Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

16. feb. 2018 | 18:00

Danmark som lille beskidt bananrepublik

Foto | uoplyst
Politikens Mette Davidsen-Nielsen, Politikens Freja Dam, Informations Christian Monggaard, DR’s Per Juul Carlsen og Politikens Kim Skotte. Alle har de et mellemværende med Det Danske Filminstitut.

Danmark bryster sig ofte af den frie, kritiske, uafhængige presse, som er en af årsagerne til, at Danmark adskiller sig fra små, beskidte bananrepublikker, hvor korruptionen florerer, og den frie presse er underlagt censur.

Den slags er vi befriet for i Danmark. Eller er vi?

Det Danske Filminstitut er den absolutte magthaver i dansk film. Institutionen er jo det vandhul af penge, hele filmbranchen står artigt og logrer ved synet af. Filminstituttet administrerer hvert år over en halv milliard skattekroner, så dem er det nok værd at holde et vågent øje med.

Men kan vi nu også regne med, at den frie, uafhængige presse gør det? Er der vandtætte skodder mellem den statslige institution og pressen? Næh, det er der faktisk ikke.

Politikens kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen er gift med Det Danske Filminstituts administrerende direktør. Kan man regne med hende som offentlighedens vogter over for den statslige institution, når lokummet virkelig brænder?

Nyheden om ansættelsen af Claus Ladegaard som ny administrerende direktør for Det Danske Filminstitut var ikke mange sekunder gammel, før Politiken kunne bringe den glade nyhed i en lang artikel, før alle øvrige medier.

Efterfølgende blev nyheden fulgt op i Politiken af artikler om Ladegaards ansættelse, der blev skudt ud i samme fart som kuglerne fra et maskingevær. At være først med det sidste er alfa og omega i medierne, og her havde Politiken en fordel, som man ikke kunne modstå fristelsen til at udnytte.

Mon ikke nyheden er blevet lækket til Politiken af Mette Davidsen-Nielsen, som dermed kunne drage egen fordel.

For at understrege, at skoen trykkede, udtalte Davidsen-Nielsen få dage efter ægtemandens udnævnelse: "Jeg er i hvert fald ikke en handskedukke for min mand.” I artiklen udtaler Politikens kulturredaktør videre: ”Jeg er omgivet af meget kritiske journalister, så selv et forsøg på at misbruge en forbindelse vil meget hurtigt blive opdaget. Der er kun to ting at gøre: at være transparent og opføre sig ordentligt.”

Det varede nu kun kort tid, før Davidsen-Nielsen agerede nøjagtigt som en handskedukke. Det Danske Filminstitut har en agenda i forbindelse med holdback-området, man ønsker at fremme, og Politiken er atter beredvillige hjælpere. Politiken hyrer freelancejournalisten Freja Dam til at afdække problematikken. Der er det specielle ved Freja Dam, at hun også har Det Danske Filminstitut som kunder i sin lille butik. Man kan sige det bliver i familien.

Freja Dam havde så sent som 12. februar 2018 skrevet en artikel til Det Danske Filminstituts hjemmeside. Dam har tilmed i 2013 arbejdet som praktikant på instituttet og i den mellemliggende tid været en yderst flittig skribent for den statslige institution. Hun kender huset og instituttet kender Dam.

Uafhængig kritisk journalistik kan man da heller ikke sige, at Dams artikel bærer præg af. I al fald ikke over for hånden, som fodrer hende. Vi oplever en filminstitut-direktør fremkomme med den ene udokumenterede påstand efter den anden, uden at journalisten føler anledning til den ellers så dybdeborende journalistik, Politiken for eksempel havde lagt for dagen i forbindelse med #MeToo. 

Mikrofonholderi af værste skuffe. Og transparent kan man i al fald ikke påstå, at Politiken har været i den aktuelle sag. Det burde i forbindelse med artiklen være oplyst, at Freja Dam også er i Filminstituttets sold.

Det er en yderst betænkelig ageren af en avis, som siges at skulle repræsentere den frie, kritiske, uafhængige presse. Og ja, Davidsen-Nielsen, du er opdaget, dog ikke fra den kant, du forventede.

”Bootlegging” er et kendt fænomen i den danske filmpresse. Det vil sige, at man gerne påtager sig arbejde for den magtinstitution – Filminstituttet – man forventes at holde øje med.

Blandt de journalister, som har påtaget sig arbejde for den statslige institution sideløbende med deres øvrige hverv, kan nævnes Informations Christian Monggaard, DR’s Per Juul Carlsen og Politikens Kim Skotte. Alle folk, der ofte skriver eller taler om den statslige institution, og samtidig folk, som ofte har forsvaret Filminstituttet med næb og klør.

Det er muligt, at den rendyrkede korruption ikke er almindeligt udbredt i Danmark, men vi har noget, der er næsten lige så slemt.

 

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko