Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

07. dec. 2014 | 19:41

Susanne Bier trækker det tunge læs

Foto | Robin Skjoldborg
Susanne Bier er dronningen af dansk film. Hendes film repræsenterer imponerende 23,3 procent af tilskuerantallet, som kvindelige danske instruktørers film har været i stand til at skrabe sammen i perioden 1976-2013.

I de mørke tider i forrige årtusind var kvindelig danske filminstruktører noget af et særsyn.

Sådan er det ikke længere.

Kvindelige danske filminstruktører vinder mere og mere frem. Flere og flere film bliver instrueret af kvinder. Det skulle da også lige mangle.

Man kan selvfølgelig altid diskutere, om udviklingen går hurtigt nok – talentudviklingen skal jo kunne følge med, og man skal jo lige kunne kravle, før man kan gå. Men tendensen er krystalklar, som det fremgår af grafen herunder:

 

604 danske spillefilm er blevet produceret i perioden 1976-2013.

Mændene har i perioden stået for 504 spillefilm, kvinderne for 100. Kvinder har gennemsnitligt stået bag fem film årligt i de første tretten år af dette årtusind, mod gennemsnitligt halvanden film årligt i de sidste 24 år af det forrige.

Så der er virkelig grøde i film instrueret af kvinder.

At der er sket ufattelige meget på dette felt, understreges af Lone Scherfig, som i lørdagens Politiken udtalte: ”Jeg er enormt taknemmelig for, at nogen gad tage sig af kvindesagen, så der var fri bane for os.”

Der er ikke meget forskel på mandlige og kvindelige instruktørers folkelige opbakning. I perioden 1976-2013 blev mandlige instruktørers film gennemsnitligt set af 165.173 tilskuere, for kvindelige instruktørers vedkommende er tallet 143.434.

Også når det gælder den procentuelle udvikling er tendensen ligeledes krystalklar. Større og større andel af filmene bliver instrueret af kvinder.

I skema 1, kvindelige danske filminstruktørers mest succesfulde film i perioden 1976-2013. Det er værd af bemærke, at Susanne Bier har hele fire film på top 10-listen. Instruktøren besætter endda også både ellevte og tolvte pladsen.

Kun danskproducerede film er medtaget.

40 kvindelige instruktører har i perioden 1976-2013 ydet et bidrag, som det fremgår i skema 2 nederst. De fem mest succesfulde instruktører repræsenterer hele 63,2 procent af det totale tilskuerantal.

Alene Susanne Bier repræsenterer astronomiske 23,3 procent af det tilskuerantal. I den sammenhæng er Serena jo så blot et lillebitte, ubetydeligt bump på vejen.

De øvrige kvindelige instruktører med størst folkelig opbakning omfatter Charlotte Sachs Bostrup, Astrid Henning-Jensen, Lone Scherfig og Hella Joof.

Den tunge ende, de tyve mindst succesfulde kvindelige danske filminstruktører, repræsenterer sølle 4,5 procent af tilskuerantallet.

Det er således kun ganske få kvindelige danske filminstruktører, som løfter det tunge læs.

 

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko