Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

10. juli 2016 | 21:51

Dansk film på kurs mod katastrofeår

Foto | uoplyst
Danskerne elsker at gå i biografen, men sådan ser der desværre alt for ofte ud, når danske film er på plakaten.

Det kan ikke skjules længere: Dansk film har kurs mod et katastrofeår.

De danske spillefilm har på det første halvår solgt 800.000 billetter færre end ved samme tidspunkt sidste år. I 2015 blev der solgt 2,4 millioner billetter det første halvår. Det tal er i år svundet ind til 1,6 millioner billetter.

Publikum elsker dog fortsat at gå i biografen. Det totale publikumstal er nogenlunde på niveau med rekordåret 2015. Endda viste både maj og juni en større samlet folkelig tilslutning end sidste år. Men altså takket være udenlandske film. Tilskuerantallet til danske film er faldet med en tredjedel.

Sidste år ved denne tid var op mod halvdelen af filmene på top 20 danske. I år har kun fire film opnået plads på den attraktive liste. Se nedenstående skema 1.

Førstepladsen på den foreløbige top 20 i 2016 sidder Flaskepost fra P tungt på, og der har været pæne resultater på både Kollektivet og Der kommer en dag. De tre film kan dog ikke alene redde dansk film.

Så det er altså ikke, fordi danskerne komplet har vendt ryggen til de nationale film. Der har bare været en lang række danske film, som ikke i tilstrækkelig grad har haft publikums opmærksomhed eller interesse.

De fire mest sete danske film har et højt budget. Alle lavbudgetfilmene ligger i den absolutte bund. Det kan jo ikke gå andet end galt, når der for hver to lavbudgetstøttede film bliver ofret én højbudgetfilm.

Se skema 2 nedenstående med komplet tilskuerantal til danske spillefilm pr. 6. juli.

Hvor dansk film i første halvår 2015 oppebar en markedsandel på 35,9 procent, er andelen nu faldet til 25,6 procent. Vi ser samtidig dansk film dumpe fra en stolt tredjeplads blandt de europæiske lande med størst hjemmemarkedsadel til en niendeplads. Og det sker på et tidspunkt, hvor dansk film mere end nogensinde har brug for øget tilslutning.

Blandt de øvrige krisetegn kan det nævnes, at det ikke er lykkedes Biografklub Danmark at finde en egnet dansk åbningsfilm. Det er første gang i mands minde, at biografklubben åbner med en udenlandsk film. Nu bliver det Meryl Streep i Stephen Frears’ Florence, som skal tage imod klubbens mange medlemmer som første film. Ikke et ondt ord om det, for filmen er rigtig god. Men for dansk film er det en kæmpe falliterklæring.

Og der er ikke meget håb forude. Dansk film er nemlig taget på sommerferie med en markedsandel pt. nær nul. I juli og august udsendes der slet ikke danske film. Vi skal vi helt frem til 22. september, før dansk film langsomt begynder at komme lidt op i omdrejninger med Charlotte Sachs Bostrup og Mikkel Munch-Fals’ Swinger.

Skema 3 byder på en fuldstændig liste over danske film i den sidste halvdel af 2016.

Det hjælper heller ikke på dansk films muligheder, at rigtigt mange danske film i år er på et andet sprog end dansk. Notorisk ved man, at den type danske film ingen interesse har blandt det rød-hvide biografpublikum. Filmene omfatter The Neon Demon, Backstabbing for Beginners, 37, Al Medina og The Model.

Årsagen til dansk films manglende folkelige opbakning skyldes også i vid udstrækning, at Filminstituttets fokus har været rettet mod alt andet end bedring af dansk films økonomi.

Sympatiske, men i økonomisk henseende komplet irrelevante tiltag har optaget al tiden. Og det midt i en tid, hvor dansk film ellers burde skrige på flere biografgængere for at afhjælpe den mildt sagt elendige økonomiske situation.

Fokus har alene været rettet mod øget mangfoldighed og diversitet, lavbudget og kønsfordeling og øvrige tiltag, som på ingen måde vil bringe flere tilskuere i biografen til danske film. Og det i en grad, at man fra de statslige, bevilligende myndigheder øjensynligt slet ikke kan se skoven for bare træer.

Blandt de øvrige tiltag, Filminstituttet har haft fokus på, er en ny fordeling mellem producenter og distributører, som skal sikre producenterne større indtægter. Altså en anden fordeling af lagkagen.

Selv Filminstituttets bestyrelse står splittet i vurderingen af dette tiltags gavnlige effekter. Et af de få bestyrelsesmedlemmer i Filminstituttet med forstand på forretning, Jesper Boas Smith, har udtrykt bekymring for, at ændringerne i fordelingen mellem producent og distributør vil få negative konsekvenser, fordi de altafgørende distributører får mindre for deres indsats og dermed mindre incitament.

Hvad nytter det, at dansk film får øget mangfoldighed, diversitet, lavbudgetfilm, bedre kønsfordeling og en ny fordeling mellem producenter og distributører, hvis dansk film i mellemtiden har lidt kvælningsdøden?

Sidste år havde dansk film folkelig opbakning fra over 4,2 millioner publikummer. Vi skal være meget heldige, hvis dansk film runder tre millioner tilskuere i år. Dermed står 2016 til at blive et af dansk films foreløbigt ringeste år i dette århundrede.

Klokken er fem minutter i tolv, og hvis ikke snart fokus bliver rettet mod at få flere biografgængere til danske film, vil de private penge forsvinde fra branchen. Og dem kan filmbranchen ikke klare sig uden. Husk på, at staten kun støtter danske film med gennemsnitligt 37 procent af produktionsbudgettet.

Hvorfor ikke prøve noget nyt? Mange taler om nye forretningsmodeller. Jamen, hvis internettet er det himmerige, mange påstår det er, hvorfor så ikke udsende de små danske film direkte på de digitale platforme?

At man er tilbageholdende over for at udsende filmene direkte på de digitale medier, har selvfølgelig sin forklaring. Det er nu engang sådan, at jo flere, som ser en dansk film i biograferne, des flere ser filmene efterfølgende på de digitale platforme. Fokus bør derfor selvsagt være på forøgelse af tilskuerantallet i biograferne, hvis man ønsker at bedre dansk films økonomi.

Hvorfor ikke oprette communities for danske film med et lille publikumspotentiale som for eksempel De standhaftige? Hvorfor ikke være ærlige og sælge de spændende, små danske film for, hvad de er, i stedet for at forsøge at lade dem indgå i direkte konkurrence med film, som i enhver henseende er mangefold større? Mange hylder disse film, men ser dem ikke. Det bør der gøres noget ved!

Og lavbudgetfilmene? Stop produktionen af dem, hellere i dag end i morgen.

Jeg har tidligere draget sammenligning mellem folkene i dansk film og musikanterne på Titanic, som i afmagt blot fortsatte med at spille, efter skibet havde ramt isbjerget. Sammenligningen nyder større og større afsæt.

 

 

 

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko