Elefanten i porcelænsbutikken

Det Danske Filminstitut arbejder på at ødelægge økonomien i dansk film og ikke nok med det: Instituttets overordnede agenda er direkte asocial.

Man kan sikkert sige meget godt om Det Danske Filminstitut, men forretningsmænd bliver de aldrig.

Det burde i princippet ikke overraske, men at de tilmed undergraver biografspillefilmen, bør være lidt af en overraskelse.

Nogen vil sikkert indvende, at det heller ikke er som forretningsmænd de er sat i verden.

Og det er så sandelig også rigtigt, men det har dog ikke afholdt instituttet fra at blande sig i forretningsmodeller i filmbranchen. Et område de selvsagt ikke har begreb om.

Se nu blot instituttets hemmelige forhandlinger med teleoperatørerne, hvor instituttet, i nattens mulm og mørke, forsøgte at sælge dansk films fremtid for pebernødder. Det skete i et forretningsmæssigt naivt forsøg på at skaffe dansk film flere penge, ved at tilbyde teleselskaberne adgang til danske spillefilm allerede to måneder efter premieren.

De forhandlinger skulle de aldrig have kastet sig ud i, men overladt til driftige forretningsmænd, som kan hamle op med teleindustriens yderst kapable købmænd. 

Teleoperatørerne må have oplevet det som at sjæle slik fra småbørn.

Problemet med instituttets forsøg på forretningsmæssig intervention er, at niveauet nu er sat for telebranchens engagement i dansk film. Dog på et grundlag som i bedste tilfælde vil give en neutral økonomi, uden flere penge til dansk film, i værste fald: færre penge.

Teleoperatørernes krav om ”noget for noget” i form af kun to måneders ventetid fra premieren, vil nemlig stjæle kunder fra producentens største og vigtigste indtægtskilde: biograferne. Forbrugerne vil nemlig blive flyttet over på filmbranchens økonomiske problembarn nummer et: de digitale platforme, hvor forbrugeren kan få månedlig adgang til tusindvis af film for én biografbillets pris.

Det vil selvsagt køre den danske filmindustri i sænk.

Filminstituttet bør afholde sig fra at begive sig ind på områder, deres kompetencer ikke rækker til.

Det efterlader indtrykket af en elefant i en porcelænsbutik, og har gjort det endnu sværere at få et godt økonomisk resultat ud af filmbranchens anstrengelser for at sikre dansk film en tålelig fremtid.

At teleoperatørerne forlanger ”noget for noget” er urimeligt, i betragtning af at franske og belgiske teleselskaber, uden krav om hurtig adgang til filmene, støtter de respektive landes filmindustrier.

Det Danske Filminstitut har væltet hjælpeløs rundt i porcelænsbutikken. Instituttet har nemlig overset hvilken bragende succes ”internet and network” er for TDC/Yousee, med en overskudsgrad på svimlende 91%, mens overskudsgraden på ”tv” kun er på 53%. (TDC Fact Sheet 2014 Q1).

Dette skyldes jo fortrinsvis, at salget af tv-pakker omfatter højere omkostninger for teleoperatøren, idet dele af indtægterne skal videredistribueres til tv-stationer og rettighedshavere, idet teleoperatørerne mangfoldiggør beskyttede værker. Teleoperatørerne har derimod fortjeneste på datatraffik, uden at de betaler rettighedshaverne for indholdet.

Teleselskaberne forlanger dermed ”noget for noget” af instituttet, for en indtægtskilde de allerede har sneget sig til helt gratis - i modsætning til indhold fra tv-stationerne, hvor tv-kanalerne og rettighedshaverne så sandelig får betaling.

At Det Danske Filminstitut ikke har sat fokus på, at rettighedshaverne for film selvfølgelig har krav på samme betaling som rettighedshaverne på tv, er intet mindre end en skandale.

Instituttet arbejder også målrettet på at gøre de danske borgere til individuelle tabletkiggere, som sidder bag hver deres skærm og i ensomhed ser de danske spillefilm. Og det bliver til en udsalgspris som økonomisk ikke kan understøtte kvaliteten i danske spillefilm. Resultatet bliver derfor en væsentlig forringelse i kvaliteten af danske film.

Instituttet arbejder nemlig på at få sat yderligere gang i immigrationen, som flytter danskerne fra biograferne og de fysiske medier og over på de nye digitale platforme på internettet, når forbrugerne skal se danske spillefilm.

Den immigration behøver ingen hjælp. Man bør ikke ligefrem fremme immigrationen som vil lægge biografspillefilmen i graven, men friholde den lille flig, der hedder den stolte danske biografspillefilm, ud fra et samfundsmæssigt synspunkt.

Er det en statslig organisations opgave at hæmme familier, kærester, venner og børns incitament til underholdning udenfor hjemmets fire vægge, hvor de sammen kan få en fælles oplevelse?

Herfra skal lyde et rungende NEJ!

De sølle tyve danske spillefilm som årligt produceres i dette land, bør der fortsat være incitament til at familier, børn, kærestepar og venner kan være fælles om i biografernes mørke.

Hvis immigrationen på dette specielle område ligefrem bliver fremmet, vil det ikke give forbrugerne flere valgmuligheder og høj kvalitet, men derimod det modsatte.

Hvis så blot denne immigration kunne resultere i en bedre samlet økonomi i dansk film, men det er der absolut ikke bare antydningen af tegn på. Tværtimod.

Der er ingen grund til ligefrem at fremme en potentiel fremtid, som vil øge fremmedgørelsen, egoisme og asocialisering af dette samfund.

Så ikke nok med at filminstituttet er dårlige forretningsmænd, deres overordnede agenda er direkte asocial!