Ekkos chefredaktør har viderebragt flere læseres bekymring om, jeg mon er blevet syg eller død, siden bloggene i en periode ikke er fosset fra mine taster i vanligt tempo.
Ingen af delene har noget på sig.
Som Mark Twain engang lod sine undrende omgivelser forstå: ”Rygterne om min død er stærkt overdrevne.”
For ikke at give yderligere næring til rygter i den klasse vil jeg omgående give små og store begivenheder i filmbranchen siden årsskiftet et par ord med på vejen.
Begivenhederne viser med et par undtagelser, at dansk film ikke behøver fjender. Den klarer filmbranchen egenhændigt selv.
Topadvokatens fald
Fra at være filmbranchens advokat nummer ét, med kontor på Københavns bedste adresse, til konkurs og svindelsigtelse. Hermed indskriver Johan Schlüter sig foreløbig i historiebøgerne. Magen til deroute er sjældent set.
Hvad der er op og ned i sagen, som involverer svindel for 188 millioner kroner, vil en endeløs række retsmøder sikkert snart kaste lys over.
En ting står dog tilbage: Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre at svindle for så mange millioner kroner?
Politisk korrekthed – og kvalitetsløshed
Der blev ingen Oscars til dansk film. Det var selvfølgelig ærgerligt, men konkurrencen var hård. Til gengæld er den politiske korrekthed som omgiver denne uddeling blevet direkte lammende.
Mange savnede sorte skuespillere i fire af kategorierne, og straks faldt Oscar-akademiet til patten og lavede om på reglerne for til næste år at kunne bringe sorte skuespillere i spil. Ingen hæftede sig ved, om det mon kunne skyldes, at sorte skuespillere slet ikke havde ydet Oscar-værdige præstationer det seneste år.
Det var aldeles forkert at skyde på Oscar-akademiet, for de kan jo kun forholde sig til de præstationer, de rent faktisk bliver præsenteret for. Hvis man ønsker at fremme gode, sorte skuespilpræstationer, skal der fokuseres langt tidligere i fødekæden, der fører til engagementer i film.
Alle bør være lige på startlinjen: mænd, kvinder, homoseksuelle, sorte, gule, røde, hvide og blåmarmorerede. Men kun de allerbedste bør komme over målstregen uanset køn, seksuel observans eller farve. Der bør aldrig opsættes hindringer for, at kvaliteten og den kunstneriske frihed kan udfolde sig i fuldt flor.
Man ser i mange miljøer i dansk film, som ønsker at sætte hindringer op for kvaliteten og den kunstneriske frihed. Filmkunstnere bør nu engang kun lave det, som deres kunstneriske talent tilsiger dem.
Vinterberg slog sig løs i Berlin
Thomas Vinterberg kunne ikke nære sig under en pressekonference i Berlin, hvor han havde hele verdenspressens øre. Den opmærksomhed benyttede han til at lade os forstå, at han skammede sig.
Under pressekonferencen udtalte han: ”Jeg skammer mig over det danske ansigt udadtil, og jeg skammer mig over den skræmmekampagne, der har været i gang. Jeg skammer mig over det politiske liv i Danmark.”
Da Jyllands-Postens Michael Enggaard efterfølgende gik ham på klingen – hvad vidste han egentlig om flygtningekrisen – benyttede Vinterberg sin kunstneriske frihed til ikke at ville føre sin argumentation til ende.
Det er til gengæld skammeligt.
Kvoter eller ej?
Mens vi er ved de danske instruktører: Mette-Ann Schepelern, som sidder i bestyrelsen i Danske Filminstruktører og samtidig er temaredaktør i foreningens medlemsblad Take, benyttede kvindernes internationale kampdag til på Facebook at informere om, at de det canadiske filminstitut nu øremærker 50 procent af sin produktionsstøtte til kvindelige instruktører.
Og videre understregede hun: ”Fordi de vil vise vejen frem for industrien ... Kunne vi i Danmark ikke have brug for det samme mod og en tilsvarende enkelhed i forvaltningen af de offentlige midler, så kvalitet og diversitet sikres? Fordi det er 2016!”
Nu er Danske Filminstruktører erklærede modstandere af kvoter, så det er en noget bemærkelsesværdig udmelding fra et bestyrelsesmedlem i selvsamme forening. Normalt bifalder bestyrelsesmedlemmer de beslutninger, et flertal af en bestyrelse står bag, eller forlader bestyrelsen. Men sådan fungerer det øjensynligt ikke blandt filminstruktører.
Som en krølle på historien skal det nævnes, at instruktøren Nønne K. Rosenring, efter jeg gjorde opmærksom på, at det krævede mange flere kvindelige instruktører at opfylde det hellige mål om 50 procents andel af støttemidlerne, udmeldte: ”Lad os i en fart bakke op om alle de kvinder, der allerede er uddannet ... Der er flere, end vi ofte lader os fortælle.”
Men kvindelige spillefilminstruktører står altså stadig kun bag tyve procent af støtteansøgningerne.
Det giver en klar indikation om, at enkelte kvinder i instruktørmiljøet mener, det er fuldt rimeligt, at tyve procent af de ansøgninger, Filminstituttet modtager, skal modtage 50 procent af støttemidlerne.
Det må ikke være let at være mandlig instruktør i foreningen Danske Filminstruktører.
Og det forekommer, at de kvindelige instruktører taler med to tunger: Når de officielt melder ud, er de modstandere af kvoter, men i det skjulte fantaseres der øjensynligt fortsat om kvoter.
Dårlig undskyld fra floppende Bier
Susanne Bier var også på banen med følgende udsagn i en klumme i engelske The Guardian:
”Jeg har lavet romantiske komedier, jeg har været politiske, jeg har lavet film om vold og traumer. Men fordi jeg er kvindelig instruktør bliver de alle behandlet på samme måde. Alt, der laves af nogen, som ikke er en hvid mand, bliver kategoriseret som kunstneriske film eller niche.”
Nu kan det ikke være forholdene i Danmark, Bier taler om. Ingen i Danmark vil vel karakterisere instruktørens film som kunstfilm eller niche? Det må derfor være det engelske og amerikanske marked, Bier taler om.
Men det er rendyrket sludder, en af vore bedste kvindelige instruktører fyrer af i den engelske avis.
Alle film med undertekster bliver i USA og England karakteriseret som artfilm eller niche og det, uanset om instruktøren er mand, kvinde, homoseksuel, gul, rød, sort eller hvid. De to engelsktalende film, Bier har lavet, var begge flop, og det er jo også en niche helt for sig selv.
Bier føler sig forfulgt, men på et helt uretmæssigt grundlag. Man må opfordre de kvindelige instruktører til at komme op med bedre undskyldninger.
Svigende nederlag til Filminstituttet
Uanset hvordan man vender og drejer det, har Peter Aalbæk Jensen påført Det Danske Filminstitut et svigende nederlag i den uendelige historie om det påståede bilagsrod på flere Zentropa-film.
Først underkendte revisornævnet Filminstituttets klage over Zentropas revision. Dernæst har Justitsministeriet underkendt og reelt ophævet Filminstituttets idømmelse af skærpet tilsyn af Zentropa. Samtidig skal Filminstituttet give Zentropa adgang til hele kommissoriet omkring bilagssagen.
Det sætter Zentropa i stand til at igangsætte en erstatningssag over for Det Danske Filminstitut.
Den situation skulle Det Danske Filminstitut ikke have bragt sig selv i.
The Screening Room
I USA har Napster-grundlæggeren Sean Parker lanceret en idé kaldet ”The Screening Room”, som skal kunne tilbyde forbrugerne de nyeste film i hjemmet, samtidig med de har premiere i biografen. Ingen grund til at ofre mange linjer på denne idé. Af endeløs række årsager vil den aldrig løfte sig fra jorden.
Filmproducenternes indtægter
Danske filmproducenters indtjening fra biograferne steg 26 procent i 2015. De penge falder på et tørt sted, idet internettet ikke er i stand til at kompensere for det dramatiske fald i dvd-indtægter.
Flaskepost fra P slår alle rekorder
Hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed, er der pt. stormløb på biograferne for at se Zentropa-filmen Flaskepost fra P, der er baseret på Jussi Adler-Olsens roman. Filmen er foreløbig blevet set af over en halv million tilskuere.
Det er sådan noget, der skal til, hvis dansk film skal genvinde sin risikovillighed. Risikovillighed sker nemlig først, når der atter er pengerigelighed i filmproducenternes kasser.
Folketinget imod ophævelse af geoblocking
Alle Folketingets partier har valgt at støtte Alex Ahrendtsen og Dansk Folkepartis forslag om at sikre, at EU-planer om det indre digitale marked ikke kommer til at rive tæppet væk under dansk films økonomi.
EU’s planer har i det seneste år givet anledning til dybe panderynker i den danske filmbranche, hvor man frygter en økonomisk undergravning af danske produktioner, hvis geoblocking ophæves.
Filmbranchen og politikerne kan nu tage på påskeferie med god samvittighed. Et enigt Folketing støtter op om filmbranchen, så dansk film fortsat kan opretholde den kvalitet, volumen og diversitet forbrugerne er blevet forvænt med.
facebook
twitter
Kommentarer