Den gode, den hårde og den gavmilde

Det Danske Filminstitut har tre indgange til ansøgning om støttemidler til spillefilm: konsulentordningen, markedsordningen og New Danish Screen.

Konsulentordningen retter sig mod kunstneriske film, markedsordningen mod de bredere film og New Danish Screen retter sig mod talentudvikling.

Denne blog sætter fokus på konsulentordningen og bringer en midtvejsrapport om filmkonsulenternes foreløbige bedrifter.

Det Danske Filminstitut har tre ansatte spillefilmkonsulenter, som vender tommelfingeren op eller ned til ansøgninger om støtte til ”film med stærke kunstneriske kvaliteter”, som det så smukt hedder i Filmaftalen 2010-2014.

De tre konsulenter hedder Rasmus Horskjær, Steen Bille og Kim Leona. Den førstnævnte tager sig af filmprojekter henvendt til børn og unge, de to sidstnævnte varetager støtte til voksenfilm.

Det er kort og godt disse tre personer, der bestemmer, hvad det kvalitetsbeviste danske biografpublikum i sidste ende skal se på det store lærred.

I Filmloven er deres arbejdsområde defineret således: ”Konsulenterne foretager den endelige kunstneriske vurdering af manuskript- og produktionsforslag og afgiver forslag til direktionen om anvendelsen af de midler, som er til rådighed til manuskriptudarbejdelse og produktion af spillefilm”.

Filmkonsulenterne indstilles til hvervet af Råd for Spillefilm. Retfærdigvis skal det nævnes, at jeg har sæde i dette råd, udpeget af filmbranchens organisationer. Jeg har derfor et medansvar for ansættelser af filmkonsulenter.

Filminstituttet modtager årligt hundredevis af støtte-ansøgninger til vurdering, men kun ganske få slipper gennem nåleøjet, da støttemidlerne selvfølgelig er begrænsede.

Alle tre spillefilmkonsulenter er blevet ansat i 2010 og arbejder således på deres fjerde år. En filmkonsulent kan maksimalt sidde i jobbet fem år. Der er således validt sammenligningsgrundlag mellem konsulenterne.

På de fire år har de tre filmkonsulenter bevilliget over 360 millioner danske skattekroner til 327 filmprojekter, hvoraf 45 er blevet til spillefilm.

En filmkonsulent blev i 2013 aflønnet med kr. 540.000 inkl. pension. Det mener jeg er i underkanten og står slet ikke mål med hverken ansvar, indsats eller arbejdsbetingelser.

Idet ansættelsen er åremålsbestemt, kan deres genindtræden i et almindeligt job i filmbranchen være alt andet end let. Efter at have givet hundredevis af afslag kan en konsulent være ugleset den dag, hun/han står med CV’et i hånden og skal forsøge at genindtræde i det almindelige arbejdsliv i filmbranchen.

Ansvaret er betydeligt, og kritikerne står klar ved den mindste fejlvurdering. Samtidig skal de leve med evindelige klager over deres uundgåelige afslag. Kampen om mammon er stor.

Filmkonsulenternes aflønning burde i langt højere grad afspejle disse faktorer, og de burde som minimum aflønnes som medlemmer af Folketinget.

De tre filmkonsulenter befinder sig i deres arbejdsforholds efterår, og en midtvejsvurdering af deres indsats kan derfor nu foretages. Mange af de film, som konsulenterne har støttet i deres ”embedsperiode”, har nu haft premiere i biograferne og har dermed fået både publikums og anmelderes dom.

I vurderingen af spillefilmkonsulenternes arbejde, skal man også tænke på, at ingen filmkonsulent er bedre end de projekter, de modtager støtteansøgninger på.

Nedenstående er en evaluering af deres foreløbige bedrifter:

Den gode – Rasmus Horskjær er med sine 42 år filmkonsulenternes Benjamin. 

Horskjær har støttet 107 projekter, men kun bragt ti film til egentlig produktion. Det er resulteret i en procentsats på sølle 9,3 % af det totale antal støttede projekter. Til gengæld har Horskjær brugt store økonomiske ressourcer på udvikling: 12,9 % af støttemidlerne er blevet brugt på manuskript- og udviklingsstøtte.

Men det er så sandelig heller ikke noget let område, Horskjær er blevet sat til at administrere. Konsulentordningens børn og unge-sektion har i mange år trængt til fornyelse. De glade dage med Vil du se min smukke navle?, Mig og Charly, Måske ku’ vi og Zappa er så langt, langt væk.

Før Horskjær tiltrådte, var denne afdeling af konsulentordningen helliget Max Pinlig og en række film, ingen djævel gad at se. Det har Horskjær fået vendt op og ned på.

Triumferne tæller foreløbig Michael Noers Nordvest og Ask Hasselbalchs Antboy.

Horskjær har en stringent kvalitetssans, og der er ingen mislyde på dette felt. Det gennemsnitlige antal stjerner tildelt af anmelderne til Horskjær-støttede film andrager 4,1 stjerner.

Når det handler om filmenes publikumstække – eller mangel på samme – er det kun Daniel Joseph Borgmans The Weight of Elephants, som er faldet komplet igennem.

Af kommende film blandt de Horskjær-produktionsstøttede film er der ingen tvivl om, at der vil samle sig stor opmærksomhed omkring Jonas Arnbys Når dyrene drømmer, Martin Barnewitz’ Dannys dommedag samt Kenneth Kainz’ Skammerens datter.

Den hårde – Steen Bille er med sine 60 år den ældste i faget.

Steen Bille har hidtil støttet 138 filmprojekter, hvoraf 22 har opnået produktionsstøtte og dermed enten er endt eller vil ende på biografernes lærred. Det er omtrent det samme antal, som de to øvrige filmkonsulenter har bragt i produktion – tilsammen.

Bemærkelsesværdigt er det da, at Bille har været i stand til at oppebære så høj en procentdel af projekter, som rent faktisk er blevet til noget. Hele 15,9 % af alle hans udviklingsstøttede filmprojekter har også opnået produktionsstøtte.

Omvendt er procenten af støtten til manuskript og udvikling forholdsvis lav i forhold til det totale antal støttede film. Kun 7,8 % af Billes støttemidler er blevet anvendt til manuskript- og udviklingsstøtte. Konsulenten er således en hård hund, når det handler om at støtte film i tilblivningsprocessen.

Bille er også den af filmkonsulenterne, som har bevilliget den gennemsnitlig laveste produktionsstøtte. Kun 6,7 millioner kroner er filmene gennemsnitlig blevet støttet med.

Såfremt der blandt instituttets ansatte skulle forefindes bogholdere af den gamle skole, er der ingen tvivl om, at Billes støtteøkonomiske tilbageholdenhed vil vinde anerkendende nik.

Det høje aktivitetsniveau på produktionssiden har selvfølgelig haft sin pris. Der har været flere deciderede skæverter blandt Billes film. De mest fremtrædende i forhold til konsulentordningens erklærede målsætning må siges at være Mick Øgendahl-komedien Alle for én (gad vide, hvordan den film havnede i den kunstneriske støtteordning?) og Jonatan Spang-thrilleren Over kanten. Måske har Steen Bille en svaghed for stand-up komikere. Eller også har filmenes producent, Ronnie Fridthjof, haft forbløffende overtalelsesevner. Vildskud var filmene i al fald.

Det gennemsnitlige antal stjerner, anmelderne har tildelt de af Bille produktionsstøttede film, andrager 3,6. Men hvis man undtager de to vildskud fra vurderingen, er Billes gennemsnitlige kvalitetssans nogenlunde på linje med de øvrige to filmkonsulenters, med 4,0 stjerner.

Publikumstække må siges at være aldeles ignoreret af Bille i forbindelse med støttebevillingerne til Linda Wendels Julie, Christoffer Boes Beast og Katrine Wiedemanns Viceværten. Simon Stahos filmflop, Magi i luften, skal Bille ikke klandres for. Filmen blev nemlig overtaget fra en foregående filmkonsulent. Ingen af de fire film nåede over tre tusind tilskuere i biograferne.

Svipserne bliver dog næsten tilgivet, når man ser på Billes triumfer: Thomas Vinterbergs Jagten, Martin Zandvliets Dirch og Lars von Triers Nymphomaniac. Tre af periodens absolut bedste film.

Og der er øjensynlig mere på vej af samme skuffe, specielt bør opmærksomheden rettes mod Ole Christian Madsens Itsi Bitsi, Michael Noers Nøgle, hus, spejl samt Martin Zandvliets Under sandet.

Den gavmilde – Kim Leona har hidtil støttet 112 projekter, men kun fået bragt tretten film til egentlig produktion. Det giver en procentsats på kun 11,6 % af det totale antal støttede projekter. Til gengæld har Leona brugt store ressourcer på udvikling: 13,9 % af støttemidlerne er blevet brugt på manuskript- og udviklingsstøtte. Det er det dobbelte af Steen Billes prioritering af støttemidlerne. Eller også er Kim Leona bare mere kræsen med, hvad hun tilkender produktionsstøtte.

Leona er den ultimativt mest gavmilde af de tre filmkonsulenter. Hvor Horskjær og Bille gennemsnitlig giver omkring 110.000 kroner i støtte til manuskript og udvikling, smider Leona gennemsnitlig yderligere 50.000 kroner efter de enkelte projekter.

Denne gavmildhed slår også igennem på produktionsbevillingerne. Hvor Bille og Horskjær gennemsnitlig giver hhv. 6,7 og 7,0 millioner kroner, er Leona mere large og tilkender filmene gennemsnitlig cirka en million kroner mere i produktionsstøtte.

Kim Leona har foreløbig udvist en sikker, stringent kvalitetssans med Tobias Lindholms Kapringen som største triumf. Hun har også støttet Christoffer Boes mainstreamgennembrud, Spies og Glistrup, for hvilken hun ligeledes skal have "thumbs up" for.

Ingen vildskud stikker foreløbig ud. Nicolas Winding Refns ikke helt vellykkede Only God Forgives skal hun ikke på nogen måde klandres for. Filmen overtog hun fra en foregående filmkonsulent og hvilken filmkonsulent ville, efter instruktørens Drive, have modet til at sige nej til Refn?

Af kommende film, hun har produktionsstøttet, skal følgende fremhæves: Christina Rosendahls Idealisten, Mads Matthiesens Emma, Anders Thomas Jensens Mænd og høns samt Henrik Ruben Genz’ P.W.