Den danske åbenbaring i Cannes

På netop det tidspunkt, hvor dansk film hjælpeløst roder rundt på bunden, satte jeg mig for at bruge tættekammen på dette års filmfestival i Cannes. Jeg ville se om jeg – mod alle odds – alligevel ikke kunne finde lyspunkter i det bælgravende mørke, dansk film ellers befinder sig i.

Jeg skal ikke trætte Ekkos læsere med opremsning af krisetegnene i dansk film. De er efterhånden så talrige, at selv den mest blindt loyale fan bør have dybe rynker i panden.

Det var da også meget svært i det hele taget at finde dansk film på dette års Cannes-festival. Om end Det Danske Filminstitut med arme og ben har forsøgt at gøre The Square dansk, er den nu engang svensk.

De sølle tre procent af budgettet, instituttet har støttet filmen med, giver langt fra ejerskab. At en dansk skuespiller har måtte flygte fra dansk til svensk film, for at finde en værdig udfordring, understreger blot krisen.

Hurtigt måtte jeg opgive at finde lyspunkter på Det Danske Filminstituts fornemme, hundedyre kontor med tilhørende terrasse og den uhindrede udsigt over Middelhavet. I det område er lyset for dansk films fremtid nemlig temmelig afdæmpet.

Næh, som en anden storvildtjæger måtte jeg langt væk fra glamouren på Croisetten, festivalpalæet og instituttets fine kontor. Jeg begav mig dybt ned i sidegaderne i min eftersøgning af lyspunkter for dansk films fremtid. Dernede hvor junglens lov hersker.

Vi taler privat screening af en kommende dansk film på et ydmygt hotelværelse og præsentation af teaseren på en kortfilm i en lillebitte lejlighed i 40 graders varme, mindst!

Det drejer sig om en film, som intet har at takke det gamle, trætte Filminstitut for. Det er nemlig film, instituttet slet ikke har været involveret i.

Bid godt mærke i disse navne: Brødrene Avaz – Mehdi og Milad – samt Jonas Kærup Hjort. Her ser jeg dansk films fremtid på dette års filmfestival i Cannes.

Men først brødrene Avaz.

Jeg mødte dem ved et tilfælde helt tilbage i februar, hvor filmproducenten Kim Magnusson introducerede de to brødre af iransk afstamning for mig. Magnusson fortalte, at her var to gutter, jeg skulle lægge mærke til, og at de havde en film på vej. Han nævnte også, at det var en ganske særlig film.

Ved første øjekast tænkte jeg: Okay, et par Rodriguez-kloner og vold på Nørrebro. De fordomme skulle dog vise sig at være milevidt fra sandheden.

Det fik jeg syn for i Cannes, hvor jeg atter mødte den ene af brødrene, Mehdi. Opgaverne på deres film er nøje opdelt mellem brødrene, eller som de kalder sig selv i forteksterne: ”Avaz Brothers”. Mehdi Avaz instruerer og Milad Avaz skriver manuskripter, og begge er de autodidakte.

Mehdi inviterede mig på en visning af deres film, Mens vi lever, på et ydmygt hotelværelse i Cannes. Forholdene hvorunder filmen blev vist, svarede til mine tidligere beskrevne fordomme, men som en guldklump i et ørkesløst bjergområde, gjorde det faktisk kun oplevelsen endnu større.

Og lad mig afsløre med det samme: Det er et brag af en debutfilm. Det er meget længe siden, jeg har set en så imponerede debutfilm. Den har kostet to millioner kroner at producere, men ligner en film til mindst femten. Jeg tænker at der er blevet trukket hårde veksler på alle, som har været involveret i filmen.

Mens vi lever er tættere på Malmros end Rodriguez og foregår i Tisvilde, langt væk fra Nørrebro. Her er de to brødre vokset op. De kender deres hood og ingen tvivl om, at det har været med til at sikre dem trygge rammer for deres debutfilm.

Filmen, som er inspireret af virkelige begivenheder, følger fire mennesker, hvis skæbner flettes ind i hinanden på baggrund af en voldsom trafikulykke. I de væsentligste roller møder vi Sebastian Jessen, Mia Jexen, Nicolas Bro, Nikolaj Groth og Julie Christiansen. Alle yder prægtige præstationer, men i mine øjne skinner Sebastian Jessen specielt igennem. For fanden den knægt spiller godt under Mehdis instruktion.

Nicolas Bro og Sebastian Jessen i Mens vi lever. (Framegrab fra filmen)

Mehdi forstår med stor nænsomhed at skrælle lagene i Milads historie af. En historie, som er mangefacetteret og tilmed rører følelserne på ægte vis.

Milad Avaz er i øvrigt en gammel kending på Ekko. I 2016 vandt han Shortlist Prisen for Et lift ved Ekko Shortlist Awards 2016.

Og ja, filmens musik er selvfølgelig skrevet af Bent Fabricius-Bjerre. Der er ingen smalle steder i Avaz-brødrenes film.

De to brødre er helt deres egne og med deres baggrund er det forbløffende, så præcist de har ramt danskheden. Nogle gange kommer de bedste øjne på en nation fra folk, der har en vis distance til det hele.

Nogle af de bedste film om Amerika er jo lavet af folk, som ikke har fået burgere blandet med modermælken. For eksempel Milos Forman og John Schlesinger. På samme måde oplever jeg, at der i dansk film er en grøde blandt folk, der ikke spiste leverpostej i deres første leveår.

Fenar Ahmad og nu Avaz-brødrene. De er alle lysende fyrtårne. Giv dem nogle ordentlige budgetter at lege med, så skal I først for alvor se løjer.

Mens vi lever får biografpremiere den 26. oktober, men Avaz-brødrene er allerede i fuld gang med deres næste film. De drenge bliver svære at stoppe.

Min næste åbenbaring for dansk films fremtid fandt jeg under præsentationen af Filmskolens afgangsfilm 2017. I en lillebitte lejlighed havde elever fra skolen inviteret interesserede til, ved selvsyn, at opleve de nyeste skud på den talentmasse, som skal føre dansk film videre.

Når man siden 1969 stort set har oplevet alle væsentlige film og efterfølgende i Aarhus Studenternes Filmklub, udvikler man en næse. En næse, der fortæller, når jeg oplever noget helt nyt, interessant og originalt, og hvor talentet er åbenlyst.

Et sådan tilfælde er Jonas Kærup Hjorts afgangsfilm Om en måned. Originaliteten lyser ud af hvert et billede. Alene at han kunne få rynkerne frem i panden på Filmskolens lærere, ved at præsentere et manuskript på kun otte sider som afsæt for afgangsfilmen, har min store respekt. Trier fik vist også mange rynkede pander at se i sin tid på Filmskolen.

I filmen følger man en gruppe arbejdere på en øde fabrik, som er henlagt i mørke. Ved hver fuldmåne ringer den eneste kontakt til omverdenen: En telefon. Og hver gang får de samme besked: ”Vær tålmodige. Vi er på vej.” Da sjakbajsen tager sit eget liv, efterlades gruppen uden anden autoritet end telefonen. Gradvist går alt – mildt sagt – i opløsning.

Vidunderligt totalbillede fra Jonas Kærups Hjorts Om en måned (Framegrab fra filmen)

Filmen er utrolig cinematic. Om en måned vil aldrig give mening at se på en tablet eller en mobiltelefon. Som filmens instruktør fortalte mig: ”Den fungerer kun på biografens store lærred”. Filmen breder sig ud og omfavner det store lærred, præcis som jeg i årevis har efterspurgt og kun sjældent har oplevet, med Under sandet og Underverden som behagelige undtagelser.

Og så er Jonas Kærup Hjorts film mørk og stemningsmættet. Den foregår i mørke fabriksgange, med kun beskeden lyssætning. De billeder vil kun komme til sin ret i en helt mørklagt biograf og aldrig på et tv i hjemmet, hvor billederne jo skal konkurrere med eksternt lys.

Ekkos læsere kan ved selvsyn opleve Filmskolens afgangsfilm i biografer i landets tre største byer: 19. juni i Palads, København, 20. juni i Nordisk Film Biografer Odense og 21. juni i Nordisk Film Biografer Trøjborg, Aarhus. I alle tre biografer vises filmene kl. 18.30.

Værsgo: Den danske åbenbaring i Cannes – Mehdi & Milad Avaz og Jonas Kærup Hjort. Dem kommer vi til at høre rigtig meget til!