfly var blevet skudt ned over Sovjetunionen.

Filmen er i øvrigt befolket med Amy Ryan, Eve Hewson og Alan Alda.

Ligesom jeg tidligere har udtrykt store forventninger til Christina Rosendahls koldkrigsthriller Idealisten, som får premiere 9. april 2015, er film om dette emne selvskrevne.

 

7. Mænd og høns (premiere: 5. februar 2015)

 

Efter knap ti års pause er Anders Thomas Jensen atter i instruktørstolen og jeg vil være at finde i en biograf på premieredagen. Jensens univers har altid fascineret mig til overmåde. Af instruktørens tidligere film er Adams Æbler (2005) min favorit.

Måtte filmene fra instruktørens hånd nu komme i en lind strøm. Ti års ventetid er altså temmelig uudholdelig.

Filmen er en sort komedie om to brødre, Elias og Gabriel. Da deres far dør, finder brødrene, der ikke er glade for hinanden, via deres fars testamente ud af, at de er adopterede. Elias og Gabriel drager derfor afsted til øen, hvor deres biologiske far bor. Her venter der imidlertid Elias og Gabriel en dramatisk sandhed om dem selv og hele deres slægt.

Alle legekammeraterne fra Jensens øvrige film, minus Ulrich Thomsen, er atter foran kameraet: Mads Mikkelsen, Nicolas Bro, Nikolaj Lie Kaas og Ole Thestrup. Derudover vil vi også møde David Dencik, Søren Malling, Kirsten Lehfeldt og Bodil Jørgensen.

 

6. Spectre (premiere: 23. oktober 2015)

James Bond vil altid stå som noget helt specielt for mig. Jeg har fået agenten ind med modermælken, idet min far distribuerede alle 007-filmene i Danmark i perioden 1962 til 1985.

Min første Bond-film var From Russia with Love (1963) og det er stadig min favorit. Og der er selvfølgelig kun en ”rigtig” James Bond: Sean Connery, selvom jeg synes Daniel Craig gør det hæderligt. På minussiden for denne skuespiller står Quantum of Solace (2008) - den dårligste Bond-film nogensinde.

Men nu er altså en ny James Bond film på vej. Daniel Craig tager en fjerde omgang som MI6 agenten 007 og Sam Medes står ved roret for anden gang. Udover Craig står følgende på rollelisten: Christoph Waltz, Monica Bellucci, Léa Seydoux, Dave Bautista, Ralph Fiennes, Naomie Harris, Rory Kinnear, Ben Whishaw. samt vores egen Jesper Christensen.

Idet optagelserne til filmen netop er påbegyndt, forefindes der endnu ikke fotos fra filmen, så Ekkos læsere må nøjes med et billede fra pressekonferencen, hvor Waltz' medvirken blev annonceret.

Titlen på den 24. James Bond-film anskueliggøre samtidig et problem producenterne af filmene slås med. De er ved at løbe tør for originale titelforlæg. Faktisk er der kun fire titler tilbage af de originale Ian Flemming-bøger, som endnu ikke er blevet benyttet som filmtitel: The Hildebrand Rarity, 007 in New York, The Property of a Lady og Risico

Selvom James Bond efter min mening har mistet en stor del af sin karisma, vil jeg altid blive tiltrukket af biografernes mørke, når jeg hører introduktionen: Bond, James Bond.

 

5. Teorien om alting (premiere: 26. februar 2015)

Fra instruktøren af den fremragende dokumentarfilm Man on Wire (2008), James Marsh, kommer filmen om fysikeren Stephen Hawking.

Han blev i en alder af 21 år diagnosticeret med den nervesvækkende sygdom Amyotrofisk lateral sklerose, der gør han ikke kan bruge kroppen. Han sidder derfor i kørestol eftersom sygdommen er tiltaget gennem årene. Men selv om Hawking lider af denne sygdom har det ikke holdt ham tilbage fra at være aktiv inden for fysikken og som forfatter.

På rollenlisten står Eddie Redmayne, Felicity Jones og Emily Watson.

Filmen spås adskillige Oscar-nomineringer og har modtaget en 75%-rating på Rotten Tomatoes.

Da filmen for nylig havde premiere i USA, skrev Rex Reed i New York Observer: ”En mesterlig film, hjerteskærende kunst og perfektion”.

En film om en af verdens mest interessante og intelligente skæbner, jo tak.

 

4. Whiplash (premiere: 19. februar 2015)

 

Instruktøren Damien Chazelle har videreudviklet sin kortfilm Whiplash (2013) til en spillefilm.

En lovende ung trommeslager kommer ind på et af verdens mest velrenommerede musikkonservatorier, hvor hans ambitiøse drømme styres af en lærer, som ingen stopklods har i udviklingen af de studererenes potentiale.

Miles Teller spiller trommeslageren, J.F. Simmons hans mentor.

Filmen har ligeledes Oscar-potentiale og modtog en imponerede 97%-rating i Rotten Tomatoes, hvor anmelderne gik målrettet efter at overgå hinanden i superlativer.

Som potentielt en af årets bedste film i 2015, skal jeg naturligvis se denne film.

 

3. Foxcatcher (premiere: 22. januar 2015)

Den amerikanske komiker Steve Carell er i denne film sminket til ugenkendelighed (Jo! Det er ham på billedet) og har fået sit store seriøse gennembrud. Oprindeligt var Gary Oldman udset til den rolle, som i stedet endte som en kæmpeudfordring for Carell.

Filmen handler om John du Pont, der led af paranoid skizofreni og dræbte den olympiske mester i brydning David Schultz.

Blandt de øvrige medvirkende ses Channing Tatum og Mark Ruffalo. Bag kameraet finde vi den stabile Bennett Miller, som tidligere har instrueret filmene Capote (2005) og Moneyball (2011).

Denne film vil næppe blive forbigået ved Oscar-uddelingen i 2015 og har da også modtaget en 91%-rating på Rotten Tomatoes. Det vil sikkert også hjælpe filmens Oscar-chancer, at Bennett Miller modtog prisen som bedst instruktør ved Cannes Filmfestivalen i 2014.

Sandt at sige har jeg aldrig brudt mig specielt om Steve Carell, men med denne film fortjener skuespilleren i allerhøjeste grad en chance til.

 

2. Birdman (premiere: 22. januar 2015)

Birdman er et kæmpe comeback for Michael Keaton, som karrieremæssigt har været helt nede og bide i græsset.

Filmen er instrueret af den yderst talentfulde Alejandro González Iñárritu, som har stået bag Love Is a Bitch (2000), 21 gram (2003), Babel (2006) og Biutiful (2010).

Filmen har et imponerede skuespillerensemble, ud over Keaton møder vi Lindsay Duncan, Zach Galifianakis, Edward Norton, Andrea Riseborough, Amy Ryan, Emma Stone og Naomi Watts.

Filmen handler om en tidligere skuespiller, som engang har spillet en ikonisk superhelt. Nu forsøger han at opsætte et Broadway-stykke for at genvinde tidligere tiders storhed. Filmen foregår på én location i løbet af tre dage, mens skuespilleren jonglerer med familie, karriere og sin egen sindstilstand.

Filmen modtog hele fire priser ved filmfestivalen i Venedig i år og er selvfølgelig kørt i front til Oscar-statuetter. 94%-rating i Rotten Tomatoes.

Enhver film af Iñárritu, må jeg bare se.

 

1. The Imitation Game (premiere: 29. januar 2015)

 

Som toppen af kransekagen har jeg norske Morten Tylums thriller, med Benedict Cumberbatch, Keira Knigthley, Matthew Goode og Charles Dance i de væsentligste roller.

Filmen fortæller den sande, men tragiske historie om Alan Turing. Det britiske matematiske geni, som var bedst kendt for at knække den tyske Enigma-kode under 2. Verdenskrig, og var afgørende faktor i forsøget på at vende krigen til de allieredes fordel. Da han senere blev stigmatiseret pga. sin homoseksualitet, tog hans liv en dramatisk drejning.

Filmbranchens jungletrommer har længe banket højlydt løs om denne film, som har vundet priser på samtlige festivaler den har deltaget i.

En så højlydt banken på jungetrommerne kan jeg ikke ignorere og The Imitation Game er filmen jeg glæder mig allermest til i 2015.

85 %-rating på Rotten Tomatoes, hvor superlativerne hagler ned over filmen.

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko