Med udkig over filmbranchen

20. juni 2013 | 23:42 - Opdateret 24. juni 2013 | 09:58

Er filmbossernes interesseorganisation mafia?

Producentforeningens direktør Klaus Hansen. Don Hansen?

Hvis man spørger Peter Aalbæk Jensen, Filmboss i Zentropa og selv medlem af Producentforeningen, er svaret et rungende ja.

Filmbosser, eller rettere filmproducenter, er af naturen et særdeles entreprenant og oppurtonistisk folkefærd, så fra den kant er der altid brogede historier at hente.

Sådan har det altid været, lige siden Ole Olsen, med fængselsdom bag sig, etablerede Nordisk Film i 1906.

Navnkundige danske producenter fra fortiden – udover nævnte Ole Olsen – som Henning Karmark, John Olsen, Henrik Sandberg og Just Betzer, har alle yderst farverige historier bag sig. Blandt andet var ASA-direktøren Henning Karmark, manden bag Morten Korch-filmene og de gamle Far til Fire-film, medlem af det danske Nazi-parti under besættelsen og påtog sig endda stikkervirksomhed af ansatte i det danske filmproduktionsmiljø med jødisk baggrund, omvendt var Henrik Sandberg med i Modstandsbevægelsens Filmgruppe.

Den slags farverige producenter findes stadig, dog er ingen af dem nogensinde blevet beskyldt for Nazi-sympatier, den slags overlades nu om dage til de skabende filmkunstnere.

En af de mere farverige – Peter Aalbæk Jensen – har blandt sine mange mishagsytringer, vedvarende beskyldt Biografklub Danmark, som snart er klar til at præsentere programmet 2013/14, for at stå bag mafia-lignende metoder.

Det skal her afsløres, at Jensens egen interesseorganisation, Producentforeningen, er fuldgyldigt medlem af biografklubbens fondsbestyrelse og har været det gennem de seneste 5 år. Så Jensens anklager er derfor i lige så høj grad rettet mod hans egen fagorganisation.

For at det ikke skal være løgn, har også Jensens kompagnon, Nordisk Film, som ejer halvdelen af Zentropa, ligeledes en afdeling repræsenteret i fondsbestyrelsen.

Bag Producentforeningen står direktøren Klaus Hansen og han er manden med sæde i den fondsbestyrelse, som Jensen så barsk anklager.

Som så meget andet der kommer ud af Peter Aalbæk Jensens mund, er anklagerne naturligvis rent vås. Det så vi i Ekko-sagen og det ser vi atter i Biografklub Danmark-sagen. Biografklubben opfører sig tværtimod som rene spejderdrenge.

Men hvad er det mon, der får Aalbæk Jensen til indirekte at beskylde sin egen interesseorganisation for mafia-lignende metoder?

Det spørgsmål er der højst sandsynligt mange svar på.

Denne blogger kan pege på et par årsager, der kan have fået Jensen til at fremkomme med de usaglige beskyldninger, som komplet savner afsæt i virkelighedens verden:

– Peter Aalbæk Jensen er formentlig slet ikke er klar over, at hans egen interesseorganisation har endog dybe rødder i Biografklub Danmarks fondsbestyrelse.

– Filmproducenter accepterer sjældent et nej, og ligeledes har de meget svært ved at acceptere nogen form for restriktioner i deres bevægelsesfrihed, selv ikke på områder, hvor der er indgået aftaler på frivillig basis, eller hvor faggrænser og moralkodeks ellers hæmmer almindelige dødelige.

– En kilde tæt på producentkredse har engang fortalt denne blogger, at såfremt man skulle rette henvendelse til en filmproducent, måtte henvendelsen ikke fylde mere end to linjer, for ellers ville den sandsynligvis slet ikke blive læst. Producenter er nemlig angiveligt et meget travlt folkefærd.

Det er sandsynligvis i de ovenstående tre punkter, man skal finde årsagerne til flere producenters misforståelser og mærkværdige ageren. Omvendt må man have forståelse for, at der kan opstå forvirring blandt Producentforeningens medlemmer, når man påtænker hvor vidt forgrenet Producentforeningens magtbase egentlig er.

For at forstå forgreningen skal man være opmærksom på, at Klaus Hansen, siden sin ansættelse som direktør i Producentforeningen, har etableret en yderst velsmurt lobbyvirksomhed, som sikrer politisk indflydelse, blandt andet gennem talrige gange at have underholdt Folketingets Kulturudvalg under Filmfestivalen i Cannes. Tillidshvervene omfatter nævnte bestyrelsespost i Biografklub Danmark samt i Filmmagasinet Ekko og CopyDan. Derudover sidder Hansen som bestyrelsesformand for Fonden FilmFyn og i TvFestivals executive udvalg, som uddeler TvPrisen.

Klaus Hansen har ligeledes været en af arkitekterne bag den nyoprettede Copenhagen Film Fund.

Så jo, Klaus Hansen og Producentforeningen er indflydelsesrige til bristepunktet. Men ligefrem mafia? Nej, det taler sandsynligheden ikke for, omend at indgå i organisationer, som bliver beskyldt for det, langt fra er ukendt for Hansen. Fynske borgmestre har tidligere anklaget FilmFyn, som Hansen jo er bestyrelsesformand for, for at bruge 'mafiametoder' og 'pistolpolitik' for at få flere kommuner til at skyde penge i denne fond.

Interessant nok er det også Fonden FilmFyn, med Aalbæk Jensens egen interesseorganisations direktør i spidsen, som bad Zentropa om en redegørelse, for at få klargjort om der var uregelmæssigheder i forbindelse med offentlige støttemidler fra FilmFyn til Zentropa, efter B.T. afslørede at Peter Aalbæk og Lars von Trier har en proforma-adresse i et sommerhus på Fyn, fra hvilken adresse der blev udskrevet regninger på leje af udstyr til filmoptagelser, for at imødekomme FilmFyns krav om at støttekronerne bliver brugt på Fyn.

Ligeledes sidder Klaus Hansen jo i Filmmagasinet Ekkos fondsbestyrelse, om hvilken Peter Aalbæk Jensen tidligere har udtalt: ”De skal knaldes big time, så de kan lære det.” i forbindelse med den injuriesag Aalbæk Jensen – uden øjensynlig årsag – truede magasinet med.

Men, hov! Mon vi i virkeligheden er vidner til at større opgør mellem Peter Aalbæk Jensen og hans fagorganisations direktør, Klaus Hansen, hvor hele verden bliver brugt som skueplads for deres private skærmydsler?

Mange pile peger i den retning.

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

Bloggen er personlig og uafhængig. De meninger og opfattelser, der kommer til udtryk i bloggen, er bloggeren eneansvarlig for.

© Filmmagasinet Ekko