Biografer og tv-serier er afhængig af hinanden

Det forlyder ofte, at tv-serierne har overtaget forbrugernes trang til underholdning. Der bliver også fremsat postulater om, at både instruktører og skuespillere ligefrem skulle være flygtet fra spillefilmene til tv-serierne.

Intet ligger længere fra sandheden.

Flere besøger biograferne end nogensinde i de sidste 30 år, og kvaliteten af spillefilmene er højere end nogensinde.

Det er korrekt, at enkelte filmskuespillere og filminstruktører laver afstikkere til tv. Men det er der intet nyt i. Sådan har det være siden 1948, da tv begyndte sin udbredelse. De to medier har alle dage levet højt på synergien.

Alfred Hitchcock er et glimrende eksempel på en filmskaber, der udnyttede begge medier til bristepunktet, og mange store spillefilminstruktører har trådt deres barnesko i tv-mediet, blandt andre Steven Spielberg, Robert Altman, Sidney Lumet og Ridley Scott.

Det er også korrekt, at tv-serierne i disse år oplever en guldalder, men det sker ikke på bekostning af publikums lyst til at gå i biografen. Femten millioner publikummer vil i 2015 efter al sandsynlighed gæste biograferne, det højeste antal siden 1981.

Ti-femten tv-serier har tryllebundet forbrugerne gennem de seneste fem år, men det er dog intet at regne i forhold til de film biografen præsenterer. Tænk på, at biograferne lancerer fire-fem nye spillefilm hver uge, og publikum i meget stort antal har valfartet til spillefilm som Skyfall, Jagten, The Dark Knight Rises, Kvinden i buret, De urørlige, Interstellar, Fasandræberne, Hobbitten, All Inclusive, Mænd og høns, Fast and Furious og Jurassic World. For blot at nævne nogle ganske få.

Og ingen af tv-serierne kan i realiteten måle sig med de bedste spillefilm. Nok er flere tv-serier af rimelig god kvalitet, men Citizen Kane eller Birdman er de ikke.

Tv-serier og spillefilm kan nemlig ikke sammenlignes. Ud over en lang række tekniske detaljer, er der store forskelle på en tv-serie og en spillefilm. Spillefilmenes optagelser strækker sig over mange uger, mens for eksempel et afsnit af tv-serien Taxa blev banket i kassen på blot en uge. I spillefilm er det instruktørens vision som præsenteres, i tv-serier er det forfatterens.

Hvad man kan konstatere er, at forbrugerne er mere tryllebundet af levende billeder end nogensinde – hvad enten det er på tv eller i biografen. Både tv-serier og biografernes spillefilm topper i disse år.

Biografer og streamingtjenester, hvor tv-serierne pt. har succes, er nemlig ikke hinandens modsætninger. Tværtimod. I forbindelse med de to medier kan man ikke bruge mundheldet: Den enes død, den andens brød. Biografer og streamingtjenester er uløseligt forbundet og dybt afhængige af hinanden.

For at sikre økonomien bag produktion af spillefilm er ’vinduer’ nødvendige. ’Vinduet’ refererer til den perioden der går fra filmene får premiere i biograferne, til de udsendes på dvd og Video-on-Demand. Denne forretningsmodel er hele fundamentet til, at forbrugerne fortsat skal kunne få spillefilm af høj kvalitet.

I en stor spillefilmsucces repræsenterer biograferne 57 procent af indtægterne, streamingtjenesterne sølle syv procent. Det har naturligvis sin årsag.

I biografen betaler forbrugerne en pris som afspejler produktionsomkostningen af en spillefilm. Det gør de ikke på streamingtjenesterne. Streamingtjenesternes prissætning er nemlig dikteret af illegale hjemmesiders tilbud om gratis adgang til spillefilmene. Derfor vil man aldrig kunne opnå indtægter på streamingtjenesterne, som kan sikre den diversitet, volumen og kvalitet i spillefilm, vi er vant til. Man behøver næppe være økonomiprofessor for at regne ud, at adgang til tusindvis af spillefilm for 89 kroner om måneden ikke kan betale de hundedyre spillefilm.

Hvis streamingtjenesterne egenhændigt skulle kunne betale produktionen af spillefilmene, ville forbrugerens månedlige betalinger beløbe sig til flere tusinder kroner.

Det har altid været og vil altid være i biograferne, at den ypperste filmkunst får lov til at udfolde sig. Alene i år har biograferne lanceret fire spillefilm som kan betegnes som mesterværker: Alejandro González Iñárritus Birdman, Mike Leighs Mr. Turner, Andrey Zvyagintsevs Leviathan og Damien Chazelles Whiplash.

Ingen tv-serie kan kvalitetsmæssigt måle sig med ovennævnte film.

Ved en gennemgang af stjerner tildelt spillefilmene af Filmmagasinet Ekko, kan man da også konstatere en stadigt stigende gennemsnitlig kvalitet i spillefilmene.

Husk også på, at biograferne er det eneste sted, filmene præsenteres præcis som filmskaberne ønsker det. Her er ingen muligheder for at spole i filmene, og filmene bliver gengivet med præcis det lys- og lydniveau, filmskaberen ønsker. Der er heller ingen spillefilmskaber eller spillefilmfotograf, som står ude på en optagelse og siger: ”Det her vil saftsuse’me se godt ud på en mobiltelefon.”

Tv-serier og film i hjemmet eller på mobil kan ikke skabe de store, fælles oplevelser og den medrivende stemning, der er i en biografsal. Omvendt behøver seerne ikke bevæge op af sofaen, når tv-serier eller film skal opleves hjemme foran husalteret. Så det er to oplevelser med hver deres styrke.

Biograferne er alene med deres amfiteater-opbygning, teknologi og indhold skabt til forevisning af spillefilm. Det er kort og godt en premium-oplevelse.

Og der er rigeligt at glæde sig til i efteråret.

Ud over blockbusterfilm, som fortsættelser af Star Wars, James Bond,  The Hunger Games og Klovn, vil filmkunsten også præsentere sig. Det sker for eksempel i Pixars Inderst inde, Christian Petzolds drama Phoenix, Alfonso Gomez-Rejons Me and Earl and the Dying Girl, Jafar Panahis underfundige Taxi Teheran, Scott Coopers gangsterfilm Black Mass, Denis Villeneuves narkokartelfilm Sicario og Robert Zemeckis’ høj(de)dramatiske The Walk. 

Nej, tv-serierne er ikke ved at få overtaget, og spillefilmene er ikke ved at dø. Begge lever i bedste velgående.