En instruktør med integritet

Endnu en dansk filmskaber, Daniel Dencik, har meldt sig under fanen af filminstruktører med kunstneriske integritet. Se nederst i denne opdaterede blog.

I forbindelse med sin nye film Det andet liv, udtaler instruktøren Jonas Elmer i interview til Filmmagasinet Ekko, at hans film ”er skabt til biografen”.

Man har ellers gennem rigtigt lang tid fået indtryk af, at de danske filminstruktører allerhelst kun ville lave film til mobiltelefonen –- i al fald hvis man lytter til bestyrelsen i instruktørforeningen.

Men nu er der endelig en dansk filminstruktør som har modet til at stå frem, og Elmer kommer dermed i samme klasse som sværvægtsinstruktørerne Christopher Nolan, Quentin Tarantino, James Cameron, Peter Jackson, Kathryn Bigelow, Guillermo del Toro, M. Night Shyamalan, Gore Verbinski, Robert Zemeckis og mange flere, som alle har udtalt deres støtte til biograferns store lærred.

En af sværvægtsinstruktørerne er endda gået så vidt som at meddele, at såfremt filmene ikke laves til biografernes store lærred, ville han helt stoppe som filminstruktør.

Jonas Elmer er således en sværvægtsinstruktør, mens alle de øvrige danske filminstruktører øjensynligt må betragtes som fluevægtere uden antydningen af kunstnerisk integritet.

Senere uddyber Jonas Elmer sit synspunkt i Ekkos interview: ”Denne film er lavet til det store lærred. Det handler om en særlig måde at fortælle historien på og en særlig måde, som Charlotte Bruus Christensen – hende, der fik den tekniske pris i Cannes sidste år – har optaget den på. Det gør den til en visuel oplevelse i biografen.”

I øvrigt udtalte Elmer også, at han syntes forretningsmodellen med vinduer ”er et pragtfuldt system”, idet hans film jo senere ville blive tilgængelig på video on demand ”til evig tid”, hvorfor den ikke behøvede at blive udsendt på video-on-demand tidligere end fire måneder efter biografpremieren.

Tilmed har Elmer den sunde tilgang til sin metier, at han skelner mellem hvor hans værker skal vises, når de skabes, hvorimod det er ét fedt for instruktørforeningen.

Undtaget bestyrelsen i instruktørjuntaen, undskyld: instruktørforeningen, som ikke deler Jonas Elmers synspunkt, har de øvrige danske filminstruktører hidtil været tavse som graven.

Det er første gang, at en dansk instruktør tør melde rent ud og giver udtryk for sin høje kunstneriske integritet. Men er han virkelig den eneste danske instruktør med respekt for sit eget værk? Ja, det lader det til!

Samtidig er det befriende at opleve en instruktør kæmpe for sin film, så blodet fosser ud af knoerne. Der har ellers på det seneste været eksempler på instruktører, som har nægtet at udtale sig om deres film, endsige indgå i noget så vulgært som markedsføringen af deres eget værk: Lars von Trier har sat gaffa-tape for munden, og Simon Staho gik i flyverskjul allerede inden premieren på Miraklet og afviste mediernes ønske om interviews.

Det kan undre, at filminstituttet støtter lanceringen af disse instruktørers film.

Danske film modtager nemlig også lanceringsstøtte, ud over både udviklings-, manuskript- og produktionsstøtte. Men disse penge må jo anses som spildt og som at smide vand på en gås, når instruktøren ikke engang vil medvirke til lanceringen af sin egen film.

Den tidligere formand for instruktørforeningen, Annette K. Olesen, som Jonas Elmer nu taler midt imod, har udtalt, at hun slet ikke laver film til biograferne, men derimod til publikum, hvor end de måtte befinde sig.

Ingen dansk instruktør har før Jonas Elmer haft modet til at tale den tidligere instruktørformand imod.

Øjensynligt overså den tidligere instruktørformand, at forudsætningen for den rundhåndede støtte staten har givet til hendes film, netop var, at filmene bliver skabt til biografernes store lærred.

Paradoksalt er det da også at opleve samme Olesen henvende sig til biograferne for at sikre sig, at hendes film bliver vist ved en bestemt lys- og lydstyrke. Og så i øvrigt slet ikke kan vente med at få filmen udsendt på video on demand, hvor hun ikke har bare antydningen af kontrol over sit værk. På video on demand kan der spoles og hoppes, og både lys- og lydniveau kan komplet ødelægge værket.

Dette paradoks er lige til at blive rundtosset af, men under alle omstændigheder en alarmerende mangel på både stringens og integritet.

Jonas Elmer er derimod en filminstruktør med integritet!

P.S. Daniel Dencik, som spillefilmsdebuterer med Guldkysten den 2. juli 2015, skriver nedenstående i en mail til mig, som jeg har fået lov til at citere fra:

”Tak for dine blogindlæg som jeg ofte læser. Jeg - der foreløbig har lavet tre dokumentarfilm - har sørget for at alle mine tre film har fået dansk biografpremiere. Generelt er alle tre film gået godt og længe i biograferne. Så altså, her har du en instruktør der tænker det store lærred ind allerede fra starten. Jeg vil sige, at jeg primært laver film til biografen. Alt andet er for så vidt sekundært”.

Og afslutter med et:

”Længe leve biografen”.